_{Af Hanne Engberg}

Folkehøjskolen er en gammel historie. Den er snart 200 år gammel og har oplevet lidt af hvert undervejs. Den blev til, mens demokratiet var på vej, og den nationale samhørighed gjorde sig gældende, og begge dele egnede folkehøjskolen sig godt til at rumme og udvikle. Gennem frie samtaler og oplysning om det land og den historie, man som dansker var en del af, og som man var med til at forme fremover.

Siden dens start skete der flere omvæltninger i landet af politisk og national art, og folkehøjskolen mødte udfordringerne og indrettede sig efter dem. Hvad enten den tog positiv stilling til dem eller tog afstand fra dem.

Det stort set meget patriarkalske og kvindeundertrykkende regime, der havde hersket på skolerne, måtte forsvares eller ændres.

Hanne Engberg

Ungdomsoprøret efter 1968 var en stor udfordring for skolerne, et oprør hvis bølgeslag knap nok har lagt sig endnu. Nu var det som tidligere demokratiopfattelsen, der var et omdrejningspunkt og desuden, som noget nyt, forholdene på højskolerne selv. Herunder blev også kønsrollerne påvirket. Det betød, at det stort set meget patriarkalske og kvindeundertrykkende regime, der havde hersket på skolerne, nu måtte forsvares eller ændres.

Indtil ungdomsoprøret havde indretningen på skolerne stort set lignet gode middelklassehjem. Det vil sige med vor far, højskoleforstanderen i spidsen med det afgørende ord udadtil og vor mor som medhjælpende hustru i køkkenet og undertiden også med omsorg for elevernes ve og vel.

Under disse myndighedspersoner var der så en række sønner og døtre, lærere og lærerinder, der skulle lære rollerne at kende, indtil de selv en dag stod i spidsen for en skole.  Underst i hierarkiet befandt tjenestefolkene sig med hverv inde og ude. De fik løn for at betjene familien, og som regel befandt de sig godt i den hjemlige atmosfære på skolerne.

Udefra kom så eleverne, der skulle lære både roller og indretningen af gode hjem at kende. Foruden at nyde godt af undervisning i vigtige emner.

Alt dette ville ”68” ændre på. Både med hensyn til indhold og form. De fleste skoler lavede da også lidt om på omgangsformen og indretningen af skolerne. Fællesmøder, hvor alle kunne kommet til orde og i begrænset form også kunne ændre på undervisningen, blev indført. Elevernes deltagelse i det praktiske arbejde på skolerne blev nu naturligt både som en økonomisk hjælp til skolen og i mange tilfælde også med et ideologisk formål. Elever skulle ikke blot lade sig betjene men også selv yde en praktisk indsats.

Selv har jeg oplevet udviklingen på disse fronter fra min elevtid i 50`erne på Askov og Krogerup højskoler til min tid som lærer i 60`erne på Båring højskole og nogle år i 70`erne som lærer og forstander på Kolding højskole (valgt ved lodtrækning blandt lærerene!) Hele forløbet fra naiv og begejstret højskoleelev til hærdet og kritisk lærer i Båring og Kolding har jeg beskrevet i bogen ”Mit højskoleliv” fra 2014.

Kolding højskole var en udløber af ungdomsoprøret på Askov højskole i 1970-71. Lærere og elever delte sig i to grupper for og imod ændringer på skolen. Oprørerne lagde vægt på elevdeltagelse i planlægningen af undervisningen og på, at samfundskritiske holdninger og aktiv deltagelse i samfundslivet uden for skolerne skulle præge skolen. Samtidig krævede de friere omgangsformer mellem kønnene på skolerne og åben tilladelse til brug af lettere narkotiske midler såsom hash.

Sideordnet med indtagelse af øl og anden spiritus, der jo var tilladt. Kort sagt var der lagt op til delvis opløsning af alle kendte strukturer på skolen. Anarki sagde nogle, begrundet medindflydelse sagde andre.

Resultatet af Askov-oprøret blev som bekendt at otte lærere måtte forlade skolen, hvorefter de fire af dem startede deres egen skole i Kolding. Det usædvanlige ved situationen var (foruden let adgang til statstilskud), at lærerne besluttede at bygge skolen selv med hjælp fra uddannede håndværkere og interesserede fra hele landet. For skellet mellem teoretisk og praktisk arbejde skulle så vidt muligt nedbrydes. Også fremover.

Det skete da også med mange års byggeri af skolebygninger og med alles deltagelse i madlavning, rengøring og andet dagligt praktisk arbejde. Ingen tjenende ånder her. Elevene, der nu blev kaldt kursister boede derfor også kollektivt i små huse, som de selv måtte styre, og hvor undervisningen også foregik.

Kvindepolitik

Jeg blev ansat på skolen med faget ”kvindepolitik”, da en sådan manglede i foretagendet. Jeg flyttede med mine tre børn ind i et hus, hvor der dog ikke boede kursister og skulle undervise i faget, der både skulle have en teoretisk og en praktisk vinkel. Teorierne fandt vi i de mange bøger om emnet, der blev udgivet i 70`erne. Læsningen af dem gav anledning til gode debatter om kønsroller. Men hvad med forholdene på skolen selv? lød hurtigt spørgsmålet. Her var det straks sværere at leve op til nye forhold.

