Af Benjamin Ask Popp-Madsen
I april 1793 i det tumultariske efterspil efter den franske revolution fremlagde den politiske tænker og aktivist Marquis de Condorcet en plan for omstruktureringen af den nye franske republik. I oktober samme år blev han dømt til døden for sine idéer, og i marts 1794 blev han henrettet af Robespierres jacobinere.
Condorcets plan var radikal, og det vidste han godt. Han forestillede sig nemlig, at den eneste måde, hvorpå revolutionen kunne komme almindelige mennesker til gode, var, hvis staten blev komplet omstruktureret og nedbrudt i autonome distrikter, kommuner og byer. Hver by skulle mødes i en lokal folkeforsamling og debatterede vigtige emner, hvorefter en udvalgt repræsentant ville tage forsamlingens beslutninger videre til en kommunale folkeforsamling af repræsentanter fra omkringliggende byer. Her skulle processen gentages, indtil repræsentanter fra distrikterne mødtes i det nationale parlament. På den måde forestillede Condorcet sig, at borgernes holdninholdninger udtrykt i lokale, demokratiske fællesskaber ville blive aggregeret hele vejen op igennem det politiske system, så beslutninger taget i det nationale parlament ville være udtryk for den lokale, folkelige vilje.
tværatlantisk lokaldemokrati
På den anden side af Atlanten, kun seks uger efter stormen på Bastillen i Paris, sendte Thomas Jefferson, De Forenede Staters kommende præsident, et brev til James Madison, hans efterfølger i præsidentembedet, dateret d. 6. september 1789. I brevet spurgte Jefferson retorisk: Hvem har magten? De levende eller de døde? Jeffersons svar var, at de levende havde magten over de døde, Det betød helt praktisk, at folket måtte være i stand til at ændre forfatningen så snart, det levende flertal ikke havde været i live, da forfatningen blev vedtaget. Oveni kunne de levende ifølge Jefferson kun bevare magten over de døde, hvis den forbundsstat, der var vedtaget et halvt år tidligere, blev opdelt ikke bare i delstater, men i små wards - lokale, decentrale råd, hvor almindelige folk kunne deltage og diskutere de sager, der optog dem.
Condorcet og Jefferson var rørende enige: Demokrati er altid lokalt, og det lokale er demokratisk, for når folk mødes ansigt til ansigt i forsamlingshuset, på torvet, til debatmøderne, trives demokratiet. Demokratiet kræver nemlig, at man deltager selv, ikke bare med sin stemme og via sine repræsentanter, men med sine holdninger og sin tilstedeværelse. Kommunalvalget d. 19. november er med andre ord om ikke en revolutionær begivenhed, så i hvert fald en demokratisk begivenhed; en begivenhed, der minder os om, at det lokale er demokratiets fødested.
en skole til demokratiet
Jacob Torfing, professor i demokratisk netværksstyring på Roskilde Universitet, betegner lokaldemokrati som demokratiets skole: "Det kommunale demokrati er grundhjørnestenen i demokratiet - også i det nationale demokrati. Det er her, borgerne lærer de demokratiske spilleregler at kende. Det er her, de får en demokratisk identitet og opdragelse." Yderligere er det også i kraft af det lokale demokrati, at borgerne ifølge Jacob Torfing kan se, at politik vedkommer dem selv og ikke blot foregår på Christiansborg: "Det lokale demokrati er også det sted, hvor borgerne kan se deres helt konkrete problemer blive behandlet og få indflydelse på løsningen af dem."
Det kommunale demokratis førstemand, formand for Kommunernes Landsforening og borgmester i Rødovre gennem 20 år Erik Nielsen, deler Torfings beskrivelse af lokaldemokratiet: "Politik starter med almindelige menneskers konkrete problemer. I de nære, lokale sammenhænge har borgerne en masse holdninger. Her vil de gerne have indflydelse. Der er måske sket en bevægelse gennem de sidste 30 år, hvor opmærksomheden er gået fra de store fællesskaber til de lidt mindre og nære. Derfor er det også vigtigt, at der er nogle reelle indflydelseskanaler i det lokale demokrati. I Rødovre eksempelvis har vi afsat penge på kommunalbudgettet til et demokratilaboratorium. Laboratoriet skal fungere sådan, at mindre enheder i kommunen - et boligområde, et skoledistrikt, en række idrætsforeninger eller en villavej - kan søge om penge til et en konkret udfordring, som de selv organiserer, finansierer og løser. Det er én måde at organisere det lokale demokrati på, så borgerne får mere selvbestemmelse, og kreativiteten kan få lov til at udfolde sig."
