Af Andreas Harbsmeier
"Hvor længe er du højskolernes formand", spurgte daværende redaktør af Højskolebladet, Anders Wedel Berthelsen Helga Kolby Kristiansen tilbage i 2005, da hun netop var blevet valgt til formand uden modkandidater. "Foreløbig har jeg en to-årig horisont," lød svaret. I dag, ni år senere, er hun stadig formand, men horisonten rækker kun frem til det kommende årsmøde, hvor hun går af, trods opfordringer til at blive.
Hun blev valgt til formand ved generalforsamlingen på Silkeborg Højskole i 2005. Det er også her, hvor hun sammen med sin mand Carsten Kolby Kristiansen har været forstander siden 1986, at vi mødes for at tale om formandstiden og højskolesyn.
Fra lokalet, hvor vi sidder, kan man se motorvejsbyggeriet, der er i gang lige bag ved den fyldte højskole. Det sker selvsagt ikke med forstandernes gode vilje. Men der var ikke meget at stille op, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen - for at tækkes de kvindelige vælgere hed det sig - stillede sig op og erklærede, at motorvejen skulle gå gennem byen for at skåne naturen.
Helga Kolby har ikke meget til overs for den type politiske beslutninger, der alene sker for at tækkes et bestemt vælgersegment uden hensyn til de mennesker, det rent faktisk påvirker, i beslutningsprocessen. I det politiske arbejde som formand er hun omvendt ofte stødt på gode intentioner, der ikke bakkes op af konkret handling: "Groft sagt findes der to slags politikere. Der er dem, der er flinke og vil gøre noget, og der er dem, der flinke og ikke vil gøre noget. Jeg har mødt begge slags, men flest af de sidste. Men alle vil det bedste. Højskolerne er arvesølv og ligger solidt i den danske DNA. Men når det kommer til konkret handling, så indskrænkes kredsen noget," siger hun og smiler lidt skælmsk.
I hendes formandsperiode er det alligevel lykkedes at komme igennem med mange ting. Ikke mindst mens Bertel Haarder var minister og igen med Marianna Jelved: Højskolernes indlemmelse i vejledningsområdet, den ny højskolelov og en række puljer, der gav mulighed for at udvikle højskolen.
For alvor udfordret på den negative måde blev hun og den øvrige bestyrelse, da den såkaldte Genopretningspakke blev lanceret. Ikke nok med at højskolerne stod over for uforholdsmæssigt store besparelser, besparelserne ville ramme skævt, fordi de var møntet på de korte kurser. "Det var en stor udfordring udadtil, men i høj grad også indadtil. Hvordan kunne vi holde sammen på foreningen, når det forslag, der lå, gav slagside for nogle højskoler? Nemlig dem med mange korte kurser? Det lykkedes at komme helskindet igennem uden intern splittelse, fordi alle var klar over, at det var en udfordring, der måtte bæres i fællesskab. Bestyrelsen var konstant i dialog med baglandet hele vejen igennem."
En høj moral
I det hele taget er de korte kurser det mest ømtålelige politiske emne. Den såkaldte "Klaphatte-sag", der gik forud for Genopretningspakken, tydeliggjorde for formanden, at overskrider én højskole en ganske vist usynlig grænsen, rammes alle.
"Det var et godt eksempel på, at en lidt for smart overskrift trækker os alle sammen med. Jeg advarede mod, at de salgstaler, man holder, kan skabe misforståelser, der rammer os alle. Vores kommunikation skal svare til det indhold, vi leverer. Der er en udefinerlig forventning om, at højskolerne har en høj moral. Når den bliver udfordret, så er det guf for pressen at tage fat på det."
"Der er en forventning om, at det menneskesyn og det samfundssyn, vi har, også forpligter i forhold til den måde, vi bedriver højskole på. Vi har en særlig forpligtelse som højskoler. Den fantastiske frihed, vi har, har vi i fællesskab. Hvis nogen går galt i byen, så rammer det alle højskoler. Vi lever ikke af skulle levere et fast pensum. Vi lever alene af den frihed, vi tildeles, og vi skal hele tiden være opmærksom på, at vi kan leve op til den," forklarer hun.
"Der er noget af det, man ser i kataloget over korte kurser, hvor jeg tænker: hold da fast. Men det er ikke min opgave som formand at tage stilling til, om nogle kurser er i orden eller ej. Det er ministeriets opgave. Jeg har selvfølgelig den grundlæggende holdning, at ethvert højskolekursus, kort eller langt, skal have kvalitet og leve op til hovedsigtet. Men det er den enkelte skole, der må gøre op med sig selv, hvordan værdigrundlag og indhold hænger sammen. Det er ikke bestyrelsens opgave at gøre sig til dommer over det."
En samlet bevægelse
Denne evne til at være klar i mælet, når det var påkrævet, og tilbageholdende, når det var nødvendigt, har utvivlsomt medvirket til, at foreningen gennem de sidste 9 år har stået mere samlet end tidligere:
"Jeg håber også, man vil sige, at jeg arbejdede for, at bevægelsen hænger sammen. Og at jeg har respekt for forskelligheden i højskolen. Jeg håber også, at man vil sige, at jeg ikke ryster på hånden, når det handler om højskolens plads i det danske samfund."
Omvendt har kritikken også lydt, at der har været for lidt debat til generalforsamlinger og på forstandermøder.
