Af Julie Melgaard Smidt
Frisk luft. Mens toget kører fra perronen, ånder jeg ind og kigger rundt. Her er stille, og den mørkegule stationsbygning ligger øde hen. Et par fugle kvidrer fra et af de høje træer, og ude på gaden passerer jeg en ældre dame med rollator, der siger goddag. Jeg skrår over vejen og træder inden for i Café Habibi.
"Hvad kan jeg gøre," spørger en mørkhåret fyr og smyger sig om bag baren til Siggi, der på klingende norsk udstikker ordrer, mens hun smilende langer to avokadosandwich og en hindbærbrus over disken. Der er travlhed bag baren og fyldt med mennesker i den nyåbnede Café. Denne frostkolde februar-weekend er der åbningsfestival med forskellige aktiviteter, og fredagens festligheder ses i øjnene på Kristine Bjørn Thomsen og Ebbe Bertelsen formiddagen derpå, hvor jeg har aftalt at mødes med dem. De er begge elever på Jyderup Højskole og har været med fra starten i opbygningen af stedet.
Lokal opbakning bag Habibi
"Vi er fuldstændig overvældede over al den opbakning, vi har mødt hos de lokale her i byen. Folk har taget godt imod stedet, og her kommer masser af mennesker. Det er gået over al forventning," forklarer Kristine. "Jeg tror, at Jyderup har manglet sådan et sted her," supplerer Ebbe. "Byen har syv supermarkeder og en masse handel, men ingen caféer. Nogle kommer her, fordi de synes, det er en fed ide med et mødested og støtter vores planer om at bruge stedet til forskellige integrationsaktiviteter, andre synes bare, det er fedt,
at der er kommet en café i byen."
Fyldt er der i hvert fald. Ved et af de store træborde i hjørnet sidder en ældre herre i skjorte og pullover og læser Jyderup Posten, mens han over aviskanten følger med i aktiviteterne ved nabobordene. Tæt på den lille scene med højttalere og anlæg sidder Rasmus Hansen med døtrene Sofie og Amanda, der knaser sprøde nachoschips og drikker sodavand.
"Jeg er her, fordi jeg gerne vil støtte, at der er åbnet en cafe i byen. Jeg har fulgt med på Facebook og synes, det lød spændende," siger Rene, der bor i byen sammen med familien.
"Men det er et sjovt navn. Habibi," griner Sofie og spiser videre, inden hun skal ud og se glaspusterne fra højskolen, der skal vise deres færdigheder frem under en af de hvide pavilloner, der er sat op ude foran.
Ville skabe et sted for integration
Navnet Habibi har ligget fast fra begyndelsen. I oktober hørte højskoleeleverne, at kommunen ville sende en gruppe flygtninge til Jyderup, og i de efterfølgende uger talte eleverne om, at det kunne være sjovt at åbne en café, hvor flygtninge og lokale kunne møde hinanden - og den skulle hedde Habibi, mente en syrisk flygtning, der var elev på skolen.
"Vi snakkede egentlig ikke så meget om det. Vi begyndte bare at undersøge, hvordan vi kunne gøre det," siger Kristine.
Både Ebbe og Kristine har fulgt valgfaget kulturledelse på højskolen, og her fik de konkrete redskaber til og viden om, hvordan man driver en virksomhed, og de brugte caféen som et sideløbende praktisk eksperiment. Første skridt var at finde et egnet lokale til en rimelig pris, og valget faldt på den forfaldne bygning skråt over for stationen.
"Der var ingenting! Kun et grimt lokale med afskallet maling, gulvtæppe og ledninger på gulvet," griner Kristine.
Et scenarie, der er svært at forestille sig i dag, når man kigger rundt på det mørke trægulv, den store bar i midten, sofaer med orange puder og de mange grønne planter og blomster, der er placeret i hver en ledig vindueskarm og rundt på bordene. Men bestiger man trappen til førstesalen, fornemmer man stadig bygningens tidligere beboer, Danske Bank. Her er det grå gulvtæppe intakt, og lysstoflamperne i loftet skærer i øjnene. På længere sigt skal lokalet bruges til de integrationsaktiviteter, caféen håber at kunne tilbyde, blandt andet undervisning i dansk historie, sprog og kultur samt en lektiecafe for flygtninge. Der mangler dog stadig en enkelt detalje.
Forsinkede flygtninge
Flygtningene. De er nemlig blevet forsinkede. De skulle være kommet 1. januar, men det er trukket ud. De kommer dog på et tidspunkt, og når det sker, har eleverne en masse ideer til, hvordan flygtningene kan bruge caféen. Og selvom
stedet lige nu ikke skriger "integrationsprojekt", opfylder den mange andre funktioner i lokalsamfundet, forklarer Ebbe.
"Vi ønsker at skabe en balance, hvor Habibi på den ene side er en helt almindelig café, hvor folk kan købe en kop kaffe, men samtidig skal den fungere som et mødested, hvor vi kan bringe vores erfaringer fra mødet med de flygtninge, der går på højskolen, i spil: Hvordan man kan forstå og hjælpe flygtninge, for det kræver noget at få det til at lykkes."
