Af Erik Lindsø
1. Du skal kunne 25 historier by heart
Jeg bliver i 2004 hyret af Danmarks Radio som vært på et ugentligt kulturprogram. Jeg spørger kanalchef Hans Peter Larsen: "Hvad vil du med netop mig?" Han svarer: "Du skal lave højskole i radioen."
Jeg vil vide, hvad han mener, og han svarer, at han har hørt mig fortælle gode historier ved at blande kunst, kultur og hverdagsliv, og det mangler i radioen. Magasinprogrammerne på P1 er blevet for akademiske og ufolkelige, synes han. Jeg bestyrer programmet "Lindsø" i fire år, og jeg er aldrig i tvivl om, at den fortællende form er hemmeligheden bag pænt høje lyttertal. Det er ikke nok at kunne facts og have akademisk viden, hvis man ikke kan supplere med gode historier, som kan løfte hjerterne og fortælle os, at livet er større, end vi tror. Det har Frederik Christensen lært mig.
Frederik Christensen, der i en menneskealder har været lærer og forstander på flere højskoler, er en sand lærermester for enhver højskolelærer, når han siger: "Hvis højskolen bliver glædesløs, skyldes det, at den ikke er alvorlig nok. At vi går og bilder os ind, at vi kan klare vores tilværelse med nogle magre samfundsteorier. Vi er bekymrede, men har ingen sorg. Vi er opstemte, men ikke glade. Vi er kritiske, men vi græder ikke." "Hvis en ung lærer kom til mig og spurgte: 'Hvad skal jeg gøre?' kunne jeg svare: 'Find 25 gode historier, beretninger om livet, lær dem - by heart - og fortæl dem. Da vil dine elever revolutionere verden'. Hvis en højskolelærer kan slige historier, kan han holde højskole." Det skal en højskolelærer kunne - fortælle historier fra hjertet - underordnet hvilket fag, vi underviser i. Herved bliver højskolelærer og ikke blot faglærer. På Rønshoved Højskole indfører vi, da jeg er forstander, ved ansættelsessamtaler, når ansøgeren har fremlagt alle sine kompetencer, altid at spørge: "Hvad er du så næstbedst til?" Kan man ikke svare, eller synes man, spørgsmålet er dumt, kommer man ikke i betragtning. Man kan ikke være højskolelærer, hvis man ikke er flerstrenget. Ofte har det vist sig, at de bedste højskolelærere er kvartstuderede røvere, der underviser i noget, de aldrig har fået papir på, men som de brænder for. En sådan højskolelærer brænder sjældent ud.
2. Du må ikke lade det overfladiske stikke for dybt
Det er en højskolelærers fornemste opgave at sørge for, at det overfladiske ikke stikker for dybt. Herved varetager man som højskolelærer den tradition, som man er ansat i. Og højskolen stikker dybere, end vi tror. Jeg skal illustrere det med endnu en historie fra Danmarks Radio. Jeg er med i en arbejdsgruppe, der skal skabe et nyt kulturprogram, P2 Plus. Til sidst skal vi formulere formålet med programmet. En af min gamle højskoleelever, Susanne Sommer, er projektleder. Fordi vi begge har højskolen i os, falder vi for en formulering fra Højskoleloven, hvor der står, at højskolen skal give en tolkning af tilværelsen og meningen med livet.
Vi fremlægger det med stolthed for vores kolleger, at formålet ikke kan formuleres bedre, end at "P2 Plus skal give en tolkning af tilværelsen og meningen med livet." Da vi præsenterer det, bliver der larmende tavshed, der først brydes, da en kollega med flere radiopriser i ryggen, udbryder: "Det er fandme for stort." I højskolen er man ikke bange for store ord, og vi bruger sådan en vending med den største selvfølgelighed. I en kulturinstitution som DR rystes man over den. Derfor kom der til at stå: "Formålet med P2 Plus er at komme tættere på danskerne." Den sidste formulering er intetsigende, uforpligtende og ufarlig. Den første er forpligtende og farlig, for den forandrer den, som tager den på sig. Men det er, hvad der forlanges af en højskolelærer, at man ud af sin faglighed, sit engagement og sin livshistorie, kan byde ind med en personlig mening om det gode liv Faglæreren kan fortælle, hvordan Søren Kierkegaard tolker meningen med livet. Højskolelæreren skal også kunne svare på spørgsmålet: "Hvad mener du selv?"
