Af Kat. Sekjær
Lige nu renoverer Rambøll plejeboligerne Sølund på Østerbro. Motto: hjemlighed. Men kan kommuner og arkitekter bygge hjem? Højskolebladet har spurgt en antropolog, en bykulturforsker og en arkitekt til råds, og svaret er nej! For i den gennemkontrollerede og ned-til-mindste-detalje planlagte proces går netop hjemligheden tabt: Boligen bliver en kulisse med designede rekvisitter.
hjem falder uden for sproget
Barndomshjem, hjemland, hjemstavn eller bare hjem. Alle disse ord baserer sig på en definition af hjemmet som et bestemt sted eller lokalitet. Men selvom man skulle tro det, så er hjem ikke et sted. Derfor er det også, ifølge Mark Vacher, der er antropolog og adjunkt med speciale i urbanitet og urbane forhold ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, utrolig svært at tale om hjem, fordi selve begrebet falder uden for sproget. Så snart man begynder at definere, hvad hjem er, flytter man sig fra det. Ergo synes et interview, der skal handle om hjem, allerede umuligt. Højskolebladets udsendte tager alligevel udfordringen op og vover skindet på hjemmeskoene.
"Vi bruger sproget til at forklare, hvad ting er: Det er det og det. Det er det, man inden for filosofien kalder identitetssætning," siger Vacher og fortsætter: "Når noget falder i sprog, så er det ikke længere hjemligt. Det er derfor, det er så svært at tale om, for så skal vi gøre det til noget u-hjemligt. Det er også derfor, at man får sådan nogle luftige svar, når man interviewer folk om, hvad hjem er. Så svarer de, at 'hjem er en følelse' eller 'hjem er, hvor mine børn er' eller alt det der hejs. Og det er, fordi det skal ud i et sprog, som ikke er hjem."
ikke et identitetsprojekt
Men når nu hjemmet er en forlængelse af en selv, er det så gennem de hjemlige ritualer, vi finder vores identitet, mere end det er i hjemmets fysiske rammer? Til det svarer Mark Vacher, at selve præmissen for spørgsmålet er forkert, for identitet ifølge ham er noget, vi bruger i forhold, hvor vi ikke har hjemme: "Identitet bruger vi, når vi skal fortælle, hvem vi er. Vi trækker identitet frem hver gang, vi har brug for at være et tegn, som andre skal læse. Og det er det modsatte af det, vi gør, når vi er hjemme i vores egne ritualer." Fx vasker man op, ser fjernsyn, trykker på midten af tandpastatuben, selvom ens mor hader, at man gør det. Det er naturlige handlinger, der gør en bolig til et hjem.
Når man kommer hjem til en anden, så har man netop ikke hjemme der. Derfor betragter man hjemmet udefra og begynder at kategorisere den, der bor dér. Venter man gæster - eller betragtere om man vil - rydder man op og sætter tingene pænt. Vachers pointe er, at man i den proces fjerner sig fra hjemmet. Indehaveren sætter boligen og sin egen identitet i scene, og så er det pludselig ikke hjemligt længere, forklarer han: "Identitet er noget, vi aktiverer, når vi skal placere hinanden. Den placering er ikke hjemlig. Men når vi er placeret, kan vi have hjemme. De mennesker, man har hjemme sammen med, har man ikke behov for at placere, for det har man allerede gjort."
Hjemme behøver man ikke at fortælle, hvem man er, eller hvad man foretrækker. Det er en slags naturlig tilstand af væren - eller med antropologens ord: "Det, der skaber et hjem, er det hjemlige. Det er alt det, man bare kan og gør. Man kan sige, at det hjemlige er alt det, der ikke stiller sig op i en identitetsafkrævende handling."
man kan vokse fra sit hjem
Men selvom hjem ikke er et sted, er hjemlighed blevet arkitekternes rettesnor. Kollegier og plejeboliger bygges til at indgyde en følelse af hjem. I foråret undersøgte det antropologiske rådgivningsfirma Meldgaard og Zennaro i bl.a. hjemlighed i forbindelse med bygningen af et kollegium. Bygningsarkitekt Kirstine Fagerlund Hvidegaard beskæftiger sig helt konkret med de fysiske rammer, inden for hvilke en bolig kan blive til et hjem, og hun adskiller dermed boligen fra hjemmet. Hun definerer et hjem som et sted, der løfter sig op over det rent praktiske boligaspekt: "Det, der gør en bolig til et hjem, er for mig at se et spørgsmål om statisk versus dynamisk. Man kan sige, at en bolig tjener et rent funktionelt formål, mens hjemmet ud over det funktionelle også imødekommer et personligt behov, som et langt stykke hen ad vejen er inde i ens hoved."
En bolig kan have nok så mange Nespresso-maskiner, Hay-puder og Sting-Ray stole, men det gør det ikke til et hjem, såfremt de grundlæggende personlige behov ikke er dækket af de fysiske rammer, forklarer Kirstine Fagerlund Hvidegaard: "Behov kan være forskellige fra person til person. For mig er det placeringen, orienteringen samt pladsen, der grundlæggende skal være i orden. For andre kan det være adgang til natur, ro eller noget helt tredje. Det er ting, som vi ikke bare kan ændre senere."
