Af Jeppe Langkjær
En rundspørge foretaget af H øjskolebladet tegner konturerne af en samlet højskolediskurs.Ganske vist kan stregerne ikke trækkes helt tydeligt op, men der hersker en betydelig sammenhæng i 120 højskolelæreres og forstanderes beskrivelse af skoleformen.
Svarpersonerne, der havde fået til opgave at beskrive højskolen med fem ord, bruger tilsammen over 200 ord, men ikke desto mindre viser der sig et klart mønster i besvarelserne. Langt de fleste ord er variationer over samme tema: Dannelsen af det hele menneske i fællesskabet. Topscoreren blev "fællesskab" med "udvikling", "dannelse", "faglighed", "venskaber" og "fordybelse" på de efterfølgende pladser.
"En nødvendig moddiskurs", "et diffust og indholdsløst sprog", "en glædelig fremhævning af de værdier eleverne søger" lyder tre reaktioner på den tilsyneladende højskolediskurs.
ordets magt
Ordet skaber, hvad det nævner. Det skrev allerede Grundtvig. Højskolefaderens kendte citat stammer fra salmen Vidunderligst af alt på jord og henviser til gudsordet - og dermed i sidste ende til skabelsesberetningen: "Gud sagde: 'Der skal være lys!' Og der blev lys."
Budskabet genfindes i sekulariseret form hos George Orwell. Skaberkraften og magten findes i ordet og sproget, men den besiddes af mennesket i hans dystopi 1984 , hvor begrebet newspeak introduceres: et vokabularium opfundet af bogens totalitære regime som værktøj til at kunne kontrollere og begrænse befolkningen i tanke og handling.
"Ordet er magt" er i dag en alment accepteret pointe takket være den såkaldte diskursteori, som med sit altoverskyggende fokus på sproget har bredt sig fra universitetets snævre korridorer til den offentlige debat. Alt handler efterhånden om diskurs. Alting bliver til i kraft af sproget; diskursen. Verdenen virkeliggøres først, når den sprogliggøres. Definitionsretten er blevet altafgørende.
Højskolebladet har valgt at følge tendensen og er gået på jagt efter højskolens sprog. Efter et svar på, hvordan højskolen virkeliggør sig selv sprogligt. Selvom mange i første omgang nok vil stille sig tvivlende over for, at en velafgrænset og tydelig højskolediskurs overhovedet eksisterer; at en kombination af ord, der i den rette rækkefølge præcist og tilstrækkeligt definerer den danske folkehøjskole i ental, simpelthen ikke findes, peger en rundspørge foretaget af Højskolebladet dog på, at en bestemt italesættelse af højskolen går igen blandt lærere og forstandere.
Spørgsmålet bliver efterfølgende, hvilken betydning det har for højskolen, at den først og fremmest definerer sig selv med begreber som fællesskab, udvikling og dannelse.
en alternativ diskurs
For Jens Erik Kristensen, lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, stemmer undersøgelsens resultater godt overens med hans forståelse af højskolesproget som en refleksbestemmelse; som en intuitiv modstilling til det herskende sprogbrug - særligt det uddannelsespolitiske. Mens lighedsskabelse tidligere var det grundlæggende sigte med uddannelse, drejer det sig i dag om at skabe afkast og plus på bundlinjen. Det er denne økonomisme, højskolerne taler sig op imod ifølge Jens Erik Kristensen.
"Især demokrati- og dannelseselementet er trængt ud af den nuværende diskurs, der er enormt individualiserende. Den enkelte gøres i sidste ende ansvarlig. Her lapper højskolerne et hul. De taler et andet sprog end det dominerende og står fast på, at der er vigtigere mål her i livet end at tjene penge," siger han.
I bund og grund er Jens Erik Kristensen fortrøstningsfuld på højskolernes vegne, for deres sprog kan ikke undværes. Det er en god strategi at definere højskolen med begreber som fællesskab og dannelse. Det er imidlertid problematisk, at dette sprog primært kan fremstå som en refleksbestemmelse: "Det bliver forudsigeligt konstant at være uenig. Hvis produktivitet altid modsvares med dannelse og resultater med fordybelse, bliver alternativet goldt og defensivt. Der ligger ikke meget initiativ gemt i dette sprogbrug. Spørgsmålet er, hvordan højskolerne kan blive offensive?"
