Af Andreas Harbsmeier
De er privilegerede. De kommer fra gymnasiet med høje gennem snitog er ikke nervøse for, om de vil klare den i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. De er lige startet på forårsholdet på Krogerup Højskole og har meget høje forventninger til, hvad de skal have ud af de næste godt fire måneder på den tidligere herregård i Humlebæk.
De tilhører en generation, der snart skal starte på videregående uddannelser, og som det seneste stykke tid er blevet kaldt dovne, umotiverede, hjælpeløse og det, der er værre. Men det er ikke det billede, der tegner sig af højskoleeleverne Simone, Anna og Gustav. Tværtimod. De er målrettede og har klare forventninger til sig selv og omverdenen. Og er de i tvivl om noget, har de en plan for, hvordan de skal blive tvivlen kvit.
Simone har allerede en standbyplads på journalistik på RUC, hvor hun kan starte efter sommerferien, mens Gustav og Anna forventer, at den næste tid frem mod universiteternes ansøgningsfrist vil give svar på, hvilken studieretning de skal vælge. Er det statskundskab, psykologi eller arkitektur? Er det litteraturvidenskab eller sociologi?
Ikke just fag, der giver anledning til den helt store begejstring blandt Produktivitetskommissionens økonomer. For signalerne fra Regeringen er ikke til at tage fejl af. Med tidligere uddannelsesminister Morten Østergaard i spidsen vil politikerne have studerende til at starte tidligere og blive hurtigere færdige. Først SU-reform, herunder den såkaldte Fremdriftsreform og senest altså Produktivitetskommissionens rapport, der ikke tillægger de humanistiske uddannelser megen samfundsværdi.
intet pres
Hverken Simone, Anna eller Gustav, der har taget plads i et hjørne af højskolens bibliotek, kan genkende sig selv eller deres egen generation i den herskende beskrivelse af dagens unge. Rent faktisk mener de, at det rimeligt nok, at studerende skal lidt hurtigere igennem systemet.
Jeg har aldrig følt det pres, som mange taler om," fortæller Gustav, der er 20 år gammel og kommer fra en lille by nær Aarhus. "Der er lidt klynkeri fra den danske ungdom. Vi skal simpelthen bare lave vores ting. Jeg er lidt hård på den front. Jeg kan godt se argumentet for, at vi skal værehurtigere. Men man skal have lov til at have sabbatår. Omvendt tror jeg ikke, at vores generation er mere vægelsindede end andre."
Han argumenterer sågar for, at han blandt andet har valgt højskolen, fordi han ikke vil ligge samfundet til last ved at risikere at droppe ud af en uddannelse, han ikke er helt sikker på, han vil starte på. Det er i orden at stille krav til de unge. At fordre samfundssind. "Jeg føler en forpligtelse til at blive helt afklaret, før jeg starter på uddannelse," forklarer han.
På den måde opfatter de tre elever heller ikke højskoleopholdet som en forsinkelse. Selv om de kun har været på højskolen i fem dage. Anna på 19 er vokset op i Gentofte i et hjem, hvor man bliver tilskyndet til at gøre det, man har lyst til. Hun forventer, at højskoleopholdet vil give en afklaring i forhold til flere ting: "Højskoleopholdet er en stor investering i min fremtid. Både i forhold til min uddannelse og i forhold til, hvilket menneske, jeg gerne vil være. Kravene må gerne være høje her på højskolen. Der er motivation i, at kravene er høje. Jeg forventer, at jeg ved, hvad jeg vil læse - og hvem jeg er - når opholdet er ovre. Jeg vil brænde for noget."
Simone forventer også at blive udfordret på forskellige måder - både socialt og fagligt. Hun ved, hvad hun skal efter opholdet, men det betyder ikke, at hun bare skal slappe af.
4.g'erne
Selv om Krogerup nok ikke er helt repræsentativ for højskolerne generelt, hvad elevsammensætningen angår, er den ressourcestærke gruppe af unge stærkt repræsenteret i højskolelandskabet. Mere end halvdelen af alle højskoleelever er 4.g'ere, der kommer fra såkaldte ressourcestærke hjem, hvor det at læse en videregående uddannelse er det indlysende valg. Spørgsmålet er kun, hvilket studie det skal være.
Simone, der er 21 og fra Esbjerg, efterlyser også større mangfoldighed på højskolen. Langt de fleste elever på højskolen er godt stillede og har mange muligheder. "Men jeg kender mange, der ikke ved, hvad de vil og er begrænsede af en studentereksamen, der ikke er god nok."
Alligevel bifalder de ikke de tider, hvor alle kunne gå op på kommunekontoret og få et betalt højskoleophold. Det er godt, at højskolen er blevet meget mere fokuseret. Den er ganske enkelt blevet bedre og har fået et bedre ry.
Selv om snakken i biblioteket mest går på, hvad højskolen skal give dem hver især - socialt og fagligt - er de tre ikke i tvivl om, at højskoleopholdet også gavner et større formål. Som Gustav formulerer det: "Det her sted giver os et bedre forhold til hinanden - og i sidste ende et bedre samfund."
Inden de forlader biblioteket for at gå til undervisning, aftaler vi, at vi skal mødes igen, når de er lidt længere i forløbet. Så vil det vise sig, om højskolen kan indfri deres høje krav. Og om de selv kan.