Sydjysk samarbejde

Publiceret 27-02-2014

Askov Højskole indgår nye samarbejdsaftaler, der skal komme eleverne til gode

Af Jeppe Langkjær

Traditionsrige Askov Højskole lancerede i begyndelsen af 2014 to nye linjer: Askov-linjen og Projektledelse og iværksætteri. Og der er fortsat fuld gang i udviklingen af skolens profil efter sidste års ansættelse af forstander Jørgen Kløve. Således har skolen just indgået samarbejdsaftaler med Arla Foods og Vollsmose Avisen. Aftaler, der skal forberede eleverne på den verden, der venter efter endt uddannelse.

Det bliver særligt eleverne på projektledelseslinjen, der skal nyde godt af samarbejdet med Arla. De skal i første omgang gøre sig erfaringer med arbejdsgangen på Kruså Mejeri og på den baggrund efterfølgende lave en lille film om mødekultur og problemløsning.

Aftalen med Vollsmose Avisen giver journalisteleverne endnu et medie at skrive til. De skal bl.a. under temaet "Vollsmoses Verdenskort" producere historier om de mange forskellige nationaliteter og etniske grupperinger i området. Eleverne får på den måde et konkret indtryk af produktionskrav og indsigt i den journalistiske arbejdsproces fra idé til produkt.

Askov Højskole samarbejder i forvejen med Kolding Ugeavis, Jydske Vestkysten, Hansenberg, Vejen Kommune, Region Syddanmark og UC Syddanmark.