Af Louise With
Netop som jeg sætter mig til tastaturet, går det op for mig, at det følgende bliver en tekst om en skribent, der taler om en anden skribent, som også skrev om skribenter. Ikke nogen ukompliceret opgave - men en opgave der synes helt i de to hovedpersoners ånd: Forfatteren Siri Hustvedt, amerikaner med norske rødder og base i Brooklyn, New York - og filosoffen Søren Kierkegaard, som hun gennem årtier har læst og studeret indgående, og som også er temaet, når hun om få uger besøger København.
vanvid og fascination
Hustvedt tager imod i sit hjem i Brooklyn-bydelen Park Slope - høj, spinkel og smagfuldt klædt helt i mørkeblåt. Hun anviser høfligt to polstrede lænestole i stuen, henter to glas vand i køkkenet, fikserer et øjeblik tilhøreren med sit intense nordisk-blå blik - og går direkte til substansen. Livet er for kort og emnet for vigtigt til small talk, fornemmer man. Og over den næste halvanden time leverer hun, hvad der i mange bidder og brudstykker og fra mange forskellige vinkler ender som en uforbeholden kærlighedserklæring til den danske filosof. En medrivende rejse rundt i nogle af de aspekter af Kierkegaard, som drager, undrer, optager hende og også ind i mellem "driver mig til vanvid," som hun erklærer uden tøven.
"Jeg mødte en dansk diplomat ved en fest og sagde til ham: 'Jeg skal snart til København og tale om Kierkegaard - den djævel!' Han så helt chokeret ud, og jeg tænkte, at jeg nok ikke bør gå rundt og sige den slags. Men det er sandt. Jeg når til et punkt nogle gange, hvor jeg virkelig er ved at blive skør." Alligevel får man i Siri Hustvedts selskab ikke blot lyst til at læse eller genlæse Kierkegaard. Man får lyst til at læse ham med hende. Selv begyndte hun som 15-årig med en udgave af Frygt og Bæven , hun havde fundet i sine forældres bibliotek. "Jeg kunne lide titlen, og jeg havde hørt om Kierkegaard - det var alt. Jeg har læst den flere gange siden, og jeg tror ikke, at jeg som 15-årig kan have forstået ironien eller ret meget af filosofien. Men dengang var det deneneste tekst, jeg havde læst, der virkelig begreb det forfærdelige i historien om Abraham og Isak. Det var meget stærkt, for jeg havde været oprevet over den historie, siden jeg var barn." Livet igennem har Siri Hustvedt haft perioder med "binges", som hun siger - med uhæmmet ukontrolleret læsning af Kierkegaard, især af pseudonym-værkerne.
flerstemmige forfattere
Hustvedt understreger flere gange, at hun ikke på nogen måde vil sammenlignes med filosoffen. Men parallellerne er åbenlyse for den, der søger dem: Fra den banale geografiske - begge har nordiske rødder - over den fælles præference for krydsfeltet mellem filosofi, litteratur, kunst, religion og videnskab til de formmæssige - begge arbejder ofte med et kor af fortællerstemmer, tvetydighed, subjektivitet og tekster i mange og komplekse lag. I Siri Hustvedts netop færdiggjorte roman, der udkommer i 2014, er Kierkegaard "over det hele", fortæller hun: "Der er et forord og en redaktør, som nævner Kierkegaard. Og så er der tekster skrevet af forskellige personer. Hovedpersonen, en kvindelig kunstner, taler også om Kierkegaard."
Hvorfor?
"Fordi jeg er meget interesseret i ideen om masken, om pseudonymet, og hvad det betyder."
De seneste måneder har hun igen fordybet sig i den danske filosof - i pseudonym-værkerne, som hun elskermen også i dagbøger, biografier, sekundærlitteratur og uddrag af de teologiske tekster, han udgav i eget navn. "I dag synes jeg, Efterskriftet er et mesterværk. Den intense ironi, parodierne, vitserne og hele tekstens livlighed - for mig er den superb." I de sekundære værker er der imidlertid en tendens til at reducere Kierkegaards tekster til de "rene" filosofiske begreber, oplever hun. "Begreberne er der også. Jeg anfægter ikke på nogen måde Kierkegaards kvaliteter som filosof. Men de litterære, tekstlige kvaliteter er sublime. Jeg mener, han hører til de største filosofiske skribenter, der har levet - sammen med Pascal og Nietzsche, selvom jeg ikke synes, Nietzsche skriver lige så smukt. Kierkegaard er en skribent, der forandrer sig alt efter, hvor sofistikeret man selv er filosofisk og intellektuelt," siger Hustvedt. "Sådan må det være. Men de passionerede tekstlige kvaliteter og nødvendigheden af at skrive er der hele tiden. Med andre ord: Det, jeg først oplevede som meget ung, er noget, jeg stadig elsker."
Hvordan kan det beskrives?
