Hvis Danmark var et fodboldhold

Publiceret 11-06-2013

LEDER Hvis Danmark var et fodboldhold, er taktikken klar. Vi arbejder ud fra en yderst kontrolleret defensiv

Af Andreas Harbsmeier

selv om sportsmetaforer ikke er god tone - slet ikke i nærværende blad - kan de nu alligevel noget. vi giver det en chance. For hvis Danmark var et fodboldhold, er taktikken klar. Vi arbejder ud fra en yderst kontrolleret defensiv. I fodboldens verden siger man om et hold, at det har "parkeret spillerbussen foran målet", når det spiller ultra defensivt.

Opstillingen forudsætter imidlertid en udtalt disciplin blandt spillerne. Alle skal løse ganske specifikke defensive opgaver - udstukket af træneren. Det personlige initiativ er bandlyst, selv om det undertiden godt kan pålægges en enkelt spiller at være "kreativ" og skabe noget på egen hånd på et særligt angivet område af banen. Fordelen ved denne taktik er, at risikoen for at tabe er meget lille.

Problemet er så bare, at chancen for at vinde også er minimal. Man scorer nemlig som regel ingen mål. Skulle man oversætte denne taktik ind i en politisk kontekst, er det tætteste, man kommer, nok det, man kalder "økonomisk ansvarlighed". Og hvem kan være modstander af det? Alle tiltag kan skydes ned med henvisning til den globale konkurrence, hensynet til danske arbejdspladser, den globale økonomiske krise. Du skal yde dit til det fælles bedste. For du vil jo ikke risikere at tabe - vil du vel? Den type fodboldkampe er sjældent sjove at være med i - og altid utroligt uinspirerende at se på. Sådan er det i også dagens Danmark. Ikke rigtigt sjovt at være med i - og temmelig kedeligt at se på.

Så mens spillerbussen er solidt parkeret foran målet med håndbremsen godt trukket, kan man i dette nummer af Højskolebladet læse lidt om, hvordan det går med staten Danmark. God fornøjelse.