Nok var de fire mandlige lærere, der kom fra Askov, åbne over for forandringer i den patriarkalske og ret uigennemskuelige skolemekanisme, de havde kendt der, men grundlæggende strukturer af økonomisk og psykologisk art var det sværere at lave om på. Nok var der, som sagt, ingen tjenende ånder på skolen, men der var stadig kvinder ansat i de traditionelle kvindeerhverv. Som børnehaveleder, som madlærer og som kontorhjælp og til en lavere løn end vi lærere i de teoretiske fag fik. Det sidste blev der efterhånden lavet lidt om på.

Jeg følte mig af og til som en lus mellem to negle. Jeg forstod mændene, kunne lide dem og havde jo også stort set samme baggrund og uddannelse som dem. Men jeg forstod også kvinderne, der appellerede til mig som lærer i ”kvindepolitik”, når de berettiget sagde, at de følte, at deres ord ikke havde så stor vægt som mændenes, og at deres løn uretfærdigt var lavere, selv om de arbejdede lige så meget. Klassiske ankepunkter i kvindebevægelsens historie.

Alle kunne selvfølgelig komme til orde på møderne som der var mange af. Men det ændrede ikke på, at det ofte var de samme, der tog ordet, og at de bl.a. derfor var ret kedelige og alt for langvarige. Kun få turde her spille ud følelsesmæssigt eller skære igennem unødigt vrøvl. Også klassiske punkter i demokratiets historie.

I de tre år, jeg var ansat på skolen, skrev jeg to breve til mine mandlige kolleger, hvor jeg klagede over omgangsformerne på skolen, samtidig med at jeg holdt mig til dens formålsparagraf, hvori der bl.a. stod, at skolen skulle bidrage til at ”frigøre alternative forestillinger og muligheder over for givne forhold og udviklingstendenser”. Et rigtigt 68-mål, som vi havde svært ved at opfylde. Naturligt nok.

Både mundtligt og skriftlige kritiserede jeg over for mændene, at møderne var kedelige, og at vi ikke formåede i tilstrækkelig grad at gøre praktisk og teoretisk arbejde ligeværdige, som vi gerne ville. ”Vi skyr den personlige konflikt og gør den principiel og saglig”, skrev jeg, trods det at følelserne af og til står på højkant på møderne, og at vi har forsøgt os med et gruppedynamisk kursus for lærerne. Men gamle cirkusheste lader sig ikke så nemt omdressere.

I det andet brev skrevet halvandet år efter, synes jeg forholdene er blevet meget bedre. Vi taler mere åbent med hinanden, siger jeg nu, og møderne er ikke helt så kedsommelige længere. Skønt stadig meget lange, fordi der er så mange dagsordenpunkter hver uge.

Der er stadig problemer på den følelsesmæssige og indflydelsesmæssige front, bemærker jeg, men vi er på vej mod bedre tilstande, synes jeg også – og den kollektive livsform og det samfundsengagement vi har, giver tilsammen resultater, vi med rette kan være stolte af. Rapporter om arbejdsforhold blandt lønmodtagere og ændringer af samarbejdsformer her på stedet giver nu og da tilsammen den oplysning og oplivelse, som er folkehøjskolens formål. Både til intern og eksterne brug.

Det er svært at ændre hele verden på èn gang og på kort tid. Et sandt 68-mål. Det måtte vi også sande i Kolding. Mange gode ting blev dog sat i gang gennem årene. Energihuse med vindmøller og mulktlokummer f.eks. og økologisk havebrug og deltagelse i mange aktioner plus udgivelse af tidsskriftet ”TRYK” fire gange årligt. Det eksisterede i 25 år med artikler af medarbejderne selv og folk udefra om forskellige aktuelle emner. Og stadig nye kursister byggede skole og indrettede den – ofte med stort engagement.

Skolen bestod i 25 år. I 1998 gik den ind. Tiden havde ændret sig. Kriser og arbejdsløshed tyndede ud i tilgangen til skolen, og så var den historie slut.

Kolding højskole var et eksperiment. Også på det personlige og psykologiske plan. Lærerne holdt i gennemsnit kun tre år som fuldtidsansatte. Også jeg selv. Så anstrengende var det at bruge hele sin tid på at holde en skole i gang – samtidig med at alt det udadvendte skulle tilgodeses. Men der høstedes vigtige erfaringer for alle, der deltog i eksperimentet.

Tidligere kursister var derfor også meget kede af det, da skolen måtte lukke, men den viden og de erfaringer, de fik på Kolding højskole, blev spredt videre ud i samfundet bagefter, som det altid er sket efter et højskoleophold.

For højskoleformen er ideel med hensyn til afprøvning af nye muligheder for den enkelte og for samfundet. Fri for eksamener og fri for alt for bastante spekulationer om fremtidige karrierer for den enkelte er skoleformen anderledes end det øvrige uddannelsessystem. Og det har meget at sige i vore dage.

Hvis folkehøjskolen nu til dags alligevel ikke har den helt store gennemslagskraft over for det omgivende samfund, er det kun dens egen skyld. For den har alle muligheder for påvirkning. Og der vil stadig være udfordringer at tage op. Helst så de også mærkes uden for skolerne.          

Blå bog

Hanne Engberg (F. 1935)

Cand.mag. i dansk og engelsk 1962. Gymnasielærer 1962-66. Højskolelærer Båring højskole 1966-73 og på Kolding højskole 1973-76. Forfatter til bl. a. bøgerne ”Historien om Christen Kold” 1985 og ”Mit højskoleliv” 2014.