3. Du skal være en meningsbryder
I 21 år har jeg været højskolelærer på tre højskoler. Jeg er, fra jeg starter som ung og nervøs højskolelærer, opdraget til, at en højskolelærer ikke blot en gang imellem, men hver dag, diskuterer de store spørgsmål så intenst, at det mindst et par gange ugen ender med, at vi diskuterer, så det fløjter. Jeg er 25 år, da jeg i 1980 bliver ansat på Haslev Højskole. Mine kolleger er så gamle, at de kan være forældre til mig - og den ene bliver da også svigermor i mit første ægteskab! Den værste kollega bliver min bedste kollega! Jeg er langhåret, venstreorienteret, går i træsko og ryger majspibe, og ganske bekvemt har jeg de samme meninger som eleverne. Heuser, som han hedder, kommer hver dag ulasteligt klædt i et nålestribet jakkesæt, i hvid skjorte med knækflip, med butterfly og i polerede laksko.
Han underviser i samfundsfag og starter hver time med at skrive på tavlen: "Hellere død end rød!" Heuser er på alle måde politisk ukorrekt for en kulturradikal opkobling som mig - og for eleverne. Hans samfundsfagstimer udvikler sig ofte til et kaos, hvor der bliver råbt og skreget - hvor Heuser danser sine meninger på bordene, og eleverne nogle gange udvandrer i protest. Heuser er stok konservativ, men en fremragende underviser - og en stor skuespiller, der kan skrive viser og spille revy, hvor han parodierer elever og kolleger, så vi kravler rundt mellem hinanden i latterkrampe. Når jeg diskuterer med Heuser, kan jeg blive så rasende på ham, at jeg bliver ude af mig selv. Men et par uger efter sådan et verbalt slagsmål på meninger kan jeg i mine filosofitimer tage mig selv i at citere ham og tage ham i forsvar. Jeg finder ud af, at han har det på sammen måde med mig i sine timer. Det er Heuser, der lærer mig, at en højskolelærer skal drives af give frihed til forskelligheder og vedholdende bidrage til en frugtbar uenighed mellem allehånde meninger som noget væsentligt i højskolens drivkraft.
4. Du skal være en normbryder
I 10 år er jeg lærer på Danebod Højskole, hvor Mogens Hemmingsen er forstander. Til kaffen på lærerværelset over middag smider han altid et større emne på bordet, hvis snakken går i tomgang om småting. Jeg husker tre emner:
- Hvorfor skal fanger, der prøveløslades, egentlig ikke på højskole?
- Fagbevægelsen kan ikke give de langtidsledige livsmod, men er det ikke også vores opgave?
- Kan vi have elever, der har fået kræft?
Jeg husker de tre emner, fordi de alle tre bliver realiseret som højskole. Nogle af de elever, jeg bedst husker, er bankrøvere fra Vridsløselille, overvægtige langtidsledige kvinder fra Nordals og samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse om at berige kræftsyge og deres pårørende med et højskoleophold. En højskolelærer skal se det som en opgave at bryde de mønstre, vi ser som normale. Vi må ikke henfalde til at synes bedst om de gode, nemme og problemløse elever. Et højskolehold må ligeså lidt som en lærerstab blive for homogent. Et højskolehold skal afspejle, hvem vi har i vores samfund - indvandrere, handicappede, forbrydere, de skrøbelige, de vilde og de krøllede hjerner, de regelrette og de pæne. Ender en højskole med at samle på 4. g'ere, ender højskolelæreren som gymnasiets forlængede arm. Og så mister højskolen terræn, fordi højskolelæreren falder i et med samfundstapetet.
5. Du skal være dødbidernes vækkelsesprædikant
Da jeg bliver forstander på Rønshoved Højskole og pludselig ser højskolelæreren gennem en forstanderkikkert, slår det mig, at den bedste højskolelærer for mig som forstander, er den lærer, som holder fanen højt og ikke indretter sig efter elevernes forhåndenværende engagement. En højskole skal være et festligt sted, men nogle gange gør eleverne den til et feststed. Spontanfest er et gammelkendt onde på højskoler, hvor elever kan finde på at feste igennem en onsdag nat, alene fordi Peter har fået en ny tandbørste. Jeg kan ikke komme på noget bedre eksempel end Anne-Marie Donslund, som vi ansætter på Rønshoved Højskole, og som efterfølgende kommer til Vallekilde Højskole. I dag er hun forfatter og kulturkonsulent i Odsherred Kommune. Hun skaber højskole, hvor hun er.
