Af Jeppe Langkjær, freelanceskribent
Det kan virke som en latterlig, nærmest absurd påstand, men ikke desto mindre er den sand: Det går bedre. Gør vi det store, globale regnskab op, er der plus på bundlinjen. Og hvor vi kunne ønske det anderledes, er der altid håb. Kigger vi tilbage på det forgangne år, er det ellers ikke indtrykket, der står tilbage.
Herhjemme hersker åndsforladtheden og historieløsheden; vores berømte tillidskultur er under voldsomt pres fra konkurrencestaten, og stress, depression og fedme er blevet folkesygdomme. På verdensplan er det største antal mennesker siden Anden Verdenskrig på flugt; voldsomme terrorangreb ramte bl.a. Paris, Kenya, Beirut og Californien, og sidst men ikke mindst er kloden ved at brænde sammen under fødderne på os.
Nej, 2015 gav umiddelbart ikke mange anledninger til optimisme og tro på fremtiden. Der er derfor heller ikke meget at sige til, at statsministerens nytårstale ifølge DR var den mest negativt ladede i ti år.
Vi lever længere og bedre
Og dog. Det forklarer chefredaktør for Verdens Bedste Nyheder, Thomas Ravn-Pedersen: "Den overordnede konklusion på verdens tilstand er faktisk, at vi er i flot fremgang, selvom vi ofte hører det stik modsatte."
Thomas Ravn-Pedersen peger på udviklingen i forhold til de tre parametre, der ligger til grund for FN's Human Development Index: levealder, velstand og uddannelsesniveau.
"De fleste af verdens i alt 193 lande stiger sammenlagt på alle tre parametre. Levealderen er i kraftig fremmarch. Fx lever folk i gennemsnit 31 år længere end i 1990, cambodianerne 16 år og folk fra Bangladesh 11 år. Samtidig er vores indkomst stigende globalt set, selvom ulighed fortsat er et problem. Antallet af fattige lande mindskes, så der om måske 15-20 år slet ikke vil eksistere fattige lande. Og næsten vigtigst stiger uddannelsesniveauet. Tidligere var især kvinder uuddannede, men i dag er der 97 piger for hver 100 drenge, der starter i skole. Vi lever altså både længere og bedre i verden."
Kampen for en positiv dagsorden
Verdens Bedste Nyheder har de seneste seks år gjort en dyd ud af at fortælle de gode historier. Men selvom responsen og efterspørgslen ofte har været overvældende, og forskning viser, at positive nyheder skaber stor værdi for modtageren, har vi et helt andet indtryk med os fra 2015.
Men hvorfor? Det skyldes primært to omstændigheder, mener Thomas Ravn-Pedersen: mediernes rolle som kritisk vagthund og de formater og det nyhedspres, de er underlagt.
"Mediernes traditionelle rolle som den fjerde statsmagt trækker i en negativ retning. Kritisk journalistik bliver tit oversat til kritisk negativ journalistik, fordi det dybest set bliver et spørgsmål om at påpege fejl. Samtidig er de positive nyheder tit slow-motion-nyheder. Dem kan man ikke bringe hver dag, og derfor er de næsten umulige at passe ind i en medieverden, hvor der skal produceres nyheder hver time," fortæller han og erkender, at kampen for at få skabt en positiv dagsorden er hård.
Heldigvis for Thomas Ravn-Pedersen og alle os andre er der dog rigtig mange af de gode historier at bruge i kampen: Der er næsten dobbelt så meget beskyttet natur i verden som for 20-25 år siden; antallet af mennesker, der dør af malaria, er mere end halveret på femten år, og kurven over AIDS-smittede, der i 90'erne steg eksplosivt, er knækket, og i dag kan selv HIV-smittede mødre føde raske børn, fordi effektiv medicin forhindrer overførsel af smitte.
"Vi har efterhånden fået opbygget et kildenetværk, og vi får tilsendt rigtig mange historier fra organisationer og andre rundt omkring, som spørger: 'Er det her ikke en Verdens Bedste Nyhed?'", fortæller Thomas Ravn-Pedersen, men han understreger samtidig, at opgaven ikke blot er at fortælle de aktuelle nyheder: "I forbindelse med COP21 satte vi os for at se på fortilfælde af den slags globale problemstillinger. To gode eksempler er syreregnen og ozonhullet, som var nogle af de helt store bekymringer i 80'erne. Syreregnen fik skovene til at visne, og forskere forudså, at vi ville blive ristet som grillkyllinger inden for tyve år, hvis ozonhullet ikke blev lukket. Begge dele fik vi styr på som følge af globale aftaler. Pointen er, at vi har gjort det før. Det skal vi huske, og vi skal fortælle de gode historier, så vi ikke ender i magtesløsheden."
