Af Andreas Harbsmeier
Filosoffen Kai Sørlander kommer fra den logiske skole. Argumenterne skal være i orden. Konklusionerne begrundede fra ende til anden. Det skal være rationelt. Sådan er det ikke i den politiske virkelighed i dag, hævder han. Snarere tværtimod.
Problemet er, at den herskende politiske og intellektuelle elite slet ikke forstår, at det demokrati, vi har i dag, er resultatet af en historisk udvikling, som vi står midt i.
"Det er naivt at tro, at vi kun skylder os selv, hvor vi står. Vi skylder en hel historie, hvor vi befinder os i dag. Vi mangler en fundamental forståelse af, hvad der har skabt det demokrati, vi har i dag," fortæller Kai Sørlander i sit hus i den lille landsby Uvelse ikke så langt fra Hillerød i Nordsjælland. Her tager han imod med kaffe og vaniljekranse og giver sine bud påFornuftens skæbne, der er titlen på hans netop udkomne bog. En bog, der er nødvendig nu, mener han, fordi bevidstheden om, hvor vi kommer fra, har ringe kår.
Sørlander skrev for nogle år tilbage - i kølvandet på Muhamedkrisen - den meget anmelderroste bogForsvar for rationaliteten , der også gav anledning til en del kritik og debat. Ikke mindst fordi den ramte ned i den meget ophedede islamdebat. Han blev både kaldt farlig og "Danmarks eneste filosof", når han argumenterede for, at islam og demokrati var uforeneligt. Ellers har han optrådt som flittig skribent og anmelder ved dagbladene. Altid på basis af en stringent og logisk argumentation.
Ærindet i den nye bog er intet mindre end at bidrage til at sikre fornuftens overlevelse, så vi ikke blot vandrer blindt ind i fremtiden. "Forandringer accelererer. Alt går hurtigere og hurtigere. Derfor er det blevet vigtigere at finde det grundlag, vi står på. Vi er i en tid, hvor forandringen går så hurtigt - primært på grund af teknologien. Politikerne har ikke forstået at styre de ting. Og når de så ikke forstår vores værdiforudsætninger, bliver det vanskeligt. Der er ikke noget, der siger, at demokratiet kan opretholde sig selv. Derfor må man stille spørgsmålet: Har vi så stadig rationalitet nok som mennesker til at opretholde det?"
For Sørlander handler det helt om, at vi skal være bevidste om, hvordan vi er havnet i den historiske situation, vi står i i dag. Og samtidig bør vi tage stilling til, hvor vi gerne vil hen. Som rationelle væsener. Det første er et spørgsmål om historisk bevidsthed, det andet er i sidste ende et etisk spørgsmål. Spørgsmålet om, hvad vi bør gøre, kan ikke besvares ud fra historien. Det er et etisk spørgsmål; hvad vil vi med vores samfund?
Sørlander giver ingen konkrete bud på, hvor vi er på vej hen. Det er ikke filosofiens opgave at spå. Men det må være filosofiens opgave at sørge for, at beslutningen om det bliver taget på et rationelt grundlag.
Det er en almindelig antagelse, at demokratiet kunne udvikles, fordi kristendommens kritikere og oplysningens folk var dygtige til at udgrænse kristendommen. Men det er Sørlander lodret uenig i. Netop fordi kristendommen selv i udgangspunktet taler for adskillelse af religion og politik, kunne demokratiets grundlæggende værdier udvikles på baggrund af kristendommen: "Demokrati, frihedsrettigheder og politisk ligeværdighed kom frem i de vestlige samfund på grund af kristendommen, ikke på trods af den," siger Sørlander og taler sig dermed op imod den almindelige antagelse.
"Den nye relativisme åbner for den naive antagelse, at demokratiet i sig selv kan bære demokratiet. Vi får demokratiets tro på sig selv som sit eget fundament. Man kan ikke drage den konsekvens af det frie demokrati, at den ene holdning er lige så god som den anden. Demokrati bygger ikke på relativisme, men på politisk ligeværdighed, og den kræver beskyttelse."
"Vi skal adskille religion og politik. Det ligger som et rationelt krav, som vi bør leve op til. Hvorfor har vi i Danmark kunnet gøre det? Hvad er særligt for Vesten og for Europa. Vi har udviklet videnskab og teknologi. Hvorfor har vi det? Vi har haft kristendommen. Det hører til de historiske betingelser for, hvorfor vi har udviklet demokrati."