Mange af os kan glide af på den, når vi kommer med en velforberedt morgensamling, og ser, at eleverne sidder bænket med søvndrukne tømmermænd. Hvorfor spilde sine gudsord på Balle-Lars? Hvorfor ikke i dag sænke overliggeren og komme på niveau med dagens dødbidere? Men ikke Donslund. Hun står en morgen på talerstolen på Rønshoved og kigger ud over 70 sovende festaber. Hun råber: "Vil I høre historien om den dag, da jeg sagde nej til at blive kæreste med kronprinsen og blive dronning i Danmark? Hvis 50 af jer orker at række hånden op, fortæller jeg den." Vi vækkes, vi griner og rykkere sammen i fællesskabet, og fornemmer godt, at det også er en historie om øjeblikket, tilfældighedernes spil og valgene i livet. Den gode højskolelærer kan brænde igennem på dage, hvor eleverne brænder ud - sænker ikke overliggeren, men går som en vækkelsesprædikant til kamp mod dødbideriet. En højskolelærer skal ikke blot kunne trække hesten til brønden, men også vedholdende insistere på, at krikken drikker af den livseleksir, man som lærer trækker op fra dybet.
6. Du skal engagere dig uden for højskolen
På Danebod Højskole lærer jeg, at højskolen ikke er en osteklokke, men en samfundsforpligtelse, som en højskolelærer må demonstrere i praksis. Alle lærere på Damnebod er engageret udenfor højskolen. Mogens og Rita starter Midtals Friskole. Hanne er formand for friskolens bestyrelsen. Kaj sidder i byrådet - og redder løvfrøen på Als. Else Marie starter Sønderjysk Pigekor. Niels starter biografen i Fynshav. Og sådan kan jeg blive ved. Det fantastiske er, at alle vores udenoms aktiviteter bliver en integreret del af højskolen og kommer hermed ikke blot eleverne til gode, men viser dem også eksempler på, hvad det vil sige i praksis at være medborger. En højskolelærer skal være et skabende, engageret menneske. Når vi skaber, er vi ofte lykkelige og begejstrede. Vi glemmer os selv. Eller rettere: Vi kan være os selv og lade andre være sig selv. En højskolelærer, der ikke udfolder sig uden for skolens matrikelnummer, ender nemt som den smålige og nøjeregnende, der synes, vi skal tælle timer, at vi arbejder for hårdt - som glemmer, at højskolen er en livsform, som stiller de samme forpligtelser til os, som vi møder i et kærlighedsforhold.
7. Du skal varetage en tradition
Vi siger ikke, vi laver højskole, men vi siger, vi holder højskole - som betyder, at vi: holder om, holder ved, holder ud, holder med, holder af - højskolen. Det gælder både højskolen som bevægelse og tradition og den bestemte højskole, som er vores ansættelsessted. En højskolelærer kan ikke alene se på sin stilling som et led i sin personlige karriereplan. I så fald skulle man aldrig være ansat. Som højskolelærer er man et nyt led i den kæde, som fik første led ved skolens grundlæggelse. En højskolekæde er stærkere end sit svageste lærerled. På Danebod Højskole oplever jeg gamle Gunner Rasmussen, der har været på skolen siden 1952 som lærer og forstander. Han fortæller for hvert elevhold skolens historie - og ind i den Sønderjyllands historie. Som nye lærere sidder vi de første par år og lytter med. Pludselig en dag overtager jeg Gunners historie, og jeg opdager, at når jeg fortæller historien om skolen, får jeg kærlighed til skolen. Pludselig er skolens historie også min historie, for jeg er ved at blive en del af den.
8. Du skal vedkende dig skolen, ikke anerkendes af den
På Rønshoved Højskole oplever jeg som forstander en træthed komme over mig, når lærere hele tiden vil have mere anerkendelse. Tiden skriger på anerkendelse. Men anerkendelse beror på et magtforhold. Jeg får anerkendelse af den, der står over mig, og anerkendelsen fra ledelsen kan jeg bruge til at fremhæve mig selv i forhold til de andre. Indførelse af den omsiggribende anerkendelseskultur på en højskole skaber nemt uligheder, som ikke dur på en højskole, hvor vi skal være ligeværdige i forhold til opgaven. En højskolelærer skal derfor forstå, at vedkendelse er vigtigere end anerkendelse. Når vi kendes ved hinanden, så er vi i fællesskab. I vedkendelsen står vi ikke over for hinanden, ikke over og under hinanden, men vi kender os selv ved hinanden. Det betyder, at det ikke så meget kommer an på, hvem vi hver især er som lærere. Det vigtigste er, at vi er sammen om noget - om skolen.
