Af Andreas Harbsmeier
Regeringen åbnede i dagens debat i Folketinget op for, at flygtninge alligevel kan komme på højskole. Forud var gået et lovforslag, hvor flygtninges mulighed for at komme på højskole stort set var ikke-eksisterende, fordi fokus ensidigt var på såkaldte virksomhedsrettede forløb. Det havde ført til kritik fra både højskolefolk, politikere og kommuner, da erfaringerne med netop højskoleophold for flygtninge var særdeles gode.
Samtlige partier, bortset fra Dansk Folkeparti og Venstre, betonede i dagens debat vigtigheden af højskoleophold skal skrives ind i loven, så det bliver muligt for flygtninge at komme på højskole. Et højskoleophold er en "integrations-booster" sagde blandt andet Sofie Carsten Nielsen fra De Radikale,
Integrationsminister Inger Støjberg medgav, at lovforslaget ville forringe flygtninges mulighed for at tage på højskole. Men hun var lydhør over for kritikken.
"Når jeg lytter til debatten i dag, kan jeg høre, at der er et udpræget ønske om at tage fat på det her område, så derfor vil jeg også indkalde de partier, der har stillet sig positivt over for lovforslaget generelt, til en drøftelse af netop højskoleophold."
Kun Dansk Folkeparti havde syrlige bemærkninger:
"Det er meget smukt at se, at alle partier kan samles om at sende flygtninge på højskole, så bliver alt nok godt igen. Så held og lykke med den proces", sagde Martin Henriksen (DF) med slet skjult sarkasme.