"Alle gode bøger er skabt af nød vendighed - fiktion, filosofi, videnskab eller hvad det måtte være. Kierkegaard skrev ud af en nødvendighed, og han talte om pseudonym-værkerne som en 'udtømmelse'. Jeg kan kun sige det på norsk, men du forstår nok."
dramatiker med hemmeligheder
Førhen har Hustvedt skrevet om "hypergrafi", trangen til at skrive, som blandt andet findes hos epileptikere og manikere, men ikke altid er forbundet med sygdom. "Jeg tror Kierkegaard havde det, og det er ikke for at sygeliggøre ham. Men hør her: En mand, der dør som 42-årig, og som i sine notesbøger alene skrev 7000 sider. For ikke at nævne de mange bind han udgav ved siden af - nogle af dem enorme."
Siri Hustvedt taler i lange uforudsigelige kæder af sætninger, bisætninger, indskud og tilføjelser, hist og her punkteret af et tydeligt "mmm" - enten halvt spørgende som i: "Mmm..? Forstår du?" - eller mere dramatisk som et udråbstegn: "Mmm! Det skrev han virkelig! Det mener jeg virkelig!" Dramaet hos Kierkegaard, både i værkerne og i hans liv, formidler hun med en stemmeføring, der skifter fra lattermilde udråb til en svag hvisken, når det fx handler om forholdet til moren: "Han nævner hende ikke et eneste sted. Ikke engang den dag hun døde…" At Kierkegaard brød forlovelsen med Regine Olsen og derefter foregav at være forfører i et forsøg på at vende hende fra sig, kalder hun "bizarro" og "perverst". "At kalde det andet end perversion ville være forkert. I Stadier på Livets Vej bliver han ved med at bringe affæren op. Der er skyld, tror jeg, forbundet med det. Og han holder aldrig op med at tænke på hende. Så på nogle måder er det jo tragisk."
Han giftede sig aldrig?
"Nej og i dagbøgerne siger han, at den store ulykke var, at han aldrig var i stand til at knytte sig intimt til nogen."
Hvorfor ikke tror du?
"Det er et stort spørgsmål - og det er noget, jeg også har brugt i min roman The Sorrows of An American : Der er en hemmelighed. Et jordskælv, en hemmelighed, hvad det end var. Der var helt bestemt noget unævneligt, og det var en del af ham. Han omtaler aldrig moren, men der findes et brev, som viser, at han var tæt knyttet til hende og sørgede meget over hendes død. Det er mærkeligt."
Om Kierkegaards relevans i dag har Siri Hustvedt meget på hjerte. Om de litterære kvaliteter: "Hans værker er fulde af metaforer om graviditet, kopulering og fødsler. Over det hele! Han er en stor metaforist, men andre filosoffer har hjælpsomt forsøgt at rydde op i kategorierne. Kierkegaard mangler ikke intelligente læsere, men jeg mener, de litterære betydninger har været oversete." Om filosofihistorien: "Han var enormt vigtig og indflydelsesrig i forhold til senere tænkere, men mange af dem skjulte deres gæld. I 1940'ernes Paris var Kierkegaard og Hegel de to vitale navne. Læsningen af dem blev med tiden ikke blot til eksistentialismen, men også til senere teori. Kierkegaard var cool!"
den moderne tænker
Længst og mest passioneret taler Hustvedt dog om relevansen i forhold til de aspekter, hun også selv ofte udforsker: Subjektivitet, talrige fortællerstemmer og krydsfeltet mellem flere akademiske discipliner. "Et af de smukke aspekter ved Kierkegaard er, at han insisterer på et dynamisk syn på mennesket og på subjektiviteten - at den ikke står stille. Vi er ikke statiske, vi er i tilblivelse. Frem til døden." To af pseudonymerne, Climacus og Anti-Climacus, bliver i Kierkegaards dagbøger sammenlignet med brødre, bemærker hun. "Jeg tror, de alle er som søskende - denne forsamling, om du vil, af stemmer og perspektiver, han benytter. Hvis vi taler om kærlighed, så forstår man jo godt, hvorfor noget af det mest populære, han udgav, var 'Forførerens Dagbog'. For Johannes er en gyser! Og jeg tror, det virkede pirrende."
Ville Kierkegaard hade eller elske vores tid?
"Jeg tror, det er svært at forestille sig, at han ville støtte seriel monogami. Men et af de smukke træk ved ham er, at han ikke kun er hård ved andre. Han er utrolig hård ved sig selv. For mig er etikeren Assessor Wilhelm en lidt kedelig figur, og jeg tror også, Kierkegaard fandt ham lidt kedelig og selvtilfreds. Det er en del af den ironiske diskurs. Jeg tror, Kierkegaard følte, at han havde en stor dosis æstetiker i sig."
Så han ville måske ikke godkende, men genkende vores tid?
"Ja, Kierkegaard er på mange måder en dybt moderne tænker. Det er 200 år siden, han blev født - men det er jo som et knips med fingrene, det er kun to lange liv."
