Af Andreas Harbsmeier, foto: Brian Berg
I efteråret 2012 sidder Søren Lerche til lærermøde på Grundtvigs højskole. For de andre lærere er det en helt almindelig onsdag. Men for Søren er det anderledes. Han har forberedt sig på dette møde. Han vil fortælle kollegerne om sin fortid. ”Jeg har noget, I skal læse,” siger han til kollegerne og går ud af lærerværelset og ind på sit eget kontor og henter 20 eksemplarer af forordet til sin bog, som han har arbejdet på i nogen tid, men som ingen af lærerne endnu kender til. Tilbage på lærerværelset lægger han papirerne på bordet foran lærerne.
Han vil gerne fortælle noget. Men halsen snører sig sammen, han kan ikke rigtig formulere sig, og nøjes med at sige ”læs det her”. Imens de læser, får Søren lidt ro til at samle sig.
For nogen af kollegerne gav det rigtig meget mening, da de havde læst om min fortid. De forstod mit sociale engagement. De forstod, at jeg var god til at tale med elever, der røg hash. De forstod mit engagement i unge, der havde en kriminel fortid.
Søren Lerche
I forordet kan kollegerne nu læse, hvordan Søren igennem otte år – frem til 2002 – har været en del af det autonome miljø. Hvordan hans engagement i det venstreradikale miljø gradvist gør ham mere og mere voldelig. Hvordan han fuldt og fast troede på, at man kunne skabe en bedre verden gennem voldelige aktioner. Og hvordan han bliver en del af et autonomt tæskehold, der rykker ud, når nogen har spottet en nynazist. Det er også beskrevet, at han bliver medejer af tre hashklubber og De Brune Bude – en budservice, der bringer hash ud til kunder i København. Og hvordan han endte isolationsfængslet i Vestre Fængsel.
Det er en vanskelig situation for Søren. De er kolleger, deres børn har leget sammen. De har festet sammen, de har rejst sammen, de har lærermøder sammen, men Søren har aldrig fortalt om sin fortid.
Bred forståelse
I dag er det tre uger siden, bogen udkom. Søren er stadig lærer på Grundtvigs Højskole. Bogen, som forordet var en tidlig udgave til, har fået titlen Autonom, Pusher, Mentor, og er blevet til i et samarbejde med journalist fra Dagbladet Information, Ulrik Dahlin. Bogen har skabt en hel del opmærksomhed. Den er blevet omtalt i alle de store aviser – og Søren har været på forsiden af Ekstra Bladet.
Han sidder i et tomt musiklokale på højskolen og fortæller om reaktionerne. Han taler hurtigt og præcist, men blikket er let flakkende og hænderne urolige.
”For nogen af kollegerne gav det rigtig meget mening, da de havde læst om min fortid. De forstod mit sociale engagement. De forstod, at jeg var god til at tale med elever, der røg hash. De forstod mit engagement i unge, der havde en kriminel fortid. De forstod, hvorfor jeg ofte sad på lærermøder og argumenterede for, at en elev ikke skulle smides ud, men at man skulle arbejde med ham. En af lærerne sagde: ’Nu giver det hele lidt mere mening.’
Andre forstod simpelthen ikke, hvorfor jeg ikke havde sagt noget. Grunden var, at det var tabu. Når man har gået så lang tid uden at fortælle det – bliver det bare sværere og sværere at fortælle det.”
På sin vis er han glad for, at han ikke havde fortalt det til at starte med.
”Så har folk lært mig at kende som den person, jeg også er. Men de har ikke lært hele Søren Lerche at kende. Bogen er også kun en del af mig. Den handler om min radikalisering.”
Der har dog været enkelte personer i det autonome miljø, som ikke synes, at den historie skulle fortælles, eller som har andre erindringer om, hvad der foregik.
Nordkøbenhavnsk opvækst
I Værløse nord for København voksede Søren op i, hvad han selv beskriver som en velfungerende kernefamilie med de udfordringer og skænderier, der nu engang hører sig selv. Forældrene er venstreorienterede og engagerede i både deres arbejde og i politik. Det er sådan et hjem, hvor det bliver betragtet som for voldeligt at se Tom & Jerry. Det er også et kærligt hjem, hvor forældrene sidder med i børnehavens bestyrelse og er engagerede i Sørens skolegang. De havde et tæt forhold, indtil Søren som 15-årig begyndte at ryge hash hver dag.
