Af Sigrid Lauenborg Dahl, højskolelærer på Verden Brænder, Krogerup Højskole
Verden er fuld af muligheder, men jeg oplever, at de mange muligheder ofte bliver en stressfaktor for de unge. For med uanede muligheder følger ligeså mange valg. Og når ambitionerne er tårnhøje, er de tilhørende krav det også gerne. Det forventes, at de unge tidligt ved, hvad de vil, så de kan navigere efter det i deres uddannelsesvalg, og karakterbogen skal helst bugne af 12-taller. Men presset får også en del unge til både at fylde sig med piller og gå ned med stress. Og her taler vi ikke hyggestress, nej vi snakker ægte voksenstress med åndedrætsbesvær, galopperende hjerte og adrenalin for fuld udblæsning.
Fingrene ud af navlen
Det massive pres om at vælge den rigtige vej bliver for nogle til en angst for at vælge forkert. For når alt er muligt, og man selv skal vælge, så betyder det også, at hvis detfucker op, så er det højst sandsynligt ens egen skyld. Derfor går der mange overvejelser forud for et valg. Dels skal fornuften konsulteres, så man vælger rigtig i forhold til jobmuligheder, men mavefornemmelsen skal så sandelig også med på råd, for man skal jo være passioneret omkring sit job. Man må ind og mærke efter i sig selv for at finde svar.
Ifølge psykologen Svend Brinkmann kan det være en farlig affære at se for meget indad, for der er stor risiko for, at man hverken finder svar eller passion derinde. Højskolerne rummer derimod et stort potentiale for at tilbyde svar og passioner, og derfor har vi en oplagt mulighed for at hjælpe de unge med at få fingrene ud af navlerne ved at pege på nogle ting i samfundet, som er værd at navigere efter i fællesskab med andre. For at genbrugetaglinenfra 90'er-sci-fi-serien 'X-Files', så er sandheden derude - frem for i en selv.
Det styrkende fællesskab
Højskolen bygger på fællesskab, og man får ikke meget ud af sit ophold, hvis man kun kigger indad. I stedet må man bringe sig selv i spil og træde aktivt ind i det fællesskab, som højskolen sætter rammen for. Det kan åbne op for noget så banalt, men nok så vigtigt, at man finder sig selv - ikke alene, men i samvær med andre. Men det sker ikke pr. automatik bare fordi, man er fælles. Det er vigtigt, at man er fælles om noget. Og det fantastiske er, at alle højskoler har et værdigrundlag, som danner fundament for undervisningen og samværet. Det er en af de ting, som gør højskolerne unikke i forhold til det formelle uddannelsessystem, og der er brug for, at vi bruger værdierne meget mere aktivt i hverdagen, da de kan være et kærkomment pejlemærke i en tid, hvor alt flyder.
På Verden Brænder rejser vi til Myanmar og Mexico, hvor vi besøger aktivister, der kæmper for demokrati og menneskerettigheder. Det er en kæmpe øjenåbner for eleverne at møde engagerede mennesker, som modigt kæmper for vilkår, vi andre tager for givet. Det åbner op for at snakke om, hvordan det går med demokratiet og menneskerettighederne i Danmark, og eleverne bliver meget inspirerede til at engagere sig i lignende kampe. På den måde kan vi hjælpe de unge ved at pege på noget uden for dem selv, som man kan være fælles om. Så kan de enten tage det for gode varer, eller de kan tage afstand fra det og formulere alternativer. Begge dele er okay, fordi det giver dem noget at spille op af og agere på i stedet for, at det er op til den enkelte at finde sin egen mening inde i sig selv.
Fra værdi til praksis
Hvis vi skal bruge værdierne mere aktivt, skal vi forsøge at gøre dem levende og nærværende i dagligdagen på højskolen. Værdigrundlag er gerne fyldt med flotte ord og smukke visioner, og netop derfor er det vigtigt, at de også skinner igennem i praksis, så de bliver konkrete for eleverne. Hvis man f.eks. søger at danne til ansvarlighed eller tolerance, så skal de værdier også være synlige i det nære - også med alle de udfordringer, som det rummer. For det er svært at skabe helt ansvarlige og tolerante fællesskaber og individer - selv på højskoler - men vi har nok nogle af de bedste forudsætninger for at gøre det. Især hvis vi er eksplicitte om værdierne og lader eleverne være med til at styrke dem, så de får erfaringer med dem.
Et andet eksempel kan være målsætningen om demokratisk dannelse, som kan være super svær at implementere i hverdagen på en højskole. For hvilke områder skal der være indflydelse på, og hvornår er noget egentlig en demokratisk proces og beslutning? Men netop fordi det er svært, er det næsten endnu mere relevant for os i højskolerne, for hvis vi kan finde løsninger og modeller i det nære fællesskab, så er der chance for, at eleverne kan viderebringe erfaringerne til andre fællesskaber, som de senere bliver en del af.
Handling bag ordene
Vi skal gøre værdierne så jordnære, at de bliver nogle, man kan handle på, og som rækker ud i samfundet uden for højskolen. Det stærke fællesskab, som findes på højskolerne, og de frie rammer, vi har, idet vi ikke er underlagt et fastlagt pensum eller eksamensplaner, gør, at vi har et helt unikt udgangspunkt for at eksperimentere med undervisningen. Eleverne er som regel topmotiverede og trygge ved hinanden og læringsrummet, hvilket for nogen kan være en helt ny oplevelse ovenpå gymnasietiden. Derfor bør vi blive bedre til at tænke i alternative undervisningsmetoder og definere aktuelle læringsmål, der både har relevans for de unge og for den verden, som vi er i.
Og vi må godt have høje ambitioner, men vi skal ikke imitere det formelle uddannelsessystems ensidige fokus på at styrke kompetencer ud fra en markedslogik, hvor uddannelsens mål desværre bliver, at man skal tilegne sig kompetencer for egen (fremtids) skyld. Det har de unge haft masser af, så derfor vil det være befriende for dem at få en pause fra det pres. Vi skal turde fokusere på kompetencer, som er nødvendige for vores (fremtids) skyld. På Verden Brænder arbejder vi med aktionslæring som metode, hvor eleverne lærer om aktivt medborgerskab ved at lave en reel kampagne, der rykker ved noget i samfundet, som de er utilfredse med. Her skal eleverne sammen diskutere overordnede mål med kampagnen, men de skal også konkretisere og operationalisere de højtsvævende målsætninger, så de kan føre dem ud i livet.
Det er fascinerende at opleve, hvordan de opnår handlekompetencer og erfaringer med at fremme en given sag uden for skolen. De vokser mindst en halv meter, og de får tilmed blod på tanden i forhold til at turde gøre det igen. Det er styrken ved at arbejde sammen om større mål, og det er stort, når de også kommer med løsninger på de problemer, som vi står overfor. Det kan gøres med alle fag, og der er nok af problemer at tage fat på. Det kan være klimaforandringerne, den skrantende folkesundhed, integrationen, autoritære strømninger eller politisk apati, som eleverne udfordres til at gøre noget ved.
Værdierne kan således give de unge retning og mening i en stresset tilværelse. Derfor skal vi på højskolerne slå på det frisættende i at være forbundet i et fællesskab, hvor der ikke er fokus på, hvordan man bedst klarer sig i samfundet, men hvordan samfundet bedst klarer sig. Det er der brug for i dag - både for deres og vores skyld.