Af Egon Clausen
Der er en festlig klang af fejende fanfarer i Thomas Aastrup Rømers bog om krisen i dansk pædagogik. I lange tider har den pædagogiske debat været domineret af tekniske fagudtryk og andre former for utilgængelighed. Det er derfor befriende at støde på indlæg, der er båret af glød og glæde. Pludselig kommer der gudhjælpemig et levende menneske ind på scenen og bruger et strømførende sprog, der forbinder den pædagogiske tænkning med kunst, kultur og historie, og som påstår, at denne forbindelse er af altafgørende betydning for skolens liv og virke. Hvor skønt!
en skrivekugle
Bogen består af blogs om pædagogik, videnskab og filosofi, som blev lagt på www.folkeskolen.dk i årene fra 2009 til 2012, og dens indlæg er præget af, at forfatteren er en regulær skrivekugle. Indimellem har han svært ved at stoppe ordstrømmen i tide. I forordet skriver han fx: "Er det ikke som om, vi har glemt et strålende Danmark, som er en livlig og selvbevidst del af en åben og vekselvirkende verden fyldt med spændende forskelle; et Danmark som en lysning i skoven fyldt med historie, poesi, musik, videnskab, smil, bolde, græsplæner, globusser, pensler, viskelædere, mylder, påmindelse, åbenhjertighed, opmærksomhed, tilsynekomst, lejrskoler, Dannebrog, zigøjnere,
fester, koncerter og velgørenhed?". Det er bare for meget. En redaktør ville have været på sin plads.
vi er danskere og europæere
Denne indvending må dog på ingen måde skygge for, at indlæggene om krisen i dansk pædagogik tilsammen udgør en forrygende god bog. Den er sprælsk og velskrevet. Den kalder til kamp mod den moderne koncerntænkning, der huserer i dansk uddannelsesstænkning, og som har ødelagt store dele af, hvad man kunne kalde en dansk eller en europæisk pædagogisk tradition. Det er imod denne tendens Thomas Aastrup Rømer råber: "Vi er danskere og europæere. Vi er indlejrede i en 2500 år lang national og vestlig tradition. Den skal man altså ikke have lov til at ødelægge på 50 år."
Thomas Aastrup Rømers skriv er fyldt med åbne og skjulte referencer til
fortidens forfattere og tænkere. Ofte er det Grundtvig, der taler gennem Rømer, som når han skriver: "…må vi bede om skoler og børnehaver, der er spækket med holdninger, ideer, videnskab, kultur, udsyn, skønhed, materialer, sange og besvær. Og må vi bede om at blive fri for underdanig drengevidenskab, der reducerer pædagogik til dorsk anvendelse og omdanner vores lærere og pædagoger til metodemaskiner og vores børn til åndsuniformerede
velfærdssoldater."
autoritet som fortælling
Væsentligst finder jeg hans drøftelse af autoritetsbegrebet, hvor han er stærkt inspireret af Hannah Arendts tanker om autoritet som et resultat af en lang historisk proces, hvor fortidens handlinger spiller med i en nutidig dialog. En dialog, der udvider og vedligeholder de grundlæggende forestillinger. Også her ægger Rømer til modsigelse. Han er dog lidt for hurtig i sine domme og for romantisk i sin glæde over den gamle skole. Det er rigtigt, at dens autoritet ikke blot byggede på at stå ret og holde sin kæft, men dens grundfortælling var bagudskuende og havde mistet sin myndighed, fordi den var ude af stand til at svare på de store spørgsmål, som samtiden stillede. Den faldt, fordi den efterhånden kun var i stand til at udøve en mekanisk magtudøvelse, og det er ikke nok. Heller ikke for Thomas Aastrup Rømer. For ham er autoritet noget, man gennemlyses af, "for så vidt man har kontakt med samfundets, herunder fagenes og skolernes konstituerende handlinger og fortællinger."
Det er disse fortællinger, som skolen skal genfortælle for at holde dem ved lige. "Autoritet handler på denne måde ikke om at få kontrol. Det handler om at afgive kontrol. At give sig hen i kulturens forrevne strøm."
kritik af hal koch
Nogle af de sidste blogs i bogen handler om Hal Koch, der i Rømers øjne svigtede, fordi han rådede den danske ungdom til at opfatte den tyske besættelse af Danmark som en uomgængelig virkelighed, man måtte acceptere uden at gå til aktiv modstand. Thomas Aaastrup Rømer opfatter det som en fejltagelse, der gentager sig i dag, hvor videnssamfundet og konkurrencestaten også beskrives som en uomgængelig virkelighed, man værsgo har at acceptere.
Igen må det konstateres, at det er meget let at komme med den slags postulater i vore dage. Videnssamfundet er ikke nazisme; men lad det nu fare. Rigtig interessant bliver det nemlig, når Thomas Aastrup Rømer kobler denne diskussion sammen med den modernisme, som siden midten af 1950'erne har overskåret vitale livliner mellem den kunstneriske elite og folket, og som har medført, at det danske folk ikke har et nutidigt sprog til at behandle nutidens problemer. Det er et meget stort problem, som man desværre ikke kan tale om uden at blive beskyldt for at høre hjemme i mørket hinsides Dansk Folkeparti, men væsentligt er det. Så tak til Thomas Aastrup Rømer for en væsentlig og oplivende bog. Fortsættelse følger forhåbentligt.