Af Julie Melgaard Smidt
"Vi har besluttet at sende eleven hjem". Sådan faldt ordene klart og tydeligt fra daværende højskoleforstander Søren Børsting til en morgensamling en grå oktoberdag på Den Rytmiske Højskole i 2007. På en af sine daglige spadsereture i skolens baghave havde han opdaget en elev i gang med at ryge hash. På et efterfølgende lærermøde besluttede man at bortvise eleven.
Men det skulle vise sig, at den beslutning blev startskuddet til, at hele elevgruppen dannede fælles front og gik imod beslutningen - noget, der langt fra er hverdag ude på højskolerne.
"Vi følte ikke, at det var i orden bare at skylle ham ud med badevandet på den måde," fortæller Anders Greis, der dengang var elev på skolen. "Han havde nogle personlige udfordringer i livet, og det var nok derfor, han ikke kunne styre sit hashforbrug. Men på bunden var han en rigtig fin fyr, og vi var sikre på, han gerne ville ud af sit misbrug."
Om aftenen mødtes eleverne og besluttede på demokratisk vis at stå sammen og fremlægge deres utilfredshed. De udvalgte tre talsmænd, hvor Anders Greis var den ene af dem.
"Næste morgen mødte jeg selv og lærerne ind til en propfyldt spisesal - et syn, vi bestemt ikke var vandt til. Alle eleverne sad der - også til den efterfølgende morgensamling, så vi kunne godt mærke, at der var noget under opsejling," fortæller Søren Børsting.
En intens stemning lå over elevflokken, og følelsen af for alvor at havde momentum voksede sig større, mens Anders rakte hånden op, bad om ordet og forklarede, at alle eleverne stod sammen og var utilfredse med beslutningen. "Det var en fed følelse, at nu gør vi det her - sammen. Det var som klimaks i en eller anden Disney-film," fortæller han.
Det efterlod da også en temmelig forbløffet forstander; "Det havde jeg aldrig oplevet i min tid som lærer og forstander. At eleverne på den her måde stod sammen og virkelig kæmpede for noget," fortæller Søren Børsting. "Men den her gang gik eleverne imod mig, og undervejs i dialogen med dem, tænkte jeg, 'det her skal de have lov at komme igennem med, fordi de for en gangs skyld gør oprør mod noget i fællesskab - det vil jeg gerne honorere.' Hvis vi siger, at højskolen er et eksperimentarium, så skal eleverne altså nogle gange opleve, at det kan betale sig at stå sammen," siger han.
Stærkt sammenhold
Netop sammenholdet, husker Anders Greis også helt tydeligt. "Det var vildt, at vi fik forstanderen overbevist om at tage eleven tilbage, og det gav os en følelse af, at der blev lyttet til os - at vi havde opnået noget stort sammen. Efter det havde vi en fornemmelse af, at hvis vi virkelig står sammen, så kan vi omstyrte beslutninger. Underligt nok brugte vi det dog aldrig igen," siger han.
Og ser han tilbage på episoden nu, tvivler han på, at det var den rigtige beslutningen at lade eleven komme tilbage på skolen. "Vi havde vist ham en enorm tillid, og det virkede i begyndelsen, men efterhånden blev han ligeglad og fortsatte sit hash-forbrug," siger han.
Også Søren Børsting måtte efterfølgende stå på mål for sin beslutning om at give efter for elevernes ønske; "Jeg måtte stå til regnskab over for lærerne, og de var ret sure på mig i starten, indtil jeg forklarede dem, hvorfor jeg havde truffet den beslutning," siger Søren.
Generelt efterlyser han nemlig, at unge i dag kæmper for en sag sammen. "Dengang jeg selv gik på højskole tilbage i 70'erne, samlede vi os og solidariserede med hinanden. Vi farede til demonstrationer, i solidaritet, også selvom vi ikke altid vidste, hvad vi demonstrerede imod. Det kan virke komisk, men i det mindste havde vi som ungdomsgeneration et sammenhold. Det oplever jeg ikke hos unge højskolelever i dag."
"Tværtimod er tilværelsen blevet mere fragmenteret, og det er sværere at engagere de unge. For mig at se er deres oprør mere individuelt, og effekten af det bliver, at de er meget alene med deres udfordringer," siger han.
Så uden løftede pegefingrer skal højskolen ifølge Søren Børsting være et sted, hvor unge kan opleve fællesskabet, og et sted, hvor man engagerer de unge og gør dem til deltagene borgere frem for forbrugere.
"Mange kommer til højskolen med en forbruger tilgang men opdager så kvaliteten i det modsatte. De finder ud af, hvor vigtig deres egen rolle er i fællesskabet, og det er vores rolle at vise dem det. Vi skal stille spørgsmålene; 'hvordan ønsker du at være i dit liv', og 'hvordan er du i sammenhæng med andre'," siger han.
Søren Børsting
- har 22 års erfaring som højskolelærer og forstander og arbejder nu hos Folkehøjskolernes Forening som udviklingskonsulent.
Anders Greis
- er i dag lærer på den Rytmiske Højskole men medvirker som kilde i artiklen i kraft af hans rolle som elev på den Rytmiske Højskole i 2007.