Af Højskolehistorisk Forening
Margrete Bredsdorff var i huset hos kunstnerfamilierne Viggo Pedersen og Niels Skovgaard ved Frederiksborg Højskole, da hun mødte den unge højskolelærer Thomas Bredsdorff, blev forelsket og kom ind i en højskoleverden, fjernt fra det overklassemiljø, hun kom fra.
Det unge par byggede en lærerbolig ved højskolen, og i 1907 oprettede de Roskilde Højskole. Her voksede deres seks drenge Morten, Harald, Poul, Johannes, Knud og Elias op.
"Det er en stor byrde at blive husmor på en højskole, når man selv har børn. I det lange løb blev jeg vel alligevel mere mor end højskolemor, men der kommer let en splittelse i ens eget sind," skrev hun. Hun stod for både husholdning, økonomi og madplan med 20 piger ansat. Om sommeren underviste hun desuden de kvindelige elever i håndarbejde og kvindehygiejne. Og døren til "privaten" var altid åben for eleverne.
Da manden døde, stod hun som højskolemor og ejer af skolen. Hun ansatte Jens Rosenkjær som medforstander, indtil hendes to ældste sønner kunne bistå hende i ledelsen. I 1930 solgte hun med sorg skolen til AOF, der videreførte den som arbejderhøjskole.
Ved hendes død i 1959 skrev en svensk elev: "Margrete Bredsdorff ägde stor praktisk duglighet och et klokt omdöme, men framför allt ägde hon ett varmt hjärta till sine elever."