"Men hvad er begrundelser, og hvad er forklaringen? Mange er ikke i stand til at skelne mellem de to. Hvis kristendommen er forklaringen på, at vi har demokrati, er det ikke en begrundelse for, at vi bør have det."
ensidig økonomisk rationalitet
Kai Sørlander sad derhjemme som 3-års studerende på filosofistudiet og arbejdede med sin guldmedaljeafhandling om Wittgenstein, da den psykologistuderende Finn Einar Madsen i 1968 erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog til universitetets årsfest. Marxistisk inspireret tænkning kom på mode på både universitetet og i politik. Men det var ikke lige Sørlanders sag. I stedet har han i sin nye bog formuleret en kritik af den ensidige økonomiske rationalitet.
I den politiske samtale i dag opfatter vi normalt økonomiske argumenter som rationelle - fornuftige. Men den økonomiske rationalitet er blevet for dominerende, hævder Sørlander: "De vestlige demokratier har skabt store problemer for sig selv, fordi de så ensidigt fokuserer på økonomisk vækst som politisk mål."
Problemet er, ifølge Sørlander, at de vestlige demokratier har troet, at økonomisk vækst er den sikre vej til konsolidering af demokratiet. Så har man erstattet den demokratisk ligeværdige borger med forbrugeren og sat ham i centrum i stedet. Borgerens vigtigste funktion er ikke længere at deltage i den politiske debat om demokratiets problemer, men at forbruge stadigt mere for at holde den økonomiske vækst i gang. Hvis også borgeren selv overtager det mål, så har demokratiet ikke længere det fælles forpligtende grundlag, der ifølge Sørlander er en forudsætning for overhovedet at kunne opretholde demokratiet.
De gængse økonomiske teorier siger, at det er rationelt at maksimere opfyldelsen af ens egne præferencer. Det vil i sidste ende føre til det fælles bedste. Men Sørlander afviser teorierne: "Jeg kan ikke se, at der er nogen grund til at tro, at de naturlige impulser skulle føre den rigtige vej. Det er i hvert fald irrationelt at tro, at markedet regulerer, ligesom planøkonomien også viste sig at være en illusion."
"Omkring 1970 tjente direktøren omkring 30 gange en almindelig arbejderløn. Nu tjener direktører i USA 400 gange en arbejderløn. Det er ikke fornuftigt i forhold til demokratiet. Man kan ikke have politisk ligeværd med sådan en forestilling."
Sørlander mener, at vi skal indrette samfundet på en måde, der hænger sammen og sikrer ligeværdigheden i fremtiden. Det betyder ikke, at alting er lige godt. Et eksempel er skolen: "Demokrati i skolen betyder bare, at man ikke kan undervise de første 20 minutter af en time, fordi folk ikke er mødt op. Får man lov til at følge sine egne impulser som barn, bliver man som voksen nok heller ikke i stand til at sætte sine grænser. Nogle af spørgsmålene om skolen i dag er rene disciplinspørgsmål. Hvis vi lader de naturlige impulser råde, så når vi rigtigt frem. Man skal lære at skrive og regne og læse lange ting, som man måske ikke ønsker, fordi man ikke selv kan bedømme værdien af dem i første omgang."
ikke en forfaldshistorie
Selv om Sørlanders analyse at situationen i Europa og Vesten i dag ikke ligefrem emmer at optimisme, mener han ikke, at det er en forfaldshistorie, han fortæller. "Det burde ikke være en forfaldshistorie. Hvis vi erkender, at vi har fornuft til at lave et samfund med politisk ligeværd, kan det lade sig gøre. I Vesten har vi gjort det på basis af en kristendom."
Men det kræver, at vi rationelt kan gøre rede for, at nogle værdier er mere sande end andre. Og der har både filosofien og kunsten udspillet deres rolle: "Hverken kunsten eller filosofien har den store indflydelse på, hvordan man formulerer politik i dag. Det er i vidt omfang kunstens egen skyld - og filosofiens egen skyld: Forskellige former for postmodernisme og relativisme, der siger, at din sandhed er lige så god som min sandhed. Filosofien har gjort sig selv irrelevant i politik ved at sige, at man ikke kan diskutere rationelt om værdier."