Det menneskelige håb er uudslukkeligt
Skulle magtesløsheden - på trods af sandheden om en verden i bedring - alligevel indfinde sig, er det imidlertid ikke et argument for at lade den indre pessimist få overhånd. Det menneskelige håb er nemlig uudslukkeligt ifølge studieadjunkt ved Aalborg Universitet, Kresten Lundsgaard-Leth.
Han skriver om fænomenet håb og forklarer, at vi som mennesker slet ikke kan lade være med at håbe: "Der er altid grund til at bevare optimismen, fordi mennesket har evnen til at håbe i kraft af sin grundlæggende eksistentielle uafgjorthed. Med uafgjorthed mener jeg, at vi som mennesker altid har haft et mulighedsrum at navigere i. Der er aldrig bare den virkelighed, vi befinder os i. Der er også altid de muligheder, der endnu ikke er her, og deri består grundlaget for, at der altid er håb."
Håbet har altså en afgørende betydning for menneskelivet. En betydning, der der kommer til udtryk på mange niveauer og i mange sammenhænge.
"Med en omskrivning af Kierkegaards stadielære kan man sige, at der er tre fundamentale typer af håb: det æstetiske, det etiske og det religiøse. Det æstetiske håb er håb om helt konkrete muligheder. Det kunne være et helt banalt håb om, at ismanden har min yndlingsis på en varm sommerdag. Det etiske håb er håb om fælles etiske og moralske normer. Fx at ærlighed bør være en bærende værdi i mit parforhold. Det religiøse håb er håb om, at livet overhovedet giver mening - et håb om, at der overhovedet er noget at håbe på," uddyber Kresten Lundsgaard-Leth.
Med andre ord er håbet dybest set en form for erfaring. En erfaring af menneskelivets dybde og brede. Derfor må håbde muligheder, vi håber på, for alt i verden heller ikke oversættes til sandsynlighed, advarer Kresten Lundsgaard-Leth. Sker det, lader vi os begrænse af virkeligheden, som den allerede er.
"Håbet er skrøbeligt, fordi det i sidste ende ikke lader sig begrunde. Omvendt er det bl.a. det, der gør håbet så stærkt: At vi altid kan vælge at handle imod den blot sandsynlige udvikling af tingene. Vi har altid andre muligheder. Et lille eksempel på det usandsynlige kunne være valget af Obama som USA's præsident. Hvem havde for bare femten år siden set den mulighed?"
Håb på trods
Hvor håbet imidlertid viser sin egentlige styrke, er, ifølge Kresten Lundsgaard-Leth, når alt ellers synes håbløst. Når mennesket håber på trods.
"Jeg har på Testrup Højskole diskuteret det her med lyrikeren Theis Ørntoft, som - hvis jeg forstår ham ret - med sin digtsamling Digte 2014 gør et forsøg på poetisk at udskrive den radikale håbløshed. Jeg ser egentlig det forsøg som kilde til en enorm optimisme og håbefuldhed. Selv situationen af absolut håbløshed indeholder for mig at se muligheden for håb, også selvom den mulighed ikke er specificeret, men blot viser sig som håbet om, at der findes en anden virkelighed. Mennesket er, om man så må sige, i stand til at håbe nærmest i kraft af det absurde. Selv hvor der ikke er flere grunde, kan det i trods håbe videre. Det er en form for ultimativt håb. På sin vis vil jeg derfor også hævde, at Theis Ørntoft trods sin ambition bekræfter min pointe. Idet han overhovedet gør et forsøg på denne udskrivning, viser han, at der ligger noget på den anden side af håbløsheden. Man kan lidt abstrakt sige, at den performative konsekvens af hans påstand ville være, at alt stoppede. Men han skriver jo netop digtsamlingen. Han stopper ikke. Det, at vi bliver ved at lede, selvom vi kan synes fortabte, er selve håbet. Den radikale pessimisme slår altså over i den radikale optimisme."
Godt nytår.