Af Julie Melgaard Smidt, foto: Das Büro
”Der skal flere rejer på! det skal jo være højtbelagt smørre brød!” Troels Kløvedal ryster på hovedet og sender et suk i retning af min hvide skive brød, hvor smørret stadig kan skimtes under fem velplacerede rejer. Selv øser han godt op og topper med hjemmerørt mayonnaise og citron. Vi er på hans stråtækte gård et godt stykke uden for Ebeltoft og sidder rundt om det solide spisebord over en stor skål grønlandske pille-rejer, mens en miniatureudgave af Kløvedals skib, Nordkaperen, der har bragt ham selv flere gange jorden rundt, står til skue for bordenden.
Gennem køkkenvinduerne er der udsigt til en grøn plæne, der ender i langhårede græsmarker i bunden af haven. De rolige omgivelser står i kontrast til Kløvedals ekstremt aktive liv, der har forsynet generationer af danskere med viden, bøger, film og fortællinger fra en verden, der er større og langt mere mangfoldig, end andedammens snævre fokus kan give indtryk af. Og selv om Kløvedal har rundet 71 somre, er der ikke noget, der tyder på, at det aktive liv stopper lige foreløbig.
Jeg har altid gjort, hvad jeg ville, og forudsætningen for det er at kunne leve på en sten. At man sætter sin frihed højere end at eje ting.
Troels Kløvedal
Troels Kløvedal må siges at være en rigtig levemand, når det gælder højtbelagt smørrebrød med rigelige mængder rejer, og han lever da også det gode liv, men er bestemt ikke en mand, der ødsler med tingene, og den hjemmefarvede java-batik-skjorte, der stikker op over en islandsk sweater, er mindst 20 år gammel, fortæller han. Materielle goder har ikke den store betydning for ham, og han forstår ikke, at folk brugerderes penge – både dem, de har, og i særdeleshed dem, de ikke har – på nye opdateringer af garderoben, smarte
indretningsartikler fra boligblade og andre ”overflødigheder”, som han kalder det. For når nu tingene fungerer, hvorfor så skifte dem ud.
Selv har han aldrig skyldt så meget som en krone væk. Derfor er landejendommen, der har været hans base siden 1985, også betalt med en kuffert fuld af kontanter, som han sparede sammen gennem mange år. For kun når man ikke skylder penge væk, kan man bevare sin frihed, mener Kløvedal, der flere gange i løbet af samtalen vender tilbage til lige netop det.
”Jeg har altid gjort, hvad jeg ville, og forudsætningen for det er at kunne leve på en sten. At man sætter sin frihed højere end at eje ting. Når jeg holder foredrag for de unge, siger jeg altid ’lad nu være med et købe alt muligt skrammel i Bilka’, for er man først der, så kommer man ingen vegne. Det er jo ikke fordi, jeg skal belære de unge om, hvad de skal eller ikke skal. De må gøre med deres liv, hvad de vil, men ønsker de frihed, er der ingen vej uden om at sænke forbruget.”
For mig er det vigtigt, at man lærer sine børn, at tilværelsen er spændende! At vise dem det i stedet for at gå og brokke sig.
Troels Kløvedal
Selv har han altid gjort, hvad han ville. Som ung kom han i lære på et skibsværft, og her begyndte han at overveje, hvad han egentlig lavede der. At livet måske kunne leves på andre måder. Efter fire år blev han derfor en del af det summende ungdomsoprør, købte Nordkaperen med to venner og flyttede næsten samtidig ind i kollektivet Maos Lyst i Hellerup, hvor tankerne om det frie liv for alvor blev realiseret med frie kærlighedsidealer, fællesskab, frisindede diskussioner og så lidt arbejde som muligt.
”Dengang handlede det om at blive fri for at arbejde. Vi så jo, hvordan folk sled sig ned som fabriksslaver i alle deres vågne timer! Jeg gad ikke stå og lave noget, der ikke interesserede mig. Jeg ville hellere beskæftige mig med ting, der sagde mig noget, og det har jeg så gjort resten af livet”.
Men er tiden ikke en anden nu?
”Jo, det er den vel. I dag er folk jo vilde med deres arbejde, og man har langt mere ferie, end vi nogensinde kunne drømme om dengang.”