Jeg var med til at radikalisere mig selv.
Søren Lerche
Han blev aldrig glad for at gå i skole i Værløse. Og i stedet for at starte på det lokale gymnasium, begynder han på Det Fri Gymnasium på Nørrebro og flytter alene til København. Det Fri tiltrækker mange unge venstreorienterede, og Søren bliver involveret i forskellige politiske aktiviteter.
Han bliver på den måde gradvist en del af det autonome miljø, deltager i demonstrationer og bliver en engageret skribent for tidsskriftet Propaganda, hvor han blandt andet bliver optaget af frihedsbevægelser i Syd- og Mellemamerika og den baskiske organisation ETA, der bruger volden som et politisk instrument. Han har skiftet gymnasiet ud med den frie ungdomsuddannelse, og i sine artikler forsvarer Søren brugen af vold.
”Jeg var med til at radikalisere mig selv,” fortæller han her mange år senere. Men forældre og gymnasiet så det i første omgang som en sund udvikling.
”Jeg var elendig i skolen og dårlig til at stave, og lige pludselig skriver jeg lange artikler til et tidsskrift og engagerer mig politisk. Selv om mine forældre var pacifistister kunne de se, at jeg virkelig var optaget af noget.”
I bogen fortæller Søren kritisk om sin studievejleder på Det Frie Gymnasium, der støttede ham i hans holdninger, der ifølge Søren selv var 80% destruktive og udviklet i et meget lukket fællesskab. Selvkritikken var slet ikke til stede.
”Den samme vejleder skrev til mig, efter at bogen var udkommet. Han var ikke enig i kritikken. Han så mig dengang som en politisk entreprenør.”
Kriminaliseringen
Som 23-årig flytter Søren ind i Bumzen, et gammelt BZ-kollektiv på Nørrebro. Han er stoppet med at ryge hash og bruger den nyvundne energi på at forberede sig til en mere voldelig politisk kamp under inspiration fra ETA. Han bliver kriminel. Sammen med andre autonome fra Bumzen begynder han at stjæle biler for at have køretøjer til rådighed i tilfælde af en revolutionær situation.
Jeg er forundret over, hvor brutale vi var. Og at vi kunne grine af det – og fortælle røverhistorier om det bagefter. Vi havde simpelthen ingen empati. Og jeg har lavet de mest sindssyge ting med brosten i Tyskland.
Søren Lerche
De bliver også enige med hinanden om, at det ville være en god ide at skaffe penge til at finansiere revolutionære aktiviteter ved at sælge hash. Og Sørens entreprenørånd bliver nu udlevet i etableringen af først en, siden to yderligere hashklubber. Hashklubberne bliver suppleret af De Brune Bude, en alternativ budtjeneste, der leverer hash til døren.
Pengene fra hashsalget bliver aldrig brugt til politiske aktiviteter, men Sørens status i det autonome miljø stiger, og han bliver også en del af et tæskehold, der rykker ud, når nogen har spottet en nynazist et sted i byen. I bogen er der detaljerede beskrivelser af, hvordan holdet smadrer de nynazister, de rykker ud til.
”Jeg er forundret over, hvor brutale vi var. Og at vi kunne grine af det – og fortælle røverhistorier om det bagefter. Vi havde simpelthen ingen empati. Og jeg har lavet de mest sindssyge ting med brosten i Tyskland.”
Bogen er ikke blevet skrevet som en slags bodsgang for Søren Lerche. Han har fået en dom på ti måneders fængsel for hashsalg, hvoraf han har afsonet fem af dem og desuden siddet to måneder i isolation. Men volden er han aldrig blevet dømt for.
”Det har skabt meget ubehag at skrive bogen. Det gør ikke, at jeg får det bedre. Det skaber også ubehag lige nu, når jeg fortæller om det. Jeg gør det ikke for, at offeret skal tilgive mig. Nogen i det autonome miljø har skrevet til mig, at de ikke har kunnet sove i fire-fem dage, efter at de har læst bogen. Det har også ribbet op i en masse hos nogen, der egentlig havde fortrængt det ligesom mig. Det bringer en masse følelser i spil.”
