Af Andreas Harbsmeier
Verden omkring dig forandrer sig hele tiden. Der er konstant nye udfordringer, du skal forholde dig til. Det, som var et problem i går, er afløst af et nyt problem i dag. Og du skal følge med - ellers går det galt. Det er ikke et spørgsmål om du knækker, men et spørgsmål om, hvornår du knækker. Når det sker, skal du være klar. Klar til at rejse dig igen. Klar til nye udfordringer. For at gøre det, skal du være robust.
Det kræver arbejdsmarkedet nemlig. En undersøgelse fra Ugebrevet A4 tidligere i år viste, at arbejdsgivere i stigende grad efterspørger robuste medarbejdere. Robusthed er det nye buzzword. Robust eller "resilient" betyder sådan cirka modstandsdygtig. Den latinske betegnelse resilio kan oversættes med noget i stil
med "jeg springer tilbage." Altså "jeg svær at vælte". Begrebet blev først gang anvendt tilbage i 50'erne i studiet af børn, der trods ekstremt dårlige livsbetingelser alligevel klarede sig overraskende godt. Sidenhen er det blevet taget op af læger, psykologer og coaches - stærkest inden for de senere år. Ideen er her, at robusthed ikke blot er noget, som er nogle mennesker givet og andre ikke. Men at man gennem forskellige metoder kan udvikle robusthed og
dermed bedre være i stand til at håndtere en omskiftelig verden.
Et nyt dannelsesideal
Robusthed er ved at etablere sig som em ny form for dannelsesideal, som går igen i meget selvhjælpslitteratur, særligt i den engelsksprogede verden. Den britiske konsulent Liggy Web er en af de forfattere, hvis bøger på området sælger rigtig godt. I sin bog Resilience: How to Cope When Everything Around You Keeps Changing opfordrer hun sine læsere til at smile til verden, og bogen er fyldt med gode råd om at tro på og træne sig selv såvel mentalt som fysisk. Nogle af hendes nøglesætninger lyder: "En positiv attitude vil hjælpe dig til hurtigere at komme videre efter modstand", "du er din egen ultimative redning" og "din evne til tilpasning er essentiel for din overlevelse". Selv om der endnu ikke er megen dansksproget litteratur på området, har tendensen også godt fat i det danske arbejdsmarked.
På Center for Mental Robusthed i Danmark arbejder man med private virksomheder og offentlige institutioner og leverer ydelser inden for mental robusthed, trivsel, arbejdsglæde og forebyggelse af stress. Her oplever man en stor efterspørgsel på kurser og forløb, der skal øge medarbejdernes robusthed.
Man har blandt andet gennemført et pilotprojekt i Forsvaret med fokus på forebyggelse af kampstress og mistrivsel hos udsendte soldater. Centeret udviklede et "mental robusthedstræningsprogram," som 130 kampsoldater fra Livgarden gennemførte, inden de blev udsendt til Afghanistan. Soldaterne fik metoder og redskaber til at optræne deres mentale robusthed, så de bedre
kunne håndtere de udfordringer, de mødte som udsendte i en krigszone. Og det virkede. Selv om det danske arbejdsmarked ikke er en krigszone, er metoderne
de samme, når centeret rådgiver danske arbejdspladser.
Permanent undtagelsestilstand
Ifølge Eva Hertz, der er psykolog og direktør i Center for Mental
Robusthed, har man ramt et stort behov. "Robusthed er i den grad blevet et buzzword, og der er langt større efterspørgsel fra virksomhedernes side på at få trænet medarbejdernes mentale robusthed. Vi får mange henvendelser hver
eneste uge fra virksomheder, der enten allerede arbejder med det, eller ønsker at arbejde med det," siger hun til Ugebrevet A4 "Der er tre gange så mange arbejdsrelaterede stressorer som privatlivsrelaterede. Det ved vi fra en stor undersøgelse. Men når folk bliver sygemeldte, så siger arbejdspladsen: det er også fordi, hun har fået tvillinger, og de har købt nyt hus. Og det kan godt
være, at tvillingerne bliver dråben i forhold til et meget anstrengt arbejdsliv. Men folk har altid fået tvillinger og købt nyt hus, men ikke samtidig med at de er i et arbejdsliv, hvor det ikke er muligt at have en off-day. Der er så stor kompleksitet og forandringshastighed, at det sætter os i en konstant undtagelsestilstand," lyder Eva Hertz' diagnose.
