Af Steen Nepper Larsen, lektor v. Institut for Uddannelse og Pædagogik (ex-DPU), Campus Emdrup, Aarhus Universitet. stla@edu.au.dk & www.gnosis.au.dk & medlem af bestyrelsen for Sophia – tænketank for pædagogik og dannelse: www.sophia-tt.org
De smukke fortællinger om den efterhånden mere end 170 år gamle højskole får endnu engang mæle. Glade og livgivende formuleringer står i kø i en ny bog med titlen Højskolepædagogik - en fortælling om livsoplysning i praksis.
Afgørende er det at lære noget, man ikke på forhånd troede, man kunne. Af lyst og uden tvang at undre sig over eksistensen og at åbne sig over for verden uden angst. I fri selvvirksomhed at nyde og at give sig et sagligt formidlet møde i vold uden at skulle til eksamen. At bo og at leve sammen med andre på en intens, krævende og givende heterotop (et "mod-sted") 24 timer i døgnet i mange uger i træk. At gå på saglighedens bro, mens man dvæler ved tingene, beundrer kunstneriske ydelser og at forundres over verdens vrimmel, skønhed, foranderlighed og uforstand. At tænke, skrive, tale, skabe, bevæge sig og at få udvidet sin horisont sammen med andre i et tæt og forpligtende fællesskab. At møde lærere, der ikke blot brænder for deres fag, men også elsker at holde skole. De engagerede møder kræver tilstedevær og åndsnærvær. Her er læring ikke et mål i sig selv, men en vej til dannelse og livsoplysning. Her trives den levende vekselvirkning og den levende fortælling. Demokratisk dannelse, folkelig oplysning, faglig fordybelse og fællesskab er ikke bare ord på papir, men levet praksis.
Umiddelbart er der tale om resultatet af et meget imponerende projekt. Folkehøjskolernes Forening i Danmark satte med støtte fra Kulturministeriet et ambitiøst internt arbejde i gang i 2013. Den højskolepædagogiske praksis skulle blotlægges og diskuteres af højskolens egne folk (forstandere, lærere og elever). I del I giver Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller et 150 siders bud på højskolepædagogikkens vilkår og praksis. I del II, der fylder 100 sider, samles først 11 "Stemmer fra højskolen" (forstandere og lærere) og dernæst følger fem forskeres forsøg på at sætte højskolepædagogikken på begreb og at udfordre den under overskriften "Perspektiver på højskolen".
Bogens sidste to sider er viet hele 34 værkkondenserende "Statements om højskolepædagogik". Hér skal blot ventileres nogle få: "Højskolepædagogik er en invitation til at engagere sig i og udforske livet." "Højskolepædagogik er medskaben". "Højskolepædagogik sigter mod at lære sig selv bedre at kende og derved udfordres til at tage ansvar i fælleskab med andre". "Højskolepædagogik er dannelse i forpligtende fællesskab i kostskoleformen, hvor forskellighed, frihed, faglighed og idealisme er bærende elementer." "Højskolepædagogik er ubegrænset af lukketid."
For få katte i hyttefadet
I 1992-1999 var jeg fastboende lærer på Krogerup Højskole i Hal Kochs 'gamle' hus, og det er på sin vis trygt og rart efter næsten 16 års fravær at erfare, at alt er ved det gamle. Højskolen og dens mange akkompagnerende stemmer er ovenud begejstrede for og over sig selv. Men er det overhovedet rigtigt, at der er "en særlig pædagogisk praksis" ude at gå i "højskolen"? I min tid var hverken pædagogikken, didaktikken, undervisningsformerne eller dannelsesidealerne identiske i keramiklokalet, skriveværkstedet eller på fotoholdet. Det forekommer mig, at bogen ikke spørger nysgerrigt og reflekteret nok til forholdet mellem højskolepædagogikkens fælles- og særtræk. Den ønsker partout at fremstå som en unison fortælling. Hvorfor mon?