De flygtninge, der er elever på højskolen, har alle været involveret i projektet og taget stor del i opbygningen.
"Da vi gik og satte lokalet i stand, kom de fx og hjalp med at male, og når man går der, så kommer snakken helt automatisk til at handle om, hvad en pensel og maling hedder på dansk. Det er sådan en snak, vi gerne vil skabe rum for."
Erfaringerne ligger på højskolen
Uden for er de hvide pavilloner blevet pyntet med lyskæder og vimpler, og under en af dem er højskolens glaspuster-hold i gang foran ovnen. Gamle ølflasker smeltes om, og Rasmus Hansens piger kigger nysgerrigt med, når en flaske føres ud af ovnen og trykkes sammen, som var den lavet af tyggegummi.
Hele højskolen har i opstartsfasen været involveret i cafeen, og den opbakning og åbenhed, højskolen skaber, har været afgørende for, at projektet har kørt så godt, mener Kristine.
"Vores lærere har været gode til at give os et skub og sige: 'Hvis I synes, det er en god ide, så gør det!' Højskolen rummer også mange ressourcer, som vi har gjort brug af. Det er os elever, der har skabt det, men vi har haft nogle bag os, der har bidraget med viden om, hvordan vi kunne gøre det."
Mens forstanderen har givet gode råd om at starte en virksomhed, har køkkenpersonalet kunne hjælpe med viden om håndtering af fødevarer, og pedellen med opbygningen af baren og alt det praktiske. "Over aftensmaden har jeg kunnet få forretningsføreren til at kaste et blik på et budget for at høre, om det holder. Det er jo privilegeret," siger Ebbe.
De mange forskellige kompetencer i gruppen omkring caféenhar også været en stor styrke. Mens Kristine og Ebbe har ståetfor fondsansøgninger, budgetter og kontakt til lokalmiljøet, haren anden stået for indretning, mens en tredje med erfaring sombarleder har bidraget med viden om barens udformning og en fjerde med det grafiske udtryk.
"Hele opbygningsfasen har været virkelig positiv. Selvfølgelig skal man have afklaret, hvem der gør hvad, og der kan ligge nogle udfordringer, men det er godt, at folk har blik for noget forskelligt," siger Kristne.
Borgerne vil bidrage
De lokale borgere i Jyderup har også taget del i projektet fra begyndelsen
og har stukket hovederne ind, når eleverne har gået og malet.
"Da vi havde rejsegilde i efteråret, kom folk, vi aldrig havde talt med før, og ville støtte os og være med i foreningen bag caféen. Her følte jeg, at vi havde gang i et vigtigt projekt," siger Ebbe.
"Alle mulige mennesker, der føler, de kan gøre noget for projektet, henvender sig. Det er vi blevet overraskede over," supplerer
Kristine.
"Det er rørende, at folk sidder derude og tænker 'hvordan kan jeg bidrage til det her projekt?' 'Kan jeg bidrage med et maleri eller med at holde en kurdisk aften?'. Der er jo mange måder at være frivillig på. En mand kom forbi og tilbød at lave forklæder og t-shirts med vores logo til barpersonalet. Så langt havde jeg ikke tænkt, men det havde han og gav det som en gave," fortæller Ebbe.
Habibi skal være uafhængig af højskolen
Arbejdet med caféen har givet Kristine og Ebbe en tro på, at ideer kan lykkes, hvis man virkelig vil det. At det kan lykkes at samle 50.000 kr. ind i crowdfunding på en måned. At det kan lykkes at holde en generalforsamling og få folk til at dukke op. "Det kræver is i maven i begyndelsen. Da jeg skulle fremlægge ideen over for erhvervslivet i Jyderup, var jeg nervøs. Men jeg var helt alvorlig og sagde bare 'Vi gør det. Vi åbner den café'. Og så støttede Jyderups etablerede erhvervsliv med 25.000 kroner som nogle af de første," siger Ebbe.
Kristine og Ebbe har også fået en tro på, at der i de små lokalsamfund
er en helt særlig opbakning. "Lad os sammenligne med Nørrebro, hvor der er 1000 caféer. Hvis der åbnede en ny, ville jeg være ligeglad. Her i Jyderup bakker folk op, når der sker noget. Jeg oplever også større diversitet og mere mangfoldighed her, end jeg ville gøre på Nørrebro. Min orientering mod København er ikke den samme. Jeg vil faktisk hellere have, at folk kommer herud."
Højskolen og dens elever har lagt mange kræfter i arbejdet indtil nu, men fremover skal caféen være uafhængig af skolen. Der er etableret en forening, Habibi, med en bestyrelse, der skal styre caféen, og gennem salg og aktiviteter skal den køre rundt som en almindelig virksomhed. Kristine og Ebbe håber, at projektet kan være en inspiration til andre initiativer omkring i landet. Selv har de planer om at blive i Jyderup lidt længere. Fra 1. april står de bag en ny linje på højskolen "Welcome", hvor kursister kan lære at arbejde med flygtninge og blive flygtninge guides. Igen skal Café Habibi fungere som et praktisk eksperiment for ideerne.