Af Øyvind Brandt, leder i det norske Folkehøgskoleforbundet
Jeg læser en del, for eksempel om tiden før og mellem de to verdenskrige. Ofte slår det mig, og sikkert også dig, hvordan vi i bagklogskabens lys kan undre os over, hvorfor ingen reagerede på de ideer, der voksede frem. Givetvis fordi der skete en gradvis og umærkelig ændring over tid, så langsom at vi ikke lægger mærke til den, før nogen pludselig en gang længere fremme i tiden konfronterer os med, hvor vi er havnet.
Sådan er det med mange forhold. Også i vor tid. For eksempel med de holdninger til flygtninge, som vokser frem. Eller vores gradvist stigende accept af det, som på et tidspunkt kan fortone sig som den totale overvågning, senest kommet til udtryk ved, at den norske regering, solidt bakket op af politiet, og i alt det godes tjeneste, foreslår adgang til at overvåge vores tastaturer uden at spørge domstolene om lov.
Uden sammenligning i øvrigt vil jeg her pege på en anden og nærliggende glidebane, som kan bekymre mange af os i højskolerne. Det drejer sig om den anden læringsarena i højskolen - det socialpædagogiske, om du vil.
Er der noget, der definerer højskolen, er det, at vi har en bred og sammensat læringsarena, forenklet sagt, med skolen om dagen og internatet om aftenen. Det er sågar nedfældet i Folkehøjskoleloven som forudsætning for statstilskuddet.
Når vi hører, at det på enkelte skoler så at sige ikke er til at finde en lærer efter kl. 15, og vi samtid i elevtilfredshedundersøgelsen ser, at folkehøjskolernes taber på det sociale, bør alarmklokkerne lydehøjt og utvetydigt.
Vi kan sikkert efterrationalisere (et andet ord for bortforklare) ved at hævde, at det hænger sammen med, at lærerne ikke længere bor på skolerne, at lærerne har familier og andre behov, de skal passe. Det kan også være, vi peger på, at der i dag er mere fokus på fag, og at der i gennemsnit er to lærere færre per skole end for omtrent 15 år siden. Eller at rejseaktiviteten er blevet så omfattende og ressourcekrævende, at der ikke er tid til det socialpædagogiske. Langsomt og umærkeligt oparbejder et lærerkollegium og skolen over tid nye vaner og kulturer, som man i hverdagen ikke kan se konsekvenserne af.
Der er intet, der står stille i vores samfund. Misforstå mig ret. Det er alt sammen udfordringer, vi er sammen om, og i fællesskab må finde løsninger på. Men hvis befinder vi os på en glidebane, som fører til mindre fokus på internat og den pædagogiske indsats om eftermiddagen og aftenen, er selve skoleformen i fare. Også fordi det på længere sigt kan føre til færre ansøgere og elever på skolerne. Elever som i stigende grad opsøger de livsudviklende fællesskaber. Fællesskaber som forsvarer og udvikler grundlæggende humanistiske værdier i en ulvetid.
Artiklen har været bragt i den norske version af Højskolebladet - "Folkehøgskolen".