Af Marie Venø Thesbjerg
Du kan forberede dig på en ordentlig opsang, hvis du læser biografien/ledelsesbogen Det gennemsnitlige menneske - om at lede sig selv og andre i en global verden af Morten Albæk, filosof og Group Senior Vice President i Vestas. Manden kan kommunikere og debattere. Det har han vist i adskillige tv-programmer, bøger, artikler og foredrag henover årene. I Det gennemsnitlige menneske losser hans velargumenterende pen danskerne i deres dovne røve og langer ud efter den manglende (selv)erkendelse. Bogens hovedbudskab er, at vi alle er gennemsnitlige mennesker, og vi skal lade være med at forestille os andet, for det hjælper os ikke i den globale konkurrence. Danskerne tror nemlig ifølge Rockwollfondens undersøgelse om arbejdstid, at de arbejder mere, end de reelt gør. Vi tror også, at vi er meget bedre end resten af verden. Men det er løgn. Det seneste årti er vores effektivitet, produktivitet, innovationskraft og dermed konkurrenceevne faldet. I stedet har vi brugt tid på at realisere os selv.
"Op igennem 1990´erne og 00´erne har vi skabt en kultur, der alene har opfordret mennesket til at definere sig selv ved sine ambitioner, drømme og fantasier. En kultur, der reproducerer folks manglende evne til nøgternt at vurdere egne evner ved at anspore dem til konsekvent at overvurdere dem," skriver Albæk. X Factor er et eksempel på den fordummelse, den kultur, hvor vi ikke kan skelne mellem lort og lagkage, fører med sig. Overført til højskolesammenhæng, kender vi godt de unge, der tror, at de er en gave til verden, og som overvurderer deres evner. Og vi ser, hvordan en skuffelse kan føre til et mere realistisk selvbillede. Men sandheden er også, at mange unge konstant pendler mellem mindreværd og overmod og bruger meget krudt på at finde sig selv og den voksenperson, de tror, at de kan blive. Alt sammen brikker i erkendelsen af sig selv.
Nye dyder som flid og vedholdenhed bør danne os
Albæks påstand er, at vi har brug for flid og vedholdenhed som nye dyder for at danne mennesker. Han har udviklet ledelsesfilosofien MEAN management i krydsfeltet mellem humanisme og kapitalisme - ikke forstået som ondskabsfuld, men meningsfuld - som er en udbygning af LEAN management. MEAN er værdiskabelse gennem meningsskabelse. Det skal være meningsfuldt at arbejde. Det skal ikke nødvendigvis være sjovt. De tre principper, der styrer hans liv og ledelse er: Et globalt team, ytringsfrihed og slid/vedholdenhed. Det indebærer en vision om, at medarbejderens ressource er kalibreret til virksomhedens mål. Det vil sige, at medarbejderen kan degraderes eller forfremmes, alt efter om medarbejderen producerer en værdi, der står mål med de omkostninger, som medarbejderen repræsenterer: "Vi skal ophøre med blindt at tro, at bordfoldbold i kantinen, yoga til medarbejderne og fredagsbarer er mere fremmende for en højeffektiv og højproduktiv, innovativ og topperformende organisation end hårdt arbejde (læs: den tid, du investerer i at løse dine opgaver), detailorientering (læs: den viden, du har om dit stof og fagområde, at du altid er forberedt til fingerspidserne etc.) konkrete og kvantificerbare mål, opfølgning, kontrol og konsekvens."
Det kan være svært at overføre Albæks ledelsesstil til højskolesammenhæng, hvor samme mål og værdier ikke gør sig gældende i samme grad. Højskolen er snarere et frirum fra de mål, og højskolen driver eleverne til at lære af lyst, producere af interesse, bidrage til fællesskabet af lyst eller forpligtelse og ligefrem finde det skønne og glæden i livet, som langt fra behøver at være højeffektivt, produktivt eller kvantificerbart. Processen er mindst ligeså vigtig som produktet - og læringen i sig selv er målet. Flid og vedholdenhed bliver naturlige ingredienser, når først interessen er vakt i en elev, er min erfaring. Når først en ide har sat sig fast i eleven, så bliver der kæmpet, indtil målet er nået. Jeg har fornemmelsen af, at en del mennesker vil falde igennem og frygte Albæks kontante, kontrollerede, ærlige, dedikerede ledelsesstil måske netop, fordi den vil skære igennem et selvbedrag, som ikke alle vil kunne holde til at se i øjnene. Måske vil den også dræbe lysten til at bidrage. Min bekymring er dem, der ikke kan klare mosten, hvad bliver der af dem?