Den lokale medindflydelse, som Condorcet måtte lade livet for at have forsvaret, bliver altså i Rødovre fremmet på opfordring af det politiske system. Så går det da meget godt.
det lokale mellem stat og union
Eller hvad? For hvordan går det egentlig med det lokale demokrati? Måske er Condorcet og Jefferson - og Jacob Torfing og Erik Nielsen - enige om, at der er en særlig intim forbindelse mellem det lokale og det demokratiske, og at politik først bliver konkret og vedkommende i det lokale. Men i virkelighedens verden er det ikke det lokale niveau selv, der vælger, hvordan dets demokratiske vilkår skal være. Rammerne bliver vedtaget på Slotsholmen - og i Bruxelles. Måske vender vi os mere mod det lokale og det nære, når vi vælger økologi fra Lammefjorden eller biodynamisk æblemost fra Fejø og i større grad interesserer os for lokale problematikker og føler apati og ligegyldighed over for de nationale og europæiske politikere og problemstillinger. Men hvordan går det med det lokale demokrati efter strukturreformens centralisering, efter den økonomiske krises budgetstramninger og efter EU's overtagelse af flere og flere politikområder? Er der overhovedet mulighed for at få indflydelse lokalt, som Condorcet og Jefferson tilstræbte?
Jacob Torfing starter med at slå fakta fast: "Danmark har verdens mest decentrale politiske organisering. 50% af beslutningskraften og den offentlige service ligger i kommunerne, og 75% af de offentligt ansatte er kommunalt ansatte. Når det så er sagt, så halverede strukturreformen i 2007 antallet af kommunale politikere og skabte derfor længere afstand mellem borgerne og det politiske system. Samtidig bliver der kørt en stram økonomisk styring af kommunerne, så det lokaldemokratiske råderum mindskes og udhules." Men selvom det lokale demokrati er udfordret og under pres, så er udviklingen for Jacob Torfing ikke en forfaldsfortælling, som den vi så ofte har hørt fra eksperter og politikere om overgangen fra industrisamfundets politisk engagerede borgere til det post-industrielle samfunds egocentrerede, enkeltsagsorienterede, politiske forbrugere.
"Det er et faktum, at aldrig før har så mange mennesker levet i demokratier, og samtidig er så mange mennesker som aldrig før utilfredse med den måde, de nationale demokratier fungerer på. Men det betyder ikke, at borgerne ikke er interesserede i politik eller ikke vil deltage politisk, men at de ikke vil deltage på de måder, som moderne, nationale demokratier fungerer på. Deltagelsesmulighederne skal derfor være så konkrete og synlige for borgerne som muligt. De skal inviteres af politikerne til at samarbejde om helt reelle og nære politiske problemer. Så viser al erfaring, at borgerne ikke er passive og apatiske, men meget villige til at deltage og engagere sig," forsætter Jacob Torfing.
størrelsen betyder noget
To år før James Madison modtog det omtalte brev fra Jefferson, hvori det
decentrale lokale distriktssystem blev hyldet, skrev Madison sammen med Alexander Hamilton og John Jay "The Federalists Papers": en række avisartikler New York Times i 1787-88. Artiklerne havde ét budskab: De nordamerikanske selvstændige stater bør samles til én stat, fordi det er mere effektivt, mere sikkert og mere demokratisk at have én stor politisk enhed, én stor stat. James Madisons argument var kort fortalt, at man via et kompliceret og vidt forgrenet repræsentationssystem dels ville få de bedst egnede mænd til at styre staten, og
dels ville alle de lokale, idiosynkratiske forskelle udviskes, og der kunne styres
udelukkende efter nationens bedste. Eller sagt anderledes: Folket er ikke skabt til styre selv, men kun til at vælge dets repræsentanter, og lokal egenart rimer altid på kortsigtet, uoplyst egeninteresse.
Hvis det lokale, direkte demokrati ikke allerede var blevet latterliggjort, og folket ikke allerede var blevet gjort lig almuen, pøblen, rakkerpakket og hoben, så fandt det lokale selvstyre endegyldigt sin plads på styreformernes evige losseplads med James Madisons avisartikler. Politik skulle nu ikke længere være noget, som foregik på torvet, på agoraen, i forsamlingshuset (eller på højskolen), men skulle overlades til oplyste eksperter langt fra borgerne og deres problemer.
Størrelsen betyder noget for, hvordan et demokrati skal indrettes, for et demokrati kan ikke indrettes på hvilken som helst måde og stadig forblive et demokrati. Et politisk system, hvor almindelige mennesker kun deltager politisk hvert fjerde år ved at sætte et kryds, er ikke nødvendigvis særligt demokratisk. Der skal noget andet og mere til. Som både Condorcet og Jefferson var klar over, og som Jacob Torfing gør opmærksom på med idéen om det konkrete samarbejde mellem politikere og borgere om håndgribelige hverdagsproblemer, og som Erik Nielsen indfanger med idéen om et demokratilaboratorium, så kræver et virksomt og livligt demokrati mulighed for deltagelse og indflydelse i det lokale. Eller som Erik Nielsen formulerer det, da han afslører sin hyppige weekendbeskæftigelse: "Når man møder folk direkte, så er hierarkiet mellem politikere og borgere væk. Så skal borgerne nok fortælle dig, hvad de synes om de politiske tiltag. Jeg bruger ofte weekenden på at besøge Rødovre Stadion. Ikke nødvendigvis for at se fodbold, men for at snakke med folk. I løbet af de 90 minutter kan jeg akkurat nå hele vejen rundt om banen og få diskuteret politik med alle, der vil. Her kan jeg på ingen måde genkende billedet af den uengagerede eller uinteresserede borger. Her har borgerne virkelig noget på hjerte."