Af forstander Jacob Kjærsgaard Mortensen, Hadsten Højskole
Mange taler om det, alle synes at gå ind for det, men det fortaber sig ofte, hvad der egentlig menes med begrebet dannelse. Det synes at være en slags skifterammebegreb, hvor lidt af hvert kan sættes ind. Nærværende artikel er et idehistorisk rids over det klassiske dannelsesbegreb, højskolernes folkelige dannelsesbegreb og spændingsforholdet derimellem.
Ideen om dannelse går tilbage til den græske antik i form af begrebet paideia. Men det dannelsesbegreb, der toner frem med moderniteten, og som oftest er bagtæppe for den aktuelle optagethed af dannelse, kommer med den tyske ide om bildung. Termen trækker på en middelalderlig kristen ide om, at mennesket er skabt i guds billede.
I bildung-traditionen var det dog den græske antik, der var forbilledlig og eksemplarisk for udfoldelsen af det sandt menneskelige. Wilhelm von Humboldt definerede dannelse som "den højeste og mest afbalancerede udvikling af mennesket".
Han nævnes ofte som en central figur blandt de tyske tænkere, der udfoldede begrebet mellem 1770 og 1830. På dette tidspunkt bankede det moderne på, og samfund og kultur ændredes markant. Ændringer der bevirkede en fragmentering og en mere rationel og kalkulerende livsforståelse, der medførte en fornemmelse af, at essentielle sider af den menneskelige tilværelse ville blive glemt.
Således kalder idehistoriker Jens Erik Kristensen dannelse for et "rest-begreb", der forsøger at samle det værdimæssige op, som nye dagsordner ikke har blik for eller systematisk forsøger at marginalisere. Dannelsesbegrebet har på den måde virket som en kritisk replik til tendenser i tiden.
Dannelse opstår i mødet med verden
Grundlæggende i denne replik var, at dannelse altid opstår i mødet med verden, i mødet med noget udenfor en selv eller i mødet med det, vi ikke kan sige os selv. Således er dannelse aldrig en individualistisk proces, men altid en proces, der opstår ved, at man møder verden og de andre og dermed overskrider sig selv for at blive sig selv.
Dermed indebærer dannelse også en grad af fremmedgørelse. Det er en konstant hjemme-ude-hjemme bevægelse. Det er på en gang både proces og resultat
Oprindeligt opfattede flere dannelsestænkere implicit dannelse som almen dannelse, som dannelse for de mange og som mangesidig dannelse. Men der indtrådte en forfaldsperiode i dannelsestænkningen fra midten af 1800-tallet, hvor almen dannelse og ideen om det sandt menneskelige nærmere blev til finkulturel dannelse og ideen om det sandt borgerlige.
Det pædagogiske ideal nærmest stivnede i en social form. Det blev en ekskluderende lurmærkning for den "gode" smag forbeholdt det lærde borgerskab. Det er en del af dannelsestraditionens brugs- og virkningshistorie, som periodevis har bragt begrebet i miskredit, og som står i klar kontrast til højskolernes dannelsestradition.
Livsoplysning og folkelig oplysning går hånd i hånd
Grundtvig udfoldede sine oplysningstanker og ideer om højskolen i flere skrifter op gennem 1830'erne. Det var ikke den græske antik eller de klassiske sprog, der var den folkelige dannelses omdrejningspunkt. Det var modersmålet og fædrelandet - det danske sprog og den danske historie i en historisk-poetisk formidling.
Eleven stod lige præcis mellem det, der har været, og det, der kan blive. Helt centralt i Grundtvigs tænkning var begrebet livsoplysning. En oplysning der i sin korteste form på en og samme tid handler om at "finde ud af " og ind i livet. Livsoplysning er ikke at træde på behørig afstand af livet for at bearbejde, reflektere og drøfte det. Nej - det er at bearbejde, reflektere og drøfte det, mens