Af Højskolebladet
Hal Koch-prisen uddelt
Journalist Jesper Tynell modtog årets Hal Koch-pris, som uddeles af Krogerup Højskole. Særligt hans arbejde i forbindelse med vedtagelsen af Offentlighedsloven vejede tung hos en enig priskomité. Tynell var beæret over hæderen og udtale ved overrækkelse, at han betragter Hal Koch-prisen som "en af de mest fornemme priser, vi har." Fordi "den stædigt [minder os] om, at vi mister vores demokrati, hvis vi deponerer magten hos en lille lukket elite. Fordi den insisterer på, at befolkningen formår at være en del af den demokratiske debat på et langt højere niveau, end nogen desværre tror."
Ole Lauth valgt
Forstander på Egmont Højskolen Ole Lauth er blevet valgt ind i byrådet i Odder Kommune for Socialdemokratiet. Han fik 383 personlige stemmer, hvilket svarer til 2,9% af det samlede stemmeantal.
Ny formand for Grundtvigsk Forum
Niels Henrik Arendt blev valgt som ny formand for Grundtvigsk Forum ved foreningens årsmøde. Han er tidligere biskop i Hader-slev Stift og i dag præst i Staby-Madum sogn. Ved samme lejlighed blev journalist Jakob Zeuthen valgt ind i styrelsen.
Pris til højskoleelev
20-årige Adam Holst Hoffbeck, der er elev på Krabbesholm Højskole, har vundet FSC Design Award for sit kombinerede rumdeler-, garderobe- og opbevaringsmøbel. Det er første gang prisen ikke går til en studerende ved en videregående arkitekt- eller designuddannelse. Med prisen følger en rejse til et FSC-certificeret skovområde i Sydøstasien, hvor Adam Hoffbeck vil blive klogere på bæredygtig skovdrift, ligesom han skal besøge et værksted og lave en version af sit møbel i samarbejde med lokale håndværkere.