Ikke mange arver slægtsgården længere, og barndomshjemmet er sjældent der, man bliver resten af livet. Tvært-imod: Mange hjem venter forude. Man kan nemlig vokse fra sit hjem, når rammerne ikke længere passer til ens behov. "De personlige behov ændrer sig gennem livet. Det, som tidligere var et hjem, kan pludselig blive en bolig. Når noget bliver en bolig, falder vores engagement drastisk. Vi har ikke længere samme lyst til at dyrke og opgradere hjemmet. Det kan nå helt ud i, at man end ikke rigtig gider rydde op, i bund og grund fordi man er på vej videre for igen at få dækket de personlige behov, som altså skaber hjemmefølelsen," fortæller Kirstine Fagerlund Hvidegaard.
vi mimer beboelse som aldrig før
Mark Vacher er enig med Hvidegaard i, at bolig og hjem ikke er det samme. Boligprojektet går ud på at skabe identitet, men det bliver et skuespil, mener han. "Vi mimer beboelse som aldrig før," siger han og giver som eksempel, hvordan idéen om et barndomshjem bliver et projekt for forældre til skilsmissebørn: "Middelklassens børn har aldrig haft mere plads i hjemmet end nu. I skilsmissefamilier har børn ofte et værelse hos begge forældre. Der er altså masser af boliger, men vi forventer, at de skal have den centralistiske boligs karakter. Der kan være hjem alle steder, men vi vil have, at de skal tage form og farve af, at der kun er én bolig."
Hjemmet som ét sted er et kulturelt ideal, som vi hele tiden tilstræber: Altså den autentiske bolig - det rigtige hjem, det ene sted, man hører til. Og idealer er som bekendt kendetegnet ved at være så godt som uopnåelige. "Vores kroppe passer ikke til vores idealbilleder af kroppe, og vores hjem passer ikke til vores idealbilleder af hjem. Vi går og synes, vi skal have et autentisk hjem, det skal være ét sted. Og det er det ikke. Hjem er en handling," siger Mark Vacher.
Ifølge Vacher er hjem nemlig ikke et sted, men en slags ubevidst og kropslig handling. I et hjem tænker man ikke over, hvor lyskontakten sidder, eller hvor man skal slå på radiatoren for at få den til at holde op med at brumme. Huset er blevet til et hjem i det øjeblik, man bevæger sig i det uden at spekulere over, at det er det, man gør. Hjemmet er en naturlig forlængelse af ens egen krop. Hjemmet er således på en gang abstrakt og ganske konkret. "Du har hjemme i din krop, du er hjemme i dit tøj, du er hjemme på din cykel," forklarer han.
byrummets hjemlighed
Man har altså hjemme i sin krop og i sin bolig, så længe denne matcher ens behov. Men hvad med den by eller den egn, man bor i?
Vi er begyndt at ændre det offentlige rum fra upersonlige gennemgangszoner til opholdssteder, hvor man kan være, lege og leve ganske som derhjemme. Byboerne dyrker urban gardening, der etableres bilfri zoner, og udendørs "lounges" dukker op på pladser og gadehjørner, hvor det er meningen, man skal hygge på samme måde som hjemme. Med andre ord har vi flyttet vores hjemlige idealer ud i byrummet. Hjørdis Brandrup Kortbek, kulturforsker ved Syddansk Universitets Institut for Kulturvidenskaber, mener, at det store fokus på hjemlighed i byen kan ses som en reaktion på de mange såkaldte 'ikke-steder', der har præget byen de seneste 50 år. Hjem er forbundet med tryghed, personlige fortællinger og minder - en følelse af at have sat sit eget aftryk på stedet og at være en del af stedet ved at have taget det i anvendelse. Men et sted kan godt tages i brug, uden at det bliver forbundet med hjemlighed, forklarer Hjørdis Brandrup: "Det ser vi for eksempel i stormagasiner, lufthavne og banegårde, som kan karakteriseres som såkaldte 'ikke-steder'. Et begreb Marc Augé har introduceret. Her færdes rigtig mange mennesker, men stederne har ingen identitet eller historie, og de opleves ikke som hjemsteder, men som steder vi bevæger os igennem."
1960'ernes funktionalistiske bydesign med brede veje, stormagasiner og høje boligbyggerier har ikke skabt følelsen af hjemlighed i byen. Mange byrum opleves som identitetsløse, fordi vi ikke føler os som medskabere af stedet, siger Hjørdis Brandrup: "Derfor grundlægger vi nu byer i menneskelig skala med grønne oaser, bilfrie gader og pladser - steder, hvor det er rart at være, slå sig ned og leve hverdagslivet. I Odense forsøger kommunen med lukningen af den store gennemfærdselsvej Thomas B. Thriges Gade at skabe et nyt sted i byen, som i dag af mange opfattes som et "ikke-sted". Man vil skabe et nyt hjemsted med en ny identitet og historie, et bolig-, erhvervs- og indkøbsområde. Det kan blive en succes, hvis området tages i anvendelse i et mangfoldigt kulturelt og socialt hverdagsliv. Men det kan også blive en fiasko, hvis området ikke formår at skabe rammer for fritids- og arbejdsaktiviteter for byens forskellige borgere."
hjem er en proces
Hjem er der, hvor hjertet er - men hvor er det så? Kulturforskeren, antropologen og arkitekten er alle enige om, at hjemlighed skabes gennem gøren og væren over tid, hvor de ydre rammer møder de personlige behov, og hvor den naturlige, aktive deltagelse er en væsentlig faktor. Man skal på én gang tilpasse sig til hjemmet og samtidig tilegne sig det, for at det kan betragtes som hjem. Eller sagt på en anden måde: Man skal lægge hjertet i det.