Helga drømmer sig bestemt ikke tilbage til fyrtårnenes storhedstid, hvor patriarkatet herskede, og der blev diskuteret højlydt og testosteronfyldt fra talerstolen. Men hun er enig i, at det er meget vigtig at opretholde debatten:
"Skrækscenariet er, at der bagved en mere stille debat ligger en ligegyldighed over for, hvad det vil sige at være højskoler. Det hører til højskolens DNA at være i debat med sig selv. Hvis vi rent faktisk tror på, at debatten med vores elever er vigtig, så er det også vigtigt at højskolerne ind imellem fører en debat om, hvad vi er til for."
Men højskolerne får aldrig en samlet stemme. Dertil er de for forskellige:
"Det generer mig, når nogen uden for eller inden for højskolen står og råber: 'Hvad mener højskolen?' For højskolen som sådan mener ikke noget om alt muligt. Det har at gøre med den frihed, som er totalt grundlæggende, og som indeholder en respekt for forskelligheden. Jeg kan ikke forestille mig, at man skulle forsøge at banke hinanden på plads i forhold til at mene det samme. Respekten for forskelligheden sætter en norm for den måde, man diskuterer med hinanden på."
Helga Kolbys baggrund i foreningslivet - blandt andet som formand for FDF igennem en lang årrække - har utvivlsomt klædt hende godt på til at navigere i forhold til baglandet. Omvendt havde hun ikke kunnet navigere i det politiske univers, hvis ikke hun havde haft fødderne nede "i mulden" eller været i tvivl om, om det findes et fælles ståsted.
"Et af mine holdepunkter er citatet afArkimedes, der siger; 'giv mig et sted at stå og jeg skal bevæge verden.' Nogen kan synes, det er lidt banalt, men hvis man ikke har et solidt fodfæste, hvirvle man eksistentielt rundt. Grundtvig udlægger det grundlæggende for mig i sangen om sin Marie 'Det er, at vi vil være, hinanden, som vi er, det er, at vi kan bære hinanden, som vi er.' Først præciseres den nødvendige frihed til at være "mig", og så kommer ansvaret for, at vi evner at bære hinanden. Man kan ikke kræve ansvaret, før man har friheden. Det er mit arkimediske punkt. Dannelse kommer derfor altid før uddannelse."
Unge uden ståsted
Da Helga var ung studerende, var betingelserne for at skabe sig et ståsted meget enklere, end de er i dag. De unge, hun møder på højskolen i dag, har svært ved at finde deres arkimediske punkt.
"Mange unge, der kommer ind ad døren i dag, er så fyldt op af, at de skal blive til noget, og at de skal ville noget. De er bange for, at hvis de ikke vil det rigtige, så går livet i stå. Derfor skal vi fortælle dem, at der er noget, der er vigtigere i livet end spørgsmålet om lige nøjagtig hvilken uddannelse, man skal have. De er pisket og drevet rundt som små rangervogne, så de har svært ved at finde ud af: Hvem er jeg selv, hvad er det, jeg gerne vil, og hvad kan jeg?"
"Jeg startede på universitetet i 1968. Der var også meget, der blev hvirvlet rundt, men verden var relativt let at forstå. Vi kendte vores venner og vores fjender, øst contra vest, professorer contra studerende I dag har de unge stort set kun tvivlen som deres rettesnor. Går det, eller går det ikke."
Her spiller højskolerne en central rolle, mener hun. De skal give de unge et sted at stå. Ikke et bestemt sted, men deres eget sted. Hvis ikke de får fast grund, hvirvles de rundt. Formanden lyder nærmest som en gammel marxist - men er det ikke, forsikrer hun - når hun skal gøre rede for, hvorfor det forholder sig sådan:
"Jeg er træt af, at alting omtales i konkurrencetermer. I konkurrencetermer er der altid vindere, men også tabere. Hvorimod inden for solidaritetstermer kan vi alle sammen være med. Der er andre grundlæggende værdier at hvile på end kapital og konkurrence. Hele højskolens hverdag modsiger det. Den kan ikke eksistere på grundlag af konkurrence. Den eksisterer på respekten for hinanden. For at det fælles liv betyder noget for alle."
"Værdierne skal de unge finde i fællesskaber. Hvis man ser på, hvad Danmark har klaret sig på, så er det fællesskaber. Det er dem, der har været med til at bygge det her land op. I dag kan man spørge sig selv, om folkestyret har brug for et folk. Det mener højskolerne, at det har. Og det, mener jeg faktisk, er et temmelig progressivt synspunkt i dag. Når eliten mener noget andet."
Selv om Helga godt kan synke ned i sofaen en hel aften og beklage sig over samfundsudviklingen, kan hun ikke være andet end optimistisk, når hun går over på skolen næste dag og møder de unge.
"Vi er begunstiget med en kulturminister, der bliver ved med at sige folkeoplysning, folkeoplysning, folkeoplysning. Det gør hun jo fordi, den almindelige borger ikke længere tiltros en stemme. Politikerne kører aldeles udmærket uden deres partimedlemmer. Det eneste, de har brug for deres medlemmer til, er at sætte valgplakater op. Derefter er de stort set kun i vejen. Politik laves andre steder i dag. Og det er bedrøveligt."
"Jeg tror, at vi som samfund bundvender - at vi vender tilbage til, at det er fællesskabet, der er med til at give fast grund under fødderne. Der er et stærkt håb om, at man igen får øje på, at fællesskabet kan være med til at bygge et samfund. At man får øje på, at skal man have et stærkt samfund, så skal det gro nedefra." Optimismen er intakt hos den afgående formand. Selv ni år som politisk fortaler for højskolerne har ikke kunnet ændre på det.