Manden har jo ret
Bogen iscenesætter Morten Albæk som en guru inden for sit gebet - med en særlig Albæks måde at gøre det på - som er vejen til succes. Et stort foto af Albæk pryder forsiden af bogen ligesom bøgerne af Dalai Lama eller andre, der er eller markedsfører sig som guruer. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist Stig Matthiesen - med en blanding af interviews med Albæk og små overflødige beskrivelser i kursiv af Albæks hverdag i New York, Beijing, Brasilien, Skejby, Aarhus og Abu Dhabi illustreret med sort-hvide fotos af Albæk i forskellige situationer på job, undervejs og hjemme ved familien.
Jeg havde forventet at blive provokeret af hans bog. Men bliver det desværre ikke. Manden har jo ret i mange af sine synspunkter. Nogle steder bliver udsagnene dog for banale og minder om dem i selvhjælpsbøger (i den negative betydning) som i kapitlet om det fejlbarlige menneske, hvor det kammer lidt over med selvfølgelighederne omkring, at mennesker ikke kan undgå at fejle. En scene i afsnittet fungerer dog fremragende: Albæk tvinger en hat på sin grædende søn, mens han tvangsfikserer ham på gulvet og bagefter propper et stykke tyggegummi i munden på ham for at få ham til at stoppe med at græde. Bagefter skammer han sig over sin handling. Beskrivelsen gør indtryk, fordi den viser, at der bag den karriereorienterede, dybt målrettede og ambitiøse Albæk også er et menneske, der kender afmagt og kommer til at fejle.
Hatten af for ambitionerne og ærgerrigheden. Det er beundringsværdigt at gå så benhårdt efter sine mål. Særligt fordi de fleste, jeg kender, er nødt til at neddrosle deres ambitioner, når de får børn. Nogle finder (nødsaget) den største glæde i at glæde andre.
Jeg er strengen i dit livs bue
Det gennemsnitlige menneske er både en ledelsesbog og en form for biografi, og den fortæller derfor også om Albæks ungdom og opdragelse. Fra mødet med barndomsvennen, tivolidrengen Henrik, der lærer Morten Albæk at skille sig ud fra mængden, til Albæks far, der præger ham stærkt via særegne opdragelsesmetoder. Albæk forstår først for alvor som 32-årig farens opdragelse og det, han oplever som hans intellektuelle disrespekt, da han efter en forfremmelse i Danske Bank kører en tur med sin far og siger til ham, at der ikke længere er grund til, at hans far skal holde ham nede. Faren kaster sin krop så hårdt tilbage, at bilen næsten stopper, og svarer: "Jeg har aldrig holdt dig nede. Jeg har været strengen i dit livs bue, hvori du er pilen, og jo længere jeg trækker strengen tilbage, desto længere kan du flyve, når jeg slipper!" Den anekdote rammer plet, og giver en forståelse af, hvorfor Albæk er den leder, han er. Det er klart, at det, som Albæk er formet af, også er det, der overføres til hans medarbejdere. Godt, han også har haft en kærlig mor!
Et tankeeksperiment: Hvordan ville skemaet og højskolens dagligdag se ud, hvis vi skulle følge Albæks opskrift for ledelse og danne elever til at begå sig i en global benhård konkurrencesituation i virksomhederne og skabe en ny arbejdende kultur bygget på (selv)erkendelse og total ærlighed fremfor at (ud)danne elever i livsoplysning og demokratisk dannelse, som vi gør nu?
Intentionen med bogen er god, den bygger på en bekymring for Danmarks velfærd i en global konkurrencesituation. Det er forfriskende at læse en, der tager bladet fra munden, tager sin egen medicin og søger at udleve sit fulde potentiale og vil erkende sig selv og egne grænser. Det har jeg dyb respekt for. Måske har Albæk fundet opskriften på Danmarks/erhvervslivets overlevelse? Som højskolelærer har jeg dog ikke fornemmelsen af, at der var noget nyt at hente i bogen - om at lede sig selv og andre i en global verden. Det er som om, der mangler rummelighed, mangfoldighed, det skæve, det skønne, det overraskende, at være på eksistentiel glatis, tid til at erkende, som der er plads til i højskolen. Og når vi taler om myndiggørelse og om at være leder i sit eget liv - ville det være på sin plads med flere nuancer, mere stillingtagen til kompleksiteter og ja - mere filosofi.