Af Chresten Heesgård Ibsen, Chib Pressebureau
"Nej. jeg har ikke gået på høj skole. Det er alt for kollektivistisk til mig. For sammenspist. Lidt som en kibbutz," udtaler årets modtager af højskolekulturprisen Den Gyldne Grundtvig, Martin Krasnik affejende. Han har netop lagt sin mobiltelefon på bordet efter kontakten til dagens ønskede interviewpersoner. Et opkald til Margrethe Vestagers særlige rådgiver Christina Holm Eiberg og en løbende sms-udveksling med Noa Redington, Helle Thorning-Schmidts personlige rådgiver.
Han finder et lukket lokale med to computere, glasvægge ud til Deadline-redaktionens tre skrivebordsøer og en espressomaskine på skrivebordet i hjørnet. Telefonen ringer. Krasnik afbryder og besvarer opkaldet. Det er hverken Redington eller Eiberg. Det er i stedet fra børnehaven, der spørger, om hans datter virkelig skal hentes klokken 13. "Det er jo det vigtige!," slår Krasnik fast om familien og sine to børn, før han igen undskylder for afbrydelsen.
evindelig gentagelse
Martin Krasnik bliver tit afbrudt. Klokken 13.30 er der redaktionsmøde, og kun halvdelen af dagens 32 minutter lange udgave af nyhedsprogrammet Deadline på DR2 er på plads. Mest afhænger af kilderne. Vil de rigtige interviewpersoner - i dette tilfælde altså politikerne Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager - sige ja til risikoen for at blive sablet ned af en journalist, som ikke gider høre på politiske autosvar? Der er topmøde mellem de nordiske lande og USA om situationen i Syrien. Martin Krasnik vil høre statsministeren, hvorfor de danske socialdemokrater godt vil følge USA uden om FN, når nu de andre nordiske lande venter på FN. Helle Thorning-Schmidts rådgiver Noa Redington melder pas, og det ender med en mindre kendt socialdemokrat: tidligere DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen. Han slipper kun lettere kvæstet ud af interviewet med sine indøvede linjer.
"Jeg har været vant til den amerikanske, politiske debat i mange år. Nu er jeg vendt tilbage til den danske, og der er sket noget, mens jeg var væk," beretter Martin Krasnik."Den politiske debat, især på tv, er blevet røvkedelig, for at sige det, som det er. Den er fersk, kedsommelig og ulidenskabelig. Og det er den, fordi den er blevet så enormt styret," fortsætter han og lægger ikke skjul på, at DR er lige så stor en del af problemet som alle andre danske medier. "Debatten er især styret af tv og politikere, som begge bærer deres del af ansvaret. Tv-medierne er rædselsslagne for, at seerne skal kede sig. Med det resultat at de fleste live-interviews i dag får mellem to og fire minutter til rådighed," forklarer Krasnik.
"Samtidig er politikerne gået i panik over de allestedsnærværende medier. De er simpelt hen ved at dø af skræk ved tanken om at lave en fejl. Sige noget, de skal stå til ansvar for senere. Derfor prøver de med en hærskare af medierådgivere at beslutte sig for nogle ganske få talepunkter om morgenen. Og så føre det igennem hele dagen. Det er de samme sætninger. Det gør jo én vanvittig at høre de samme sætninger om morgenen, om formiddagen og hele vejen frem til de sene nyhedsudsendelser. Det er ren envejskommunikation - der er ikke nogen samtale i det. Og det skyldes en nul-fejls-kultur blandt politikerne. En kultur, der er dræbende," kritiserer Krasnik.