Når vi taler relevans, tilføjer Hustvedt: "Så er der hos Kierkegaard en vægt på idéen om, at subjektivitet er sandhed - og at de store objektive systemer ikke er det. Det er en kritik, der har enorm kraft og styrke i dag." Videnskaberne er "utilstrækkelige til at forstå den indre subjektive virkelighed," fortsætter hun: "Eller med andre ord: Man kan ikke tage det subjektive ud af teorien. Så falder det hele fra hinanden."
på tværs af perspektiverne
Selv har hun de senere år arbejdet indgående med hjerneforskning og psykoanalyse, blandt andet i bogen The Shaking Woman og i en række senere forelæsninger. "Jeg var i Paris for nylig og talte på en neurofysiologisk konference, hvor mit argument netop var dette: Man kan ikke glemme det subjektive. Den syges dynamiske virkelighed er vital for at forstå sygdommen." Hustvedt dykker tilbage i filosofihistorien og taler om videnskabsteori hos Hume og Kant, Kierkegaard og Hegel. "De fleste videnskabsfolk vil i dag sige: 'Åh ja, vi ved det godt'. Der er subjektivitet, det forstår vi, og intet er absolut, men vores metodologier beskytter os osv. osv. Og alligevel er megen videnskab baseret på en art naiv realisme - en ide om, at der findes en objektiv virkelighed, som kan forklares."
Arbejdet på tværs af discipliner giver Hustvedt "mulighed for at forstå, at der ikke findes nogen teoretisk model, som dækker al menneskelig virkelighed. Min tankegang lyder: Jo mere du ved og udforsker, jo flere teoretiske vinkler du har på et problem, desto mere nuancerigdom får du." De medicinske og psykologiske studier har "åbnet nogle veje i mit sind, som jeg aldrig før har været i stand til at følge. Pludselig kan man se forbindelser og kontrapunkter - jeg tænker på det som en dans. Man skaber nye konstellationer af ideer i stedet for at bevæge sig i en skyttegrav," siger hun. "Jeg bryder mig ikke om at vide, hvad en forfatter mener, før jeg læser bogen - blot ved at se litteraturlisten. Men det sker hele tiden, i naturvidenskab og i humaniora, over det hele! De samme navne bliver hentet ind i det uendelige. Og der er ingen biologisk krop. Det generer mig! Alting bliver…reduceret. Og det er jeg ikke interesseret i."
Det skrev du også i din email til mig: Vi vil nødig være reduktive?
"Det er et spørgsmål om at følge sin næse. Jeg er heldig, fordi jeg er en outsider, og jeg skal ikke 'publish or perish', som man siger - udgive eller forsvinde fra mit felt. Jeg kan arbejde med fiktion og non-fiktion, og jeg kan bruge hele min dag på at skrive og læse. Jeg er fri!" siger hun og tilføjer med en høj latter: "Ved du hvad? På den måde er jeg som Kierkegaard! Jeg vil stadig ikke sammenligne på nogen måde, men han arvede og var meget bevidst om, at det satte ham i stand til at blive forfatter. Han var bevidst om den luksus, det var, og det samme er jeg."
Ud over arven fandt han også i pseudonymerne en frihed, mener Hustvedt - der flere gange selv har talt om at foretrække fiktion frem for fx erindringer. "Tag Enten-Eller med disse komplekse lag, hvor Victor Eremita hævder at have fundet to manuskripter. Det kan være farligt at sammenblande liv og arbejde, men man kan godt anerkende, at der er overlap og udveksling. Selv hvis fiktion er opfundet ud af det blå, så kan den stadig lyve. Hvad, man må håbe på at opnå i fiktion, er en emotionel sandhed, der resonerer hos læseren." Selv har hun oplevet at blive misforstået gennem årene. "Man kan jo ikke tilføje et P.S. og sige: Sådan skal denne bog læses. Men hos Kierkegaard taler pseudonymerne med hinanden. I Efterskriftet kommenterer Climacus på de andre - som alle er Kierkegaard. Jeg tror, han var meget bange for at blive misforstået. Men samtidig var han en 'trickster' og enormt svær at få hold på."
Så er vi tilbage ved de mørke sider - der hører med til enhver stor kærlighed. "Hvis du arbejder med ham og arbejder virkelig hårdt, så begynder han før eller siden at drive dig til vanvid. Det er sket for mig hver eneste gang."
På en berigende måde, lyder det til?
"Ja selvfølgelig, ellers ville jeg ikke vende tilbage - eller sige ja til at forelæsei Danmark. Jeg kommer til at læse Kierkegaard igen, men jeg må også have pauser. Jeg har læst Gjentagelsen seks-syv gange. Hver læsning er ny, og hver gang gør den mig skør. Jeg får disse perioder, og på et tidspunkt siger min mand: 'Stop nu. Stop!'"
Lytter du så?
"Ja, for der kommer et punkt, hvor jeg også selv mærker, at jeg ikke kan klare mere. Der er jo stor uenighed i den sekundære litteratur - om hvad der egentlig foregår hos Kierkegaard. Men min plads er en anden. Min opgave er ikke at være reduktiv."
Hvad er det modsatte af reduktion?At åbne op?
"Ja, det er det, jeg altid arbejder på. Det er min filosofiske position! I stedet for at binde det hele sammen med en pæn sløjfe og lukke det ned så vil jeg langt hellere, at man efterlades med muligheden for at stille det næste spørgsmål."