Af Lisbeth Trinskjær, Formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Når politikerne begynder at bruge begreber som "hverdagseksperter", skaber det afstand til det folk, de er sat i spidsen for at tjene. Når medierne taler om "Christiansborgpolitikere" og ikke om "medlemmer af folketinget", øger det omfanget af et allerede problematisk gab mellem folk og folkestyre. Og når medlemmer af folketinget beder "kultureliten" holde sig til at udtale sig om ting, de VED noget om, så italesættes politik som noget, det kræver en særlig indsigt eller forudsætninger for at have lov at mene noget om.
Samtidig bliver kompleksiteten i vores samfund ikke mindre med al den information, vi har til rådighed. Vi ved så meget, at vi også aner konturerne af alt det, vi ikke ved med sikkerhed. Der er ingen nemme løsninger i sigte. Så hvem vil turde påstå, at de har svaret på det hele? Eller for den sags skyld har svaret på noget som helst?
Det afholder dog ikke en stor gruppe af stemmer fra at mene mangt og meget, og det endda i forholdsvist håndfaste vendinger på de sociale medier. Så håndfast, at det kan få selv folkevalgte politikere til at lukke deres Facebook profiler ned. Og imellem linjerne hører jeg den slutning, at "folkedybet" på Facebook er et repræsentativt billede af folkets stemme i dag.
Men måske er folkets stemme i virkeligheden klemt helt ud af arenaen. Af folkedybets aggressivitet på den ene side - og af folkestyrets ophøjede ekspertposition på den anden?
Uanset om vi ikke orker tonen på de sociale medier, eller om vores ydmyghed forhindrer os i at tage ordet, så har debatten mere brug for vores stemme, end vi lige går og tror.
"Hvis du tror, du er for lille til at gøre en forskel, så prøv at tilbringe natten med en myg i et lukket rum". Sådan lyder et sydafrikansk ordsprog. Der er mange måder at være både folk og myg på. Måske kunne både dybet og ophøjetheden trænge til et myggestik eller to?