"Jeg mener, man som journalist har et ansvar for at få ændret tv-mediernes
og politikernes dårlige vaner. At prøve at skabe en god og også gerne følelsesladet samtale, som handler om politik," fortæller han om sin egen rolle i mediecirkusset og kommer med skitsen for den perfekte politiske debatramme: "Hvis det skal være godt, kommer samtalen tæt på den højrøstede og intense politiske diskussion ude i køkkenet til festen sent på natten."
demokratiet
Når Martin Krasnik den 12. november modtager Den Gyldne Grundtvig på Odder Højskole, er det blandt andet for at bidrage til den folkelige demokratiske oplysningstradition, som den danske højskole udspringer af. "Vi har en demokratisk funktion på Deadline. Det, vi laver, optager folk. Det skaber omtale. Det er jo hele pointen med at være journalist: at blive set, at blive læst. At der er nogen, der synes, det, vi laver, er interessant og får dem til at tænke. Vi tager politikerinterviewet alvorligt. Det er der nærmest ingen andre, der gør. Jo, Clement Kjærsgaard og nogle ganske få andre," retter Krasnik sig selv.
"Det er en kernejournalistisk opgave. Og det er fascinerende at se, hvor meget det rykker. Det lange, kritiske interview har en funktion, det skubber til noget, som har stået stille. Vi får vildt mange reaktioner. Gode og dårlige. Så bliver jeg svinet til. Det er heftige ting, og det er helt okay," siger Martin Krasnik. På den anden side er Deadline allerede blevet pensum på Danmarks Journalisthøjskole, hvilket Krasnik tager mindst lige så tilbagelænetsom kritikken. "Så tænker man:
Nåh, ja. Så slap dog af, altså. Så stort er det jo heller ikke!"
Seerne vil huske Krasniks interview med Morten Bødskov, hvor han helt atypisk for et interview stillede justitsministeren det samme spørgsmål 28 gange. Krasnik selv husker det som et af de bedste øjeblikke på Deadline. "Efter fire minutter tænkte jeg: 'Det er simpelt hen løgn!' Han har ikke tænkt sig at ændre sit svar. Manden har rent faktisk tænkt sig at sige den samme sætning uanset, hvad jeg spørger ham om. Og jeg tænkte: 'Nu går jeg hele vejen'," erindrer Krasnik. Han understreger dog, at det ikke nødvendigvis var et nemt interview: "Det er altid en overvindelse at spørge. Det er jo ikke normalt at stille det samme spørgsmål så mange gange. Men det er heller ikke normalt ikke at svare, når man bliver spurgt."
krasnikeffekten
"Politikerne begynder måske at tage offentligheden mere alvorligt. I stedet for at sige de samme tåbelige to-tre sætninger hele dagen. Det er jo grundlæggende at opfatte befolkningen som små tåber, man kan udsætte for hvad som helst," harcelerer Martin Krasnik. Men med tiden har han skimtet en ændring i den stil. I hvert fald når gæsterne møder ind hos ham. "Jeg har kunnet mærke, at politikerne virker lidt mere velforberedte hos mig, end de gjorde for fire-fem måneder siden. Det er et skidegodt tegn," vurderer han.
Kritikere hævder, at Martin Krasnik personligt fylder for meget i programmerne - at hans holdninger overskygger de objektive interviews. Til det svarer han: "Jeg får hver eneste uge kommentarer om, at jeg fylder for meget. Fordi jeg er lidt næsvis og stiller modspørgsmål, så tror folk, jeg selv mener det hele. Jeg undrer mig over, at folk kan tro, jeg mener så mange forskellige ting. Hvis det er rigtigt, har jeg de sidste to dage både ment, at det er fuldstændigt idiotisk og en glimrende idé at gå i krig i Syrien. Og det kan man jo ikke. Medmindre man er radikal," joker Martin Krasnik, som ikke føler, at hans evner for at være kritisk og undrende stammer fra hans uddannelse. "Jeg synes mest, det er sjovt. Det er simpelt hen sjovt at gå til den!" siger han og giver et bud på grunden til sin konfrontatoriske interviewstil: "Der ligger vel noget i mine dybere lag. Noget aggression. Lysten til at knække et eller andet, smadre noget, hvis det bliver for ordentligt. Jeg keder mig nemt. Jeg synes, det er sjovt, hvis der er nogen, der pludselig begynder at skændes. Jeg kan godt lide, når folk til fester holder taler, der er ubehøvlede og upassende," smiler Martin Krasnik skælmsk.