Af Egon Clausen
Det er i begyndelsen februar 2014, og jeg kører i min lille røde bil ad motorvejen mod vest. Det går i susende fart over Sjælland, jeg får et lille ryk af vind ved pylonen på Storebæltsbroen, farer videre over Fyn. Ved den store udfletning ved trekantsområdet i Jylland holder jeg mod syd, og efter få kilometers kørsel er jeg i den nordlige del af Slesvig, men intet markerer, at grænsen til Tyskland gik her indtil 1920. Det land jeg ser til begge sider kaldes Sønderjylland og er i dag en selvfølgelig del af Danmark, men sådan har det ikke altid været.
de to døtre
Slesvig er den del af det gamle danske land, der i 1864 blev en del af Tyskland. Seksoghalvtreds år senere valgte et stort flertal af befolkningen i den nordlige del af Slesvig, at de hellere ville høre til Danmark, og i 1920 blev Nordslesvig derfor igen indlemmet i det danske rige. I den anledning skrev forfatteren Henrik Pontoppidan et digt, hvori der står: "En røvet datter, dybt begrædt er kommet frelst tilbage." Den røvede datter var hertugdømmet Slesvig, og ifølge digtet havde hun ligget "i bolt og fangejern til spot for vilde drenge", og disse vilde drenge var tyskerne. Nu var hun blevet befriet og kunne kaste sig hulkende i Mor Danmarks arme.
Det var imidlertid kun den nordlige del af Slesvig, der blev dansk. Den sydlige del forblev under tysk herredømme, og hvis man bliver i billedsproget med den røvede datter, kan det vel kun forstås på den måde, at der må have været mere en én datter. Den ene kom hjem. Den anden gjorde det ikke.
Det er denne datter, hende der ikke kom hjem, der er genstand for den bog, jeg har skrevet. Jeg har besøgt hende og hendes efterkommere i Sydslesvig. En vinter har jeg boet i Slesvig by. Nogle sommerdage har jeg cyklet til Kappel langs Sliens nordlige bredder og tilbage gennem halvøen Svansen. Jeg har været i Eckernförde, i Hedeby, på Dannevirke og kørt på kryds og tværs gennem den smukke landsdel der hedder Angel, og som Grundtvig i sin tid kaldte for Danmarks rosenhave. Nu er jeg på vej til Jaruplund, hvor der ligger en højskole, der er tænkt som en bannerfører for alt dansk.
polsk, lettisk, ukrainsk og - engelsk
Solen er gået ned, da jeg når frem til højskolen, og i det svindende eftermiddagslys finder jeg omsider en ulåst dør. Jeg går ind i skolen, og det virker som om bygningen er mennesketom, men så hører jeg stemmer fra et rum neden for en trappe, og der finder jeg to unge piger med hver deres bærbare computer. Jeg spørger efter forstanderen, men de ryster på hovedet og forklarer mig, at de ikke forstår dansk. Tysk taler de heller ikke, men på et gebrokkent engelsk får jeg at vide, at de kommer fra Ukraine, og de aner ikke, hvor forstanderen er, så jeg må søge videre. Det gør jeg så og finder til sidst en kvindelig lærer, der på det hjerteligste byder mig velkommen, viser mig det værelse, jeg skal bo i og forklarer mig lidt om spisetiderne. På Jaruplund er der morgenmad kl. 8, varm mad kl. 12 og aftensmad kl. 18. Det er ligesom i de gode gamle dage ude på landet.
Jeg får også at vide, at der er atten elever, hvoraf de fleste kommer fra Østeuropa, det vil sige: Rusland, Litauen, Polen og Ukraine. Der er også et par unge mænd fra Grønland og en enkelt dansker, han er 68 år og bor til daglig på Kreta, men et dansk pas har han dog, så han tæller med i statistikken over den danske deltagelse.
en del af historien
Hvis man vil vide mere om det danske mindretal i Sydslesvig er Jaruplund Højskole imidlertid et godt sted at være. Skolen er selv en del af historien. Højskolen blev grundlagt i de formende år efter 2. Verdenskrig, og i dag har den til huse i smukke, solide bygninger, der er et udtryk for det bedste af nyere dansk arkitektur. Den er udstyret med alle moderne faciliteter, med egen biograf, atelier, foredragssal, computerlokale og har et fremragende køkken.
På skolen er der også noget så gammeldags som et bibliotek, hvis bogsamling er en blanding af indkøbte bøger og testamentariske gaver fra folk med sympati for højskolen. Det sidste har medført at bogsamlingen rummer mange kuriøse værker, som man ikke kan finde andre steder og som med garanti aldrig vil blive scannet og lagt ud på internettet. Det er faktisk en del af bibliotekets charme. Jeg ved det, for jeg har efterhånden tilbragt mange timer i det smukke rum, hvor man er omgivet af reoler fra gulv til loft på de tre sider, mens der i hele sydvæggens længde er store vinduer, hvorigennem man ser ud over et landligt landskab med træer og marker og langt ude avlsbygningerne fra en gård. Det hele ligner gamle dage, og indimellem fristes man ligefrem til at tro, at selv tiden er gået i stå.
biblioteket
Det gælder såmænd ikke blot udsigten, et blik på reolerne siger det samme. Bortset fra et eksemplar af Blæksprutten fra 2011 er der tilsyneladende ikke indkøbt nye værker de seneste tyve-tredive år, og der er åbenbart heller ingen, der synes, at det er for dårligt. Ingen synes at interessere sig for den guldgrube af kunst, kultur og historie, der står på hylderne, men biblioteker med noget så gammeldags som bøger er i det hele taget ikke på mode. Bøger lugter af gamle dage, og når man sidder i biblioteket på Jaruplund Højskole, er man omgivet af en verden af i går, eller måske rettere af i forgårs.
et spejl af danmark
Jaruplund Højskoles problemer med at få unge danskere til at melde sig som elever, er ikke skolens egen skyld. Dens personale gør faktisk et stort arbejde for at oplyse om tilstanden i grænselandet. Der er velbesøgte sommerkurser, og skolens lokaler bruges flittigt af det danske mindretals organisationer, men unge danske elever er der som sagt ikke mange af, og det hænger sammen med den almene kulturelle tilstand i Danmark, hvor Sydslesvig tilsyneladende befinder sig hinsides periferien af de unges bevidsthed, så de gamle historier om Dannevirke og den røvede datter siger dem intet. Det gælder ikke blot unge.
I Danmark er interessen for Sydslesvig i det hele taget ikke stor. De danske foreninger, hvis formål det er at holde interessen for Sydslesvig vedlige, mister medlemmer i stort tal, og de danske massemedier udviser ringe interesse. Sydslesvig er kort sagt en udkant, og fælles for alverdens udkanter er, at de trues af glemsel. Set fra Tyskland er Sydslesvig den alleryderste, nordlige udkant. Præget af erhvervsmæssig og økonomisk tilbagegang. Set fra Danmark hører Sydslesvig hjemme i fortiden. Det er noget med Dannevirke, Dybbøl og Genforeningen i 1920, og nogle husker måske løftet om, at "de skal ikke blive glemt," men det løfte er ikke blevet holdt. Sydslesvigerne er blevet glemt af den brede danske befolkning, og danskhed er blevet et begreb, der forbindes med en aggressiv og skinger højrefløj, der råber på autoritet og bekæmper alt, hvad der minder om frisind, udblik og kulturel mangfoldighed. Det er også en del af sydslesvigernes problem, og det er en af årsagerne til, at biblioteket på Jaruplund Højskole ikke bliver brugt efter fortjeneste.