Af Ove Korsgaard
Statens kolossale rolle i nutiden gør det svært at se bagom eller erindre en virkelighed før statens dominans. Men vi skal ikke længere tilbage end til mine forældres og bedsteforældres generation, for slet ikke at tale om mine oldeforældres, før virkeligheden var en anden. Da min oldefar Peder Korsgaard i 1870 overtog gården efter sin far, forpligtigede han sig til at yde sine forældre økonomisk og social hjælp, indtil de lå i graven. Der blev udfærdiget en aftægtskontrakt på tre sider med ni paragraffer, der giver et interessant indblik i en samfundsform, hvor det sociale sikringssystem var knyttet til familien og pensionssystemet var baseret på naturaløkonomi. I dag har staten stort set overtaget disse forpligtigelser. Fra at de ældre var fuldstændig afhængige af familien, er de i dag økonomisk uafhængige af familien. En sådan omvæltning har kun få samfund tidligere foretaget i verdenshistorien. Der er tale om et kæmpestort socialt og moralsk eksperiment.
Indtil nu er eksperimentet stort set lykkedes, hvad der i sig selv er fantastisk. Men kan det fortsætte? Er det bæredygtigt? Eller tæres der på den kulturelle og moralske kapital, som er forudsætning for dets videreførelse? Professor Jørn Henrik Pedersen, manden bag de senere års imponerende velfærdsforskning, gør gældende, at velfærdsstaten har et stort problem. "Og det er et kulturproblem, som handler om adfærd. Velfærdsstaten tager udgangspunkt i, at vi er pæne og ordentlige mennesker, der udviser tilbageholdenhed. Men det gør vi ikke. Og den etik og moral kan man ikke sidde på Christiansborg og dekretere." Velfærdsstaten bygger med andre ord på forudsætninger, som staten ikke er i stand til at tilvejebringe. "Det kan være meget godt at appellere til befolkningens vilje, men hvis frivilligheden skal batte noget, må den komme nedefra" ( Information 29. november 2011).
Kan der registreres en sådan bevægelse nedefra? Man kan i hvert fald iagttage en stigende offentlig interesse for betydningen af det civile samfund og frivilligt arbejde. Man kan imidlertid også registrere et forventningsniveau til staten uden sidestykke i historien. I dag er det svært at komme i tanke om et forhold, der er så privat eller inferiørt, at det ikke potentielt kunne kræve offentlige udgifter. Ifølge Birgitte Barkholdt, der har erfaringer som kommunikationschef i socialforvaltningen i Københavns Kommune, møder danskerne i stigende grad de offentlige institutioner med samme tankesæt, som de for eksempel møder Føtex og Fona. "Man møder op som forbruger. Den offentlige sektor er i borgernes optik blevet en butik på lige fod med andre butikker på det private, kommercielle marked. Der er varerne på hylderne, og har varen ikke den kvalitet, som man forventer, ja så klager man" ( Politiken 18. marts 2013).
Når jeg holder foredrag rundt om i landet, sker det efterhånden jævnligt, at folk spørger, om ikke det danske demokrati er i fare - med mere eller mindre åbenlys henvisning til islam. Jeg ønsker ikke at bagatellisere problemerne med at integrere en række indvandregrupper i det danske samfund, men jeg må sige, at truslen fra islam er bagatelagtig i forhold til den trussel som forbrugerrollen udgør. Hvis borgerrollen fuldstændig undermineres af forbrugerrollen, er der grund til at slå alarm.