”Det er ikke et forsøg på, at jeg eller andre skal få det bedre. Nogle gange har det et forløsende potentiale. Men man bliver også konfronteret med al lortet igen. Jeg kunne også bare gå til psykolog og tale om det. Ved at fortælle om det i en bog udsætter jeg mig selv for en stor risiko for at rage en masse konflikter op. Og for at folk dømmer mig for den fortid, jeg har.”
Legitim vold
Entreprenørgenet har Søren bevaret i sit arbejde på højskolen. Først på Krogerup Højskole, hvor han startede, da han havde udstået sin fængselsstraf. Siden her på Grundtvigs Højskole, som han har skabt megen synlighed for ved blandt andet at arrangere konferencer om bandekriminalitet og radikalisering. Og ved at arbejde med unge, der ligesom ham selv kom fra kriminelle miljøer.
”Højskolen var en form for åbenbaring. Alt det jeg kunne udrette. Jeg kunne spille en rolle. Jeg kunne udrette meget mere her end ved at skrive til Propaganda, lave kollektiver, lave byhaver. Jeg oplevede noget af det fællesskab, jeg opsøgte i det autonome miljø. Men jeg oplevede også, at jeg kunne sætte en dagsorden – at vi som højskole kunne være kritiske over for samfundet.”
Men selv om Søren begynder at arbejde med unge, der har erfaringer, der minder om hans egne, er han ikke åben om sin egen fortid. Han fordrer tillid fra de unge, men kan ikke selv vise dem den samme tillid.
”Alt hvad jeg sagde, modificerede jeg. Til sidst syntes jeg ikke, det var ærligt. Slet ikke, når jeg skal arbejde med unge, der kommer med deres ærlighed over for mig. Det ødelagde noget.”
Det er ikke kun i forhold til arbejdet, at det langsomt bliver svært for Søren at gå rundt og holde sin egen fortid skjult. På et tidspunkt har hans datter en veninde på besøg. ”Pludselig spørger min datter: ’Kender du nogen, der har siddet i fængsel?” Helt i panik svarer jeg nej. På trods af at jeg arbejder med folk, der har siddet i fængsel. Jeg var bange for, at de skulle finde ud af, at jeg selv har siddet i fængsel.” I dag ved Sørens børn godt, at han har siddet i fængsel, men på det tidspunkt havde han ikke selv forliget sig med sin fortid.
Mentor for unge
Selv om Søren i dag ikke længere færdes i autonome miljøer – og tager kraftigt afstand fra volden – har han dog stadig noget af idealismen tilbage, som han arbejde ud fra på Propaganda. Her besøger han Zapatisterne i Mexico, rejser til Cuba og diskuterer med unge baskiske aktivister hos ETA i Spanien. Det er med til at inspirere ham og er endnu et skridt i retning af radikalisering. Søren udviklede den holdning, at vold kan være et legitimt - og et nødvendigt politisk middel.
”I nogle tilfælde vil jeg stadig sige, at vold kan være legitim. Hvis vi taler om Latinamerika og undertrykkende regimer. Og i nogle få, få tilfælde mener jeg også, at man har kunnet se, at der er kommet noget positivt ud af et oprør. Men ellers mener jeg, at der opstår en forråelse i kølvandet hos de mennesker, der har udøvet volden. De har fået en kynisme. Der sker et normskred.”
”Jeg har det personligt sådan, at jeg ikke tror, det er sundt, når nogen tror, de har patent på sandheden. Man kan formå at gøre en større forskel, hvis man kan forholde sig kritisk til sit eget ståsted, og hvis man formår at samarbejde med folk, man ikke er enige med,” fortæller han.
Netop det har været kernen i det arbejde, Søren laver i dag. I al sin tid som højskolelærer har han beskæftiget sig med unge, der kommer ud af radikaliserede miljøer. I dag er han desuden leder af den danske afdeling af Fryshuset. En NGO, der arbejder på at etablere aktivitetshuse i forskellige kommuner og igangsætte gadeplansarbejde, hvor de involverer uroskabende unge. De udvikler også afradikaliseringsprogrammer, hvor de bruger de unges vrede til konstruktive løsninger af samfundets udfordringer og hjælper dem i job og uddannelse.
