Af Lars Andreasen
Det kommende valg til EU-parlamentet udarter sig stensikkert til en afstemning om børnecheckens udbredelse - altså om fordelingen af velfærdsgoder. Valget handler således om, hvordan vi er os selv nærmest. Det er sørgeligt, fordi EU engang handlede om, hvordan vi kom hinanden ved.
I 1795 skrev preusseren Immanuel Kant, at "det er driften til at handle, der ikke kan forenes med krigen, og som før eller siden vil bemægtige sig ethvert folk. Af alle statens underordnede magter turde nemlig pengenes magt være den mest pålidelige og derfor ser staterne sig tvunget til at fremme den ædle fred." Det gjorde han i bogenTil Den Evige Fred, som i høj grad inspirerede EU's founding fathers. Hans - og deres - knogler må rumstere og røre uroligt på sig, nu hvor både røde og blå nationalisters argumenter mod fri handel og vandel vinder frem og endda samles op på den politiske midte.
Måske er det fordi, vi har det hele, at vi ikke rigtig kan se, hvad EU bør handle om. Måske er det nemmere at få øje på fra den anden side af kloden, fra et sted, hvor alle ikke har alt, og hvor de fleste ingenting havde for blot en generation siden.
Den singaporeanske politolog og tidligere diplomat Kishore Mahbubani skrev i 2013 iThe Great Convergence, at "global fattigdom er ved at forsvinde. Den globale middelklasse boomer. Mellemstatslige krige er blevet en solnedgangsindustri. Aldrig har så stor en procentdel af verdens befolkning været så veluddannede og berejste som i dag. Vi bliver mere integrerede og sammenkoblede. Potentialet for en fredelig ny global civilisation udvikler sig næsten ubemærket for vore øjne."
Hvad er det lige, Mahbubani kan se, som vi i Europa ikke kan få øje på? Mahbubani peger på fem drivkræfter i den positive udvikling: 1) Videnskabelige forklaringer og teknologiske løsninger, 2) rationel logik og matematik, 3) frie markeder, 4) den demokratiske kontrakt mellem stat og borgere og endelig 5) multilateralisme og internationalt samarbejde. De er civilisationens, udviklingens og den fredelige sameksistens drivkræfter, og de er i al væsentlighed formet i Europa.
Men i Vesten pakker vi os, skræmte over den globale konkurrence, der er opstået med udbredelsen af frie markeder uden for vesten.
Fri handel er ikke et nulsumsspil, men vi pakker os i Europa, som om det var. Ikke alene er vi skræmte over kinesere, russere og afrikanske varer, men også over vores nærmeste naboers. Som om internationalt samarbejde og handel var irrationelt. "Når ikke varer krydser grænser, så gør arméerne det", sagde den franske økonom Frédéric Bastiat engang. Det er protektionismen og nationalismen, der er irrationel - og vi har været der. Frihandel var et af de midler, der skulle sikre os mod en gentagelse af den politik, der ledte til Første Verdenskrig.
Når vi hver især ser os selv som en del af middelklassen, er det relativt. Set med Mahbubanis globale briller tilhører vi i Vesten alle overklassen og er snarere at sammenligne med den før-revolutionære franske adel end med industrialiseringens udbyttede proletariat. Brasilianerne, russerne, inderne, kineserne og sydafrikanerne er ikke færdige endnu, de vil have mere velstand, og hvorfor skulle de tage hensyn til os? "Vi, i Vesten og Europa, tilhører det globale mindretal, 12 % af verdens befolkning, og ved det kommende parlamentsvalg bør vi spørge os selv om, hvordan vi vil varetage vores interesser og deler verdens ressourcer med verdens befolkning.