Af Rasmus Kjær
Det er svært som verdensborger rigtigt at engagere sig i det fjerne, men næsten sværere som lokal borger oprigtigt at interessere sig for det nære.
For nogle uger siden var jeg som en del af min efteruddannelse i praktik i en kommune. Alle de direktører, centerchefer og konsulenter, som jeg i løbet af den lille praktikuge mødtes med, opfattede det naturligt nok som en væsentlig udfordring at forankre den tunge kommunalpolitik i borgernes hverdag. I hvert fald syntes de, at det på et akademisk og personligt udfordrende plan var en spændende opgave. Omvendt kunne jeg på min praktikvært forstå, at mens hun hver uge læste hele lokalavisen fra den kommune, hvori hun var ansat, ja, så havde hun faktisk aldrig kigget i lokalsprøjten fra sin egen bopælskommune.
I mit hjem findes der to nyhedskanaler. Ipad'en giver mig adgang til et online-univers med både nationale og internationale artikler og udsendelser om alt fra Syrien-konflikten over den amerikanske gældskrise til det kinesiske verdensherredømme. Papirkurven giver mig adgang til Furesø lokalavis med nyt og debat om dækningsafgifter, grimme støjværn og manglende vuggestuepladser. Det første er godt diskussionsstof, men er i sin fjerne kompleksitet også for uoverskueligt til at engagere sig i reelt. Jeg er teoretisk interesseret og praktisk uengageret. Det andet er i al sin nærhed ligegyldigt at involvere andre i, men kan til gengæld vække engagementet, hvis en dækningsafgift eller en manglende vuggestueplads skulle ramme mig selv. Jeg er teoretisk uinteresseret, men er af egeninteresse somme tider praktisk engageret.
Desværre er jeg nok ikke den eneste, der på den måde kun føler mig som halv verdensborger og halv lokalborger. I en globaliseret verden er vi nødt til at løfte de lokale interesser op i globalt perspektiv. Skal vi tro kosmopolitiske tænkere som David Held, Martha C. Nussbaum og danske Peter Kemp, må interessen for de globale perspektiver nemlig fødes lokalt. Problemet for lokalborgeren er i modsætning til verdensborgeren, at hans eller hendes lokale engagement sjældent begrundes i spørgsmålet om at gøre det godt for andre end sig selv. "Herinde træffer vi beslutninger, der påvirker din hverdag," står der i bannerkampagnen på landets rådhuse i disse uger. Stort set alle debatindlæg i lokalavisen handler om problemer, der direkte vedrører den skrivende lokalborger selv. Det er fint til en grænse, men hvis den livsfjerne verdensborger skal smelte sammen med den verdensfjerne lokalborger, må begrundelserne for at interessere sig i kommunalpolitik starte med bekymringen for det fælles anliggende.
Højskoler med globale horisonter kan derfor også være bevidste om, hvordan man gennem det lokale kan gribe fat om det globale. Verdensborgeren er ikke blot at finde blandt aktive demonstranter til verdenspolitiske topmøder, men manifesterer sig også lokalt gennem fx skolers sortering og genbrug af skraldet, økologisk køkken, madleverancer til lokale omsorgsinstitutioner osv. Sådanne tiltag, som der er fine eksempler på i højskolehistorien, kan, hvis eleverne involveres, forhåbentlig medvirke til at gøre fremtidige verdensborgeres engagement i globen nærværende og det lokale engagement i andedammen mindre navlepillende.