Af Jeppe Langkjær
Den 7. november samledes ikke færre end 140 højskolelærere og -forstandere på Brandbjerg Højskole for at diskutere højskolepædagogik. Rammen var det såkaldte "Højskolepædagogiske udviklingsprojekt" (HUP).
Midtvejsseminaret var den foreløbige kulmination på HUP. De mange deltagere debatterede højskolepraksis på livet løs i seks forskellige workshops under overskrifter som "Fællesskabets pædagogiske betydning" og "Strukturens pædagogik". Desuden blev de udfordret af dr. pæd. Alexander von Oettingen, som belyste spændingen mellem hensynet til den enkelte elev og videreførelsen af den større højskolesag, mens Sidsels Væhrens gik tæt på elevernes møde med højskolen på baggrund af en større undersøgelse.
HUP blev startet i februar i år og er et projekt på tværs af 32 højskoler, som har til formål at skabe en bevidsthed om, hvad højskolepædagogik kan være, samt at sikre højskolen en tydelig stemme i den skole- og uddannelsespolitiske debat. Udgangspunktet er, at højskolerne netop deler en særlig pædagogisk praksis, og at den skal udvikles og beskrives, så de kan styrke deres særkende indadtil, samtidig med de bliver en synlig aktør i det pædagogiske miljø.
Projektet løber i to år, og der er foruden midtvejsseminaret blevet gennemført en række lokale pædagogiske dage og såkaldte netværksmøder. Planen er, at det skal munde ud i en højskolepædagogisk håndbog med udgangen af 2014.