En ny mennesketype
Den konstante undtagelsestilstand fordrer en ny mennesketype. Liggy Web beskriver den nye mennesketype sin bog: "Resiliente individer er bedre til at udnytte deres evner på en sådan måde, at de kan håndtere og overvinde voldsomme tilbageslag og udfordringer som fx sygdom, tab af arbejde, økonomiske problemer, ødelagte parforhold eller sågar naturkatastrofer. "Selv om de fleste nok gerne ville være sådant et menneske, møder ideen om den nye mennesketype kritik. Selvhjælpsbølgen og de gode råd appellerer nemlig ifølge profilerede konkurrencestatskritikere som psykologerne Svend Brinkmann og Eva Secher Mathiasen udelukkende til individet og til en privatisering af at løse de udfordringer, vi møder på arbejdet og i privatlivet.
En rapport om mental sundhed og højskoleophold, udarbejdet af Aarhus Universitet for nogle år siden, som vi også refererede her i bladet viste, at også unge på at højskoleophold oplevede, at de blev mere robuste af at gå på højskole. Et højskoleophold er ganske enkelt godt for den mentale sundhed. Men her er det ikke en form for individuel selvoptimering, men en robusthed, der skabes i kraft af fællesskabet. Tanken er imidlertid grundlæggende den samme. Den tager fat om individet for at gøre det bedre i stand til at håndtere fundamental urimelige vilkår. Med andre ord: Hvordan bidrager højskolen til at skabe individer, der kan klare sig på trods af nederlag og dårlige forudsætninger?
Umuliggør kritik
Sociologen Rasmus Willig hører også til dem, der ikke har meget til overs for den tendens, den stigende interesse for robusthed er udtryk for. Han har pløjet en stor mængde litteratur om resiliens igennem, det meste inden for selvhjælpsområdet. Han beskriver den nye menneske type ud fra litteraturen og
citerer i den forbindelse i en artikel til bladet Ræson The Resilience Factor af Karen Reivich og Andrew Shatté, der skriver: "Modstandsdygtige mennesker har fundet et system - og det er en system - til at galvanisere sig selv og tackle problemer med omtanke, grundigt og energisk. Ligesom alle andre gribes resiliente mennesker af angst og tvivl, men de har lært ikke at lade sig overvælde af angst og tvivl."
"Modstandsdygtige mennesker har fundet et system til at galvanisere sig selv og tackle problemer med omtanke, grundigt og energisk." Karen Reivich og Andrew Shatté, "resilienstrænere" Willig ser hele forestillingen om det resiliente menneske som en "naturlig" forlængelse af konkurrencestaten: "Det er konkurrencesoldaternes attitude, der bearbejdes til den endelig totale konkurrence mellem individer og stater. Herved forsvinder de strukturelle årsager til kriserne, og muligheder for at handle politisk forsvinder. Resultatet er apokalyptisk, for den eneste mulige reaktion på klimakrisen og på den neoliberale ideologi, som har bidraget til den, bliver altså til at acceptere begge del som vilkår, der ikke står til at ændre."
Grundlæggende handler det om, at mennesker, hvis de skal klare sig, ikke sætter spørgsmålstegn ved de vilkår, der er det givet, men at de giver sig selv de bedste forudsætninger for at håndtere omstændighederne. Der er, ifølge Rasmus Willig, på den måde et religiøst element i tanken om robusthed: "Den resiliente attitude låner en stor del af sin argumentation fra den positive attitude, der udspringer af positiv psykologi. I lighed med litteraturen om resiliens trækker positiv psykologi på religiøse oplevelser, og det er også her, man finder ideen om at acceptere livets vilkår som noget, der befinder sig hinsides individet. Det individ, som enten er religiøst eller spirituelt, accepterer ifølge denne litteratur nemlig lettere det 'faktum', at det ikke kan ændre sin politiske skæbne, men blot forberede sig i håbet om at klare sig," således Willig.
Problemet er ifølge Willig så, at det umuliggør kritik af de strukturer, som individet skal udvikling modstandsdygtighed over for. I litteraturen på området er der en påfaldende mangel på "Det politiske individ glimrer ved sit fravær. I stedet er der hovedsageligt tale om individuelle 'neutrale teknikker' til udvikling af en robust og resilient attitude, der kan håndtere udefrakommende forandringer og vilkår. Hverken ydre, strukturelle eller indre, individuelle politiske fordringer inddrages i udviklingen af det resiliente individ. Det resulterer i et afpolitiseret individ, der kun kan underkaste sig både aktuelle og fremtidige dominans- og magtforhold." Det robuste menneske er givetvis kommet for at blive. Spørgsmålet er så bare, hvad det betyder for samfundet.