Af Bertel Haarder, foto: Polfoto

Det nordiske samarbejde bygger på, at landene finder det fælles ved hver især at finde sig selv. Det er netop opskriften på nutidens nordiske samarbejde mellem 5 – eller rettere 7 eller 8 kulturer.

Det har højskolen altid haft blik for, selvom blikket måske nok flakker lidt i disse år. Forfatteren Jørgen Bukdahl, Askov, sammenlignede i sine foredrag det nordiske samarbejde med den gamle Lillebæltsbro. Først når hvert enkelt nordisk folks nationale egenart står bevidst og afklaret som en bropille, solidt forankret i sænkekasserne på havbunden, kan en virkelig holdbar kørebane lægges ud. Det folkelige er vejen til det universelle.

Det er et samlende grundlag for hele skoleformens arbejde: at fælles ansvarlighed bygger på bevidsthed om eget ståsted.

Bertel Haarder

Derfor skulle højskoleeleverne fra de forskellige nordiske lande ikke først og fremmest blive ens og fokusere på det fælles nordiske. Tværtimod skulle nordmændene blive mere norske, islændingene mere islandske og grønlænderne mere grønlandske. Man skal kende sig selv, sine rødder og sine værdier, før man sammen med andre kan tage ansvar for det fælles. Derfor hejste min far, der var højskoleforstander, som en af de første det færøske flag – og fik polititilhold for det!

For højskolerne har dette livssyn ikke kun omfattet arbejdet med de nordiske elever.

Det er et samlende grundlag for hele skoleformens arbejde: at fælles ansvarlighed bygger på bevidsthed om eget ståsted.

Der kan ellers sagtens findes fællestræk og en solid kørebane i Norden: Vi er nogle af verdens mest velfungerende samfund, hvor der er tillid mellem mennesker; hvor der er ligeværdighed mellem mennesker som ingen andre steder; hvor der er en frivillighedskultur, som kompletterer statens sikkerhedsnet. Vi er gode til det fælles. Og det fælles er især kulturen i bred forstand.

Myternes kraft

Højskolernes interesse for det nordiske er ældre end skoleformen. I flere år før de første højskoler opstod i midten af 1800-tallet, var Grundtvig stærkt optaget af den nordiske mytologi. Han så myterne som de nordiske folks drømme og ønsker. Myterne kunne oplyse og vække til handling, når der var frihed for alle livssyn.

Mange af de første højskoler var stærkt inspireret af Grundtvigs syn på de nordiske myter og derfor levende interesseret i de andre nordiske landes kultur. På højskolerne fortalte man myterne for eleverne, og de blev brugt til at vise, at kampen mellem aser og jætter både er det enkelte menneskes kamp og en kamp mellem to forskellige livsholdninger.

Nogle højskolefolk så aserne som repræsentanter for en folkelig kultur, som er forankret i Norden, mens jætterne repræsenterer en boglig lærdom, som var knyttet til romerne og tyskerne. ”Gud fri os fra Rom”, som Grundtvig skrev.

Et bolværk mod syd

Den mytologiske tilgang blev dog efter nogle årtier afløst at en tilgang, der byggede på at de nordiske lande blev set ud fra et politisk og kulturelt udgangspunkt. Oftest når der var en markant forstander, der talte for den nordiske sag.

Her skal jeg blot nævne tre eksempler. I 30’erne og 40’erne blev Askov Højskole et udgangspunkt for den nordiske interesse. Tre af højskolens lærere, som på hver deres måde var optaget af det nordiske, blev forstandere på andre højskoler: C.P.O. Christiansen tog til Grundtvigs Højskole i Hillerød og arbejdede for en "nordisk kampskole", Poul Engberg tog til Snoghøj og grundlagde den nordisk-europæiske højskole, og min egen far Hans Haarder rejste til Rønshoved og fortsatte i moderne udgave den mytologisk og nordisk inspirerede højskole efter Åge Møller.

Fra de første højskoler blev skabt i midten af 1800-tallet, var de tænkt som et bolværk mod syd. De skulle forsvare den åndelige grænse og sikre danskheden. Den dansk-tyske grænse var og er hele Nordens grænseland mod syd, symboliseret ved, at ikke blot det danske, men også de nordiske flag møder den, der kommer fra syd.

I de senere årtier har vi for alvor åbnet os for Europa og verden. Nogle er derved kommet til at se det nordiske som noget gammeldags og begrænsende. Det er måske en af forklaringerne på, at det nordiske er gledet ud af den politiske debat, og at der i en række år har været færre højskoler, som prioriterede nordiske problemstillinger og elever fra de andre nordiske lande.

Domænetab bør modvirkes

En anden forklaring kan være, at vores nordiske sprog og offentlighed er gledet mere fra hinanden. Vi har sværere og sværere ved at forstå hinandens sprog, og vores medier er i stigende grad domineret af globale medier.

De yngre generationer – også højskoleeleverne – har i de senere år orienteret sig kulturelt mere mod verdenen uden for Norden end mod deres nordiske broderfolk. Men hvis vi mister vores gensidige sproglige og kulturelle forståelse, mister vi gradvist vores nordiske samhørighed og kimen til det tætte nordiske samarbejde. Det vil være et både farligt og unødigt domænetab, som bør modvirkes.

Efter min mening bør vi aktivt styrke sprogforståelsen og den nordiske offentlighed og øge tilgængeligheden af vores kulturprodukter på tværs af de nordiske landegrænser.

Derfor er det godt, når f.eks. unge danskere gennemfører højskoleophold på en højskole i et af de andre nordiske lande. Det er en mulighed som hvert år benyttes af et halvt hundrede unge.

Tanken er ikke, at vi alle skal have den samme levevis og tale det samme sprog. Nej! Ideen med det nordiske fællesskab er, at vi alle lever i hver vores kultur og i vores fælles kultur, som styrkes af det gensidige kendskab og den gensidige forståelse.

Ny aktualitet for det nordiske

Her kan højskolerne stadig spille en aktiv rolle. Jeg ser heldigvis tendenser til, at højskolerne igen vender sig mod de andre nordiske lande. Jeg har fx hørt, at der tumles med idéer om, at de nordiske højskoler igen skal til at udveksle lærere med hinanden. Og Borups Højskole i København har fået mulighed for at optage flere nordiske elever, for at skolen kan udforske, hvordan man bliver bedre til at forstå hinanden på tværs af de nordiske grænser og at udarbejde et undervisningsmateriale, som andre kan have glæde af.

Jeg tror, at når verden nu kommer ind over vores egne grænser, så får vi behov for at finde sammen om, hvem vi er, og hvilke værdier, vi bygger på. Globaliseringen kalder på øget kulturel tydelighed. Kun den, der står for noget, har noget at give til andre. Her kan det nordiske få en fornyet aktualitet.

Kulturen er den lim, der binder os sammen i det nordiske fællesskab. Højskolebevægelsen er en central del af den danske og nordiske kultur og har taget aktivt og levende del i at fremme det nordiske fællesskab. Det er en udfordring i disse år, men forhåbentlig en udfordring, som højskolerne fortsat vil tage op.

Blå bog

Bertel Haarder (F. 1944)

Kulturminister og kirkeminister. Tidligere undervisningsminister. Kandidat i statskundskab med speciale i Grundtvigs frihedssyn. Opvokset på Rønshoved Højskole. Lærer ved Askov Højskole 1968-73.