Nogle få gange titter der lidt samfunds- og samtidskritik frem i spalterne. Hvordan sikrer højskolen sig, at den ikke blot bliver til et "tilbud i oplevelsesøkonomien, som vi kan benytte os af?", spørger Rahbek og Møller, og tidl. forstander ved Silkeborg Højskole Carsten Kristiansen pointerer: "Højskolen er på én gang et frirum, et åndehul og et vandhul med plads til at tænke selv - med tanke for andre; velvidende at den ikke er, hvad den herskende tidsånd i overvejende grad efterspørger, men det bliver den jo ikke mindre sand af", og den norske pædagogikprofessor Tom Tiller spørger, om folkehøjskolen "klarer å overleve tidens tekno-økonomiske rasjonalitet og New Public Management", der kun synes at have øje for det, der kan "veies og måles og framsettes i tall og statistikk".
Men på intet tidspunkt gør de mange bidragydere eller de to forfattere sig systematiske overvejelser over, hvordan højskoleeleverne kan lære at håndtere de dilemmaer og krav, de kommer til at være underkastet og leve 'med' i det anmassende kapitalistiske konkurrencesamfund. I en tid, hvor arbejdet individualiseres og arbejdskraften personliggøres, og hvor mange af os til dagligt må sande, at der økonomiseres benhårdt og strategisk med det ikke-økonomiske (herunder viden, krop, begær, sprog, kommunikation, kunst, kreativitet, drømme etc.), er det meget pauvert endnu engang at høre gamle, slidstærke Grundtvig-citater gentaget og at bivåne henførte kærlighedserklæringer til elevfællesskabet og samværet inden for murene. Thi uden for murene hersker en række stærke rationaler og en række begreber, som højskolens elever næppe bliver dummere af at lære at tyde og kritisere i tænkende og handlende fællesskaber. Store dele af samfundet kræver, at du tager en ja-hat på, og højskolen kunne gøre det til sit adelsmærke at drøfte, hvordan tvangen til positivitet og servil adfærd kan bekæmpes.
Når blikket vendes indad mod branchen selv, bliver det samtidig umuligt at rejse en grundig diskussion af, hvorledes højskolen legitimerer og skal legitimere sig internt nationalpolitisk og på den globale scene i det 21.århundrede. Skal forsvaret bl.a. bestå i, at højskolepædagogikken i bestemt form éntal 'sælges' som et særligt dansk kultur-produkt? Lav magtdistance og høj deltagelse som særegne (og perverse) konkurrenceparametre? Eller er der magtfulde kræfter i det postdemokratiske og neoliberalt inficerede samfund, der pønser på at 'slanke' højskolen (skære tilskud væk, tvinge den til ud i en mere markeds- og selvfinansieret praksis) eller måske ligefrem kommer til at blive dens banemænd?
Dogmekritikkens fravær
Hertil kommer, at de ikke blot de to forfattere, men også mange af de inviterede bidragydere, helt og aldeles forudsigeligt og redundant føler sig kaldet til at kontrastere den rationelle erkendelse, det funktionelle og instrumentelle sprog og hjernens dannelse på den ene side med hjertets dannelse og den historisk-poetiske forståelse på den anden. Man skal ikke have gået længe på højskole og/eller haft med højskolefolket at skaffe for at fatte, at førstnævnte udelukkende er af 'det onde', hvorimod sidstnævnte er god, ægte, autentisk og folkelig. Men problemet er 'blot', at det myto-poetiske hjertesprog selv er en behændig sproglig konstruktion, og at præcise begreber kan kvalificere og udfordre ikke blot de kropslige og æstetiske oplevelser, men også skænke fællesskabet noget at tale begavet, prøvende og smittende om. Hvornår bliver 'højskolen' moden til at overskride sine egne fordomme om tænkningens farlighed og ufolkelighed? Er 'den' bange for den sprogkritik, der kritiserer 'dens' egne dogmer?
Bogen havde vundet i kvalitet ved at have inviteret nogle flere syrlige og utraditionelt tænkende skribenter med, der kunnet have stillet både upraktiske og teoretiske spørgsmål til praksis. Men uagtet de her anførte kritiske anmærkninger kan jeg alligevel på det bestemtest anbefale bogen til læsere, der måtte have lyst at blive oplyst om højskolens og højskolepædagogernes aktuelle selvforståelse.
Højskolepædagogik - en fortælling om livsoplysning i praksis
Af Rasmus Kolby Rahbek & Jonas Møller m.fl.
Forlaget KLIM 2015
256 sider