”Når du er i et ekstremt miljø, der anvender vold, så bliver du nødt til at lukke ned for dine følelser. Hvis du først åbner op, så bliver du sårbar. En af de unge, jeg beskriver i bogen, er et tidligere bandemedlem, der stadig var medlem af banden de første to måneder, han gik her på højskolen.
”Kontrasten mellem at være på en højskole med venskaber, oplysning, lærere og mig som mentor – og så ud og stå vagt i et boligområde med en skarptladt pistol – var for meget for ham. De to timer han skulle holde vagt var de længste i hans liv. Da han kom tilbage på højskolen bad han om hjælp til at komme helt ud af det.”
Det var også en mentor-elev – et tidligere bandemedlem – der fik Søren til at tale åbent om sin fortid. Eleven syntes, at Søren forstår hans situation bedre end nogen andre, han har mødt. Eleven får lov
at læse det forord, som Søren en uge efter viser til sine kolleger på højskolen.
Et almindeligt liv
I dag har Søren Lerche to små børn og bor med sin kæreste i en lærerbolig på højskolen. Fængselsopholdet og en genetablering af kontakten til hans forældre og søster hjalp ham til at komme ud af de kriminelle miljøer. Han fik taget en Hf-eksamen og begyndte at studere på RUC.
Her begyndte han at forholde sig kritisk til sine egne overbevisninger – og sad pludselig til en forelæsning og tænkte ”Hold kæft, hvor er jeg blevet hjernevasket.”
Højskolen var en form for åbenbaring. Alt det jeg kunne udrettet. Jeg kunne spille en rolle. Jeg kunne udrette meget mere her end at skrive til Propaganda, lave kollektiver, lave byhaver. Jeg oplevede noget af det fællesskab, jeg opsøgte i det autonome miljø. Men jeg oplevede også, at jeg kunne sætte en dagsorden – at vi som højskole kunne være kritiske over for samfundet.
Søren Lerche
”Folkeoplysningen, den demokratiske dannelse – og medborgerskabet – idealerne på højskolen – har gjort, at vi har stået på en platform, hvor folk har villet indgå i dialog med os. Jeg har haft besøg af Søren Krarup, Jesper Langballe og Tariq Ramadan, af tidligere nazister, tidligere bandemedlemmer og ofre, der er blevet udsat for venstreekstremisme – af Rikke Hvilshøj, som fik tændt ild til sin bil. Det var en verden, hvor folk gerne ville diskussionerne på tværs af holdninger.”
”Alle højskoler burde løfte den opgave, at få unge, der har været ude i det ekstreme eller været involveret i kriminelle miljøer, engageret i noget andet og positivt. Men der er ikke mange, der gør det. Og dem, der gør det, er i nogle tilfælde ikke kvalificerede til det.”
Lige som Søren har kunnet vende den energi, rastløsheden og idealismen til positive aktiviteter, ser han nu muligheder for de tidligere bandemedlemmer, han arbejder med på højskolen og i Fryshuset.
”Der er et enormt projektlederpotentiale i mange af de mennesker. Det handler om at finde deres ressourcer. Hvor de kan spille en rolle og gøre en forskel. Vi skal sætte de unge i nogle positioner, hvor de begynder at være kritiske. Men den måde, vi i Danmark generelt arbejder på, er klientgørende. Det kan være her på højskolen, i kommunen, i medier. Vi skal kigge på dem som medborgere, hvor de er en del af løsningen.”
På højskolen har Søren været en del af løsningen i godt 6 år. Ingen af lærerne har taget afstand fra ham, siden han fortalte om sin fortid. Tværtimod har han fået meget anerkendelse for at stå frem og fortælle sin historie.
Blå bog
Søren Lerche
Født 1975.
Uddannet i kommunikation og sprogmødestudier fra RUC. Lærer på Krogerup Højskole, derefter på Grundtvigs Højskole i Hillerød. Leder af Fryshuset (2015) som arbejder med unge, der er på vej ud af bander og ekstremistiske miljøer. Medlem af EU-kommissionens Radicalisation Awareness Network og laver hvert år studieture og konferencer for professionelle. For nylig udkom bogen Autonom, Pusher, Mentor om Sørens radikaliseringsproces på forlaget Gyldendal.