9. Du skal elske livet og lave verden om
Det vigtigste i den tradition, vi som højskolelærere havner i, og som vi har at holde os til, er Grundtvig. Hans pædagogiske genialitet ligger i den indirekte metode: "Først skal du lære at elske livet, så kan du lave verden om." Næsten al anden pædagogik går ud på det stik modsatte: først skal du lave verden om, så kan du elske livet. En højskolelærer skal skulle oplive og begejstre sine elever og vække dem til dåd. Det kan vi kun, hvis vi har opdaget, at livet er større, end vi regnede med, og vi kan fortælle om vores opdagelse. Frode er frihedskæmper under Besættelsen, han anholdes og tortureres i Vestre Fængsel. Han undslipper ved et lykketræf på vej til henrettelse. Han er elitegymnast og rejser med Flensted Jensens verdenshold. Jeg møder ham som kollega på Haslev Højskole, hvor han er højskolelærer i idræt. Han er så gammel, at han kan være min bedstefar.
Hver gang, vi får et nyt elevhold, og lærerne skal præsenteres, kommer Frode gående på hænder hele vejen rundt i foredragssalen - til stor jubel. Der er en gøgler i gamle Frode. Én gang på hvert elevhold fortæller Frode om sine oplevelser under Besættelsen, og der er stille som i graven. Vi synger hver gang "Altid frejdig, når du går", som frihedskæmperne sang på vej til henrettelse, med linjerne "kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder". Frodes historie om sig selv kommer altid til at handle om hans kærlighed til livet i Danmark og alt det, der er værd at kæmpe for - og hvor meget, der derfor er, vi skal have lavet om på. Forskellen på Frodes historie og en teoretisk samfundsanalyse om det samme er, at i Frodes historie står kærligheden så lysende klar, at vi ved, at den kan man komme til at risikere sit liv for. Den gode højskolelærer skal kunne vise, hvad der i livet er værd at gå på hænder for.
10. Du skal skabe borgere
Som højskolelærere skal vi vide, at jobbet er forbundet med en demokratisk forpligtelse. Vi har som højskolelærere en enestående mulighed for at præge vores elever og hermed påvirke landets fremtid. Det er en mulighed og opgave, vi som højskolelærere skal tage på os. Vi skal ikke blot gøre eleverne til rare og søde mennesker, men vi skal gøre dem til borgere. Samfundet kan ikke nøjes med mennesker, det har brug for borgere. Vi skal derfor forpligtige os på, at eleverne lærer at bruge både hjerte, hjerne og tunge, så de uden grød i munden, kan stå frem og sige deres mening som andet end et stykke stemmekvæg. En højskolelærer skal følge med tiden, uden at flyde med strømmen.
Vigtigst af alt skal en højskolelærer kunne skabe drømme. Når højskolen bedst, er den et drøm af et sted. Men når den huskes som sådan af elever årtier efter, er det fordi, den var et drømmested, hvor de lærte at drømme. En højskolelærer skal vide, som Grundtvig siger, at "vi når ikke længere i vores voksenliv, end vi får lov at drømme os til det i vores ungdom." Det er i ungdommen, vi skal sætte os store mål. Ellers kan vi ikke sidenhen sætte spor så tydelige, at det kan ses, vi har været her. Derfor skal en højskolelærer kunne gøre højskolen til et helle, hvor man får lov til at gå omveje og opdage, som Antoine de Saint-Exupéry siger i "Den lille prins", at "det er den tid, du spilder på din rose, der gør den værdifuld for dig." Lykkes den opgave, betyder det, at en højskolelærer i dagens samfund er intet mindre end revolutionær - i en åndsrevolution, der er brug for.
Erik Lindsø (F. 1954) Forfatter og foredragsholder. Han har været højskolelærer på Haslev Højskole og Danebod Højskole og forstander på Rønshoved Højskole. Han var for otte år siden med til at genstarte Rødding Højskole, hvor han fortsat giver en næve med. Desuden har han været informationschef i FFD, programmedarbejder i DR, redaktør ved Højskolebladet og Magasinet Grænsen.