Den gyldne Grundtvig 2015 til Lone Landmand

Publiceret 20-10-2015

Odder Højskoles kulturpris, Den gyldne Grundtvig, går til forfatteren, debattøren, bloggeren, ildsjælen, og først og fremmest landmanden, Lone Vitus. Prisen på 10.000 kr. overrækkes på højskolen den 10. november

Af Andreas Harbsmeier

Den gyldne Grundtvig bliver uddelt af Odder Højskole hvert efterår. Tidligere prismodtagere tæller navnkundige danskere som Steffen Brandt, Johannes Møllehave, Benny Andersen, Niels Hausgaard og senest digteren Jens Rosendal. Men i år er priskomiteen gået i en anden retning.

Lone Vitus, forfatter, debattør, blogger, men først og fremmest landmand, er året prismodtager. Hun er nok bedst kendt under sit bloggernavn, Lone Landmand. Under det navn har hun blandt andet blæst til debat i medierne om den måde vi omgås dyr og deres velfærd på.

Og det er da også for arbejdet med formidlingen, at hun tildeles prisen.

"Lone Landmand, får prisen for, gennem sit vedholdende, engagerede og indsigtsfulde arbejde med at formidle vigtige og aktuelle spørgsmål om bæredygtighed og grøn omstilling på en folkelig, skarp og vedkommende facon, at bidrage til den folkelige oplysningstradition og kultur, som den danske folkehøjskole udspringer af," siger formand for komiteen bag Den gyldne Grundtvig, Bo Klindt Poulsen.

Prisen overrækkes på Odder Højskole den 10. november. Men Lone Vitus er allerede orienteret om, at hun får prisen.

"Bevidstheden om at den daglige indsats med formidling er påskønnet både af læserne og mere officielt i form af en højskolekulturpris betyder noget indeni mig - derinde hvor tankerne bliver til skrevne ord. Det er en varig hæder at lune sig ved, og på dage, hvor man kan betvivle nytten i arbejdet, er kulturprisen en påmindelse om værdien i at blive ved. Ligesom højskolerne fortsat gør på trods af samfundstendenser, der trækker i den stik modsatte retning," fortæller hun.

Om Den Gyldne Grundtvig

Højskolekulturprisen Den gyldne Grundtvig blev uddelt første gang i 1999. Prisen er en højskolekulturpris, som tildeles personer, organisationer eller foreninger, der enten direkte har ydet en indsats for højskoletanken og højskolebevægelsens fortsatte eksistens i det danske samfund eller har bidraget til den folkelige oplysningstradition og kultur, som den danske folkehøjskole udspringer af.

Den gyldne Grundtvig uddeles på Odder Højskole tirsdag den 10. november klokken 19:30 og består af et keramisk kunstværk af Jakob Stig Isaksen samt 10.000 kr. sponsoreret af Arkitektfirma A/S Hune & Elkjær.