Af Højskolebladet
Rasmus Willig: Jeg ser i øjeblikket en ny revolution, som går forholdsvis ubemærket hen. Den er nærmest større, end da kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Over 700.000 mennesker har fået sig et medlemsskab til et fitnesscenter. Der er tale om en folkebevægelse. Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor bevæger de sig ind i et dårligt ventileret ildelugteden lokale? For mig at se er de gået i træningslejr for at blive gode konkurrencesoldater. De skal passe med konkurrencestatens fordringer om at være mere fleksible. Ydersiden skal passe med indersidens mentale fordringer. De skal blive mere effektive og her kommer kroppen ind i billedet. Jeg tror ikke, det er en sund udvikling, i hvert tilfælde ikke en sund samfundsudvikling.
Simon Finnerup og Trine Sønderholm Larsen: Vi er helt enige! I fitnesskulturen har man en tendens til et umådeholdent fokus på enkeltindividets præstation. For os vil det sige, at fitnesskulturen fordrer, at man skal kunne "se ud som" i stedet for at opleve - altså at formen frem for funktionen er vigtigst.
Idræt skal dyrkes sammen med andre og fungere som delelement i en fælles demokratisk og folkelig dannelse.
Rasmus Willig: En anden ting, som gør mig bekymret, er et snigende krav om at blive mere robust - at de unge skal galvanisere sig for at kunne klare det moderne samfunds udfordringer. Idræt er et sådant redskab, altså til at blive mere robust. Er det en tendens I ser på højskolerne?
Simon Finnerup og Trine Sønderholm Larsen: Ja, nogle af vores elever ankommer sårbare, konfuse og usikre over for de mange valg, som livet i dag består af. De kommer med et håb om at kunne modstå og forvalte pres og selvpres. Som højskole står vi ofte midt i det dilemma, at vi må tage hånd om nogle kropskulturer, som vi ikke umiddelbart kan forlige os med. Det gælder for eksempel præstationskulturen. Der er helt klart en risiko for, at idrætshøjskolerne bliver spændt for en politisk vogn, hvor åndløs idræt ophøjes til eneste saliggørende redskab for eksempelvis det lærende menneske.
Rasmus Willig: Og kritikken af denne tendens, hvordan forvalter I den? Jeg er nysgerrig, for jeg har også svært ved at se, hvor modstanden er - udover de unge, som får anoreksi eller bliver vildt overvægtige. Den ene gruppe forsøger desperat at få sygelig kontrol, og den anden har sluppet helt. Det er vel en form for demo? Hvordan taler I med de unge mennesker om det? Og ikke mindst hvordan reagerer de på sådanne spørgsmål?
Simon Finnerup og Trine Sønderholm Larsen: Nogle af vores elever præsenterer ofte et stort forventningspres. Det er ofte en stor opgave for os at få eleverne til at sænke skuldrene og glemme den evige målsætning. Uden tanke på deres individuelle vækst, på deres cv - og på fysisk og æstetisk optimering. I fællesskabet forsøger vi at perspektivere tilværelsen - også den del, der gør ondt og involverer anoreksi og overvægt, som du skriver. Det overrasker mange elever, som forventer, at vi tilbyder dem et ensidigt træningsophold, og langt hovedparten af vores elever er faktisk meget sultne efter at opleve denne dimension af fællesskabet, også selvom de kan være uvante med situationen.
Om Rasmus Willig:
Rasmus Willig er sociolog og forsker i begrebet kritik på Roskilde Universitet. "Kritikkens U-vending" er hans seneste bog.
Om Simon Finnerup og Trine Sønderholm Larsen:
Begge underviser på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
Trine Sønderholm Larsen underviser i Rytmisk Gymnastik, Udtryk og bevægelse. Hun har en lederuddannelse og underviser også i dansk som andetsprog. Hun er læreruddannet fra Frederiksberg og Skårup Seminarium.
Simon Finnerup er cand.mag. i dansk og religion. Han studerer Børne- og ungdomskultur og æstetiske læreprocesser. Han underviser i "Verden og mig" og "Intercultural Studies".