Han peger på, at det kan være nødvendigt at spille ind på den bane, der nu engang er kridtet op. Ikke forstået således at højskolerne nødvendigvis skal gå i gang med det store oversættelsesarbejde. Snarere handler det om at gå ind i en kamp for at ombryde nogle af de nuværende begrebskæder, så fremskridt ikke nødvendigvis forstås som økonomisk vækst, men snarere som en større grad af myndighed og fællesskabsforståelse.
"Måske skulle højskolen bide i det sure æble og vise, at den godt kan skabe resultater. Ikke på samfundets, men på egne præmisser - fx i forhold til øget livskvalitet. På den måde taler højskolerne ind i den nuværende diskurs samtidig med, de gør op med nogle af dens fundamentale begreber," udtaler Jens Erik Kristensen.
et manglende sprog?
Noget anderledes forholder Jacob Kjærsgaard, forstander på Hadsten Højskole og næstformand i FFD, sig. Han så gerne en større præcisering i og kvalificering af højskolediskursen. De begreber, højskolen i dag betjener sig af, bliver ofte meget brede og dermed lidt diffuse.
"Sproget er tæt forbundet med tænkningen - de sætter grænser for hinanden. Jeg mener derfor, det vil styrke højskolen som sådan, hvis vi i højere grad opbygger en gensidig mere nuanceret sproglig forståelse," fortæller han.
I Jacob Kjærsgaards øjne er det vokabularium, rundspørgen fremlægger, nemlig meget bredt - det definerer i bund og grund ikke højskolen præcist og klart nok. Og danner i øvrigt heller ikke basis for et konstruktivt modsprog: "'Ikke testen' udstiller ordenes selvfølgelighed - hvem går fx ind for ikke-fællesskab, ikke-dannelse og ikke-udvikling? Højskolens adelsmærke er altid at insistere på kombinationen og konteksten. Fællesskabet kombineret med personlig stillingtagen. Dannelse er bl.a. at vide, hvad man skal bruge sin viden til."
Forstanderen fra Hadsten efterlyser også modet til i højere grad at revitalisere nogle af de begreber, der traditionelt knytter an til højskolen. Muligvis tilskrives ord som vækst og produktivitet i dag større værdi end fællesskab og fordybelse, men højskolen bliver for selvgod, hvis den bilder sig ind at have patent på sidstnævnte. At benytte begreber som livsoplysning og levende vekselvirkning kræver uden tvivl et støre forklaringsarbejde, men binder også højskolen til sit udgangspunkt. Et udgangspunkt der - modsat idealer om fællesskab og udvikling - ikke findes andre steder.
"Vi skal turde sige noget, andre ikke siger. Vi skal turde tale et sprog, der på den ene side ikke tømmer højskolen for mening og på den anden side ikke begrænser den, men lader den komme til udtryk på sine egne præmisser," slutter Jakob Kjærsgaard.
Hans kollega Kurt Villumsen, forstander på Uldum Højskole, har en mere pragmatisk tilgang. Han oplever ikke, at højskolen har sproglige problemer - hverken i form af ufrugtbare rygradsdefinitioner eller en uklar og universel begrebsanvendelse. For ham er det ikke en mærkesag, om højskolen taler sig ind i eller op imod den herskende diskurs, eller om højskolerne over en bred kam benytter sig af et standardiseret ordforråd. Det altafgørende er, at højskolen betjener sig af et sprog, eleverne kan forstå og identificere sig med. Naturligvis deler højskolerne et hovedsigte, men hvordan den enkelte skole formulerer sig, er ikke et fælles anliggende. Blot eleverne kan snakke med. Og det tyder det på.
"Jeg glæder mig over den tendens, rundspørgen peger på. At højskolefolk netop nævner fællesskabet som et kernebegreb, tyder på, at vi taler samme sprog som de unge. Eleverne efterspørger fællesskabet. Det er derfor, de søger højskolen, og så længe de gør det; så længe de forstår, hvad vi vil sige til dem, gør vi det rigtige," siger han.
Om end det altså synes muligt at tale et højskolernes sprog, består uenigheden om, hvordan dette sprog skal forstås.