Af Andreas Harbsmeier
"Det, der ikke er til forhandling, er ansvarlighed. Der skal være styr på den økonomiske politik," sagde finansminister Bjarne Corydon sidste år.Det er vanskeligt at være uenig i, at der skal være styr på den økonomiske politik. Og det er vanskeligt at være uenig i, at det er godt at være ansvarlig. Men rækker ansvarligheden ikke længere end til den rene økonomiske rationalitet, bliver det et fattigt samfund.
Det viser historien om salget af DONG til sindbilledet på den grådige kapitalisme, Goldmann Sachs. Den økonomiske rationalitet kan ikke stå alene. DONG-sagen viste, at der trods individualisme, økonomi og meget andet stadig er et stærkt fællesskabsfundament at bygge på. Det rene nødvendighedsargument, der begrundes i en ikke nærmere defineret økonomisk rationalitet, er heldigvis ikke godt nok for de fleste. Befolkningsopbakningen til salget af DONG kunne ligge på et meget lille sted.
Større politiske beslutninger og reformer skal, hvis de skal være holdbare, begrundes med ideer og mål for det fælles, der rækker ud over den rene økonomiske tænkning. Ikke blot med trusler om hvad der kan gå galt, hvis vi ikke beslutter og reformerer.
En rundspørge blandt højskoleforstandere og højskolelærere i dette nummer af bladet viser, at højskolefolket, når de skal beskrive højskolen, stadigvæk har et entydigt fokus på det, vi skal være fælles om: Nøgleordene er fællesskab og dannelse.
Selv om de begreber kan synes lidt gammeldags og trængte i den politiske virkelighed i dag, har den senere tids protester mod den politiske linje vist, at der er et folkeligt grundlag for at bringe lige netop de begreber længere op på dagsordenen.