Som en anden Odysseus
Efter en tiltrængt håndvask, pillerejerne taget i betragtning, har vi med en ilende og stadig ivrigt gestikulerende Troels Kløvedal i front bevæget os forbi havens bugnende æbletræer og et par brune høner, der går og hakker lidt i jorden, ned til et hjemmebygget anneks. Det er indrettet med bøger fra gulv til loft, en lille sovebriks og et skrivebord med udsigt til skovbryn og marker, hvor to islandske heste går og gumler. Et fredfyldt og roligt åndehul blandt lammeskind og spindelvæv, hvor Kløvedal sætter sig ned for at skrive eller bare tænke lidt. Og netop tankerne styrer i høj grad hans talestrøm, og han lader sig afbryde af en påtrængende association, når det er nødvendigt, hvilket stiller krav til samtalepartneren om at spidse ører og forsøge at hægte sig på ordrejserne, der nu er nået til hans nye filmprojekt.
Så gik der 10 år, og en dag fik jeg et brev, hvor anmelderen sagde undskyld og skrev ’Troels, bare jeg hørte dit navn, så var det som om, mit eget liv bare var en våd gammel karklud.’ Det er altid meget farligt at sige til folk, at man er lykkelig og glad for livet.
Troels Kløvedal
”Lige nu har jeg et helt år til at sætte mig ind i den græske kulturs historie, inden vi skal filme i det græske øhav – det er jeg ret godt tilfreds med.” Og så er han igen videre i sin ordstrøm og på vej mod Santorini, hvor han lander om en uges tid for at researche, så han er klædt på til at fortælle historierne om de græske guder og helte for de danske tv-seere, som han har gjort det om andre egne af verden gennem en menneskealder.
Netop billedet af Kløvedal i forstavnen på Nordkaperen, hvor han med stor entusiasme fortæller fængende historier, er sådan de fleste danskere kender ham. Han er den frie mand, der sejler rundt i verden som en anden Odysseus og begiver sig gennem farligt farvand til fjerne tropeøer. Og Kløvedal må siges at have oplevet lidt af hvert og levet et ikke helt almindeligt familieliv. Han har fem børn med fire forskellige kvinder, men ligesom Odysseus, der vender hjem til sin Penelope igen, er Kløvedal altid vendt hjem til Danmark efter sine togter og til gården på Djursland, hvor han de sidste mange år har boet med hustruen Else Marie og sønnen Asbjørn.
Det er jo ikke fordi, jeg skal belære de unge om, hvad de skal eller ikke skal. De må gøre med deres liv, hvad de vil.
Troels Kløvedal
”Jeg har nok altid været meget anarkistisk. Når jeg mødte en dejlig kvinde og fik børn med hende, så sagde jeg lige ud, at jeg ikke havde lyst til at lave en familie – hvem fanden siger det i dag? Men jeg har altid taget mine unger med mig - taget dem på hoften, mens jeg gik og arbejdede. Sådan som man gør ude i verden. Jeg har også hevet dem hele og halve år ud af skolen, så de kunne komme med ud og sejle, og de er ikke blevet dummere end alle mulige andre mennesker. For mig er det vigtigt, at man lærer sine børn, at tilværelsen er spændende! At vise dem det i stedet for at gå og brokke sig.”
Hvad med kvinderne – har de godt kunne acceptere din livsstil?
”Jeg har mine børn med rødstrømper, og de kan altså godt svare for sig! De piger, jeg var sammen med, har altid støttet mig. Nogle gange har de så sagt, at nu ville de noget andet med deres liv og er gået deres vej – og jeg er blevet ked af det hver gang. Så det har altså ikke været mig, der har svigtet dem. Men jeg har fået mine børn med nogle ualmindelige fornuftige kvinder. Mine børn er som søskende, og det er altså kvinderne, der har fået det til at hænge godt sammen.”
Nogle mennesker har måske svært ved at forstå din måde at leve på?
”Det har de måske. For mange år siden skrev en anmelder i Weekendavisen en dårlig anmeldelse af en af mine bøger. Den fokuserede ikke på indholdet, nej, han gik udelukkende efter forfatteren bag. Anmeldelsen gjorde mig ret ked af det dengang. Så gik der 10 år, og en dag fik jeg et brev, hvor anmelderen sagde undskyld og skrev ’Troels, bare jeg hørte dit navn, så var det som om mit eget liv bare var en våd gammel karklud.’ Det er altid meget farligt at sige til folk, at man er lykkelig og glad for livet. Det er indbygget nemesis, for siger man det, tror folk, at der er fejet noget ind under gulvtæppet,” siger han, mens han trækker lidt på skuldrene og piller et par spindelvæv ned fra loftet.
Boblende livsglæde
For mig lyder det som om, du sætter lighedstegn mellem frihed og det at være lykkelig?
”Ja det gør jeg vel. Altså jeg går jo ikke rundt og definerer min frihed til hverdag, men jeg ér virkelig en fri mand, for mig er det ikke bare en drøm. Jeg har også været freelancer hele livet, og det giver en masse frihed.”
Har friheden en pris?
”Det har den jo i den forstand, at man ikke bare kan gå ud og købe, hvad man vil. Det er derfor, man skal kunne leve på en sten, hvis man vil være fri. Da vi flyttede i kollektiv, købte vi os til frihed med en billig husleje, og så arbejdede vi på Tuborgs fabrik tre dage om ugen og tjente lidt skillinger, og resten af tiden lavede vi, hvad vi havde lyst til. Vi var også født i en tid med rigeligt arbejde, og det gav os en enestående frihed. Men vi havde ikke noget moderne Vordingborg køkken, og på vores første jordomsejling samlede vi flasker på Tahiti for at kunne købe benzin! Men vi var frie –ik? Så nej, jeg synes ikke, jeg har givet køb på noget. Det er jo faktisk forfærdeligt at sidde og sige, men der er ikke et eneste menneske på jorden, jeg ville bytte tilværelse med.”
Der er ingen tvivl om, at glæden ved hans egen tilværelse bobler i den nu 71-årige Kløvedal, men han er ikke en mand, der vil fortælle andre, hvad de skal gøre med deres liv. Måske blot inspirere, ligesom han selv blev, da han som ung gik på Krogerup Højskole og mødte inspirerende og engagerede lærere. Højskoleopholdet på Krogerup 1963-64 rettede både hans tanker ind og fik dem til at flyve, fortæller han.
”Det at være på højskole var et fuldstændig afgørende afsæt for, at jeg oplevede glæden ved at lære, og det betyder i sidste ende også friheden.”
Hvad hvis alle mennesker levede som dig – det kunne de vel ikke?
”Hvorfor skulle de ikke kunne det? Men det hele er jo vendt nu, fordi vi overforbruger, og det, tror jeg, er et af de største problemer, den moderne verden står i. Ingen tvivl om, at der er stor frihed i kapitalismen, men den har også indbygget, at det altid skal gå fremad, og vi har altså en begrænset mængde ressourcer at gøre godt med. Politikerne opfordrer os til at bruge dankortet noget mere, men det er jo i modstrid med bugnende genbrugsforretninger, og den store industri, det er blevet, at opbevare folks ting i lagre rundt omkring – det er jo grotesk. Vi har jo alting, og stadig skal vi forbruge, siger politikerne!”
Ser du dig selv som eksponent for antimaterialisme?
”Det ved jeg ikke. Altså, jeg går jo ikke og synes, at folk skal leve ligesom mig. De må sgu selv finde ud af, hvordan de vil leve deres liv. Jeg har bare valgt at leve mit sådan her.”
Blå bog
Troels Kløvedal
- er født 2. april 1943 i København og er den midterste i en søskendeflok på fem. Oprindeligt hed han Troels Beha Erichsen, men han tog navnet Kløvedal, da han som ung boede i kollektivet Maos Lyst.
Han er uddannet skibselektriker og købte i 1967 skibet Nordkaperen sammen med et par venner. Siden da er det blevet til flere jordomsejlinger, og omkring 800 mennesker har været med på forskellige togter.
I 1978 debuterede han med bogen Kærligheden, Kildevandet og det blå ocean og har i alt skrevet 17 bøger og vundet en række skønlitterære og faglitterære priser. Derudover har han skrevet essays, antologier og digte og har gennem de seneste 30 år skrevet til Berlingske Tidende og Jyllandsposten. Han er også en flittig foredragsholder og har produceret 35 film – blandt andet om Kina og Flådens historie.
Han har fem børn - blandt andet TV-vært Mikkel Beha Erichsen- og bor uden for Ebeltoft på sin gård sammen med konen Else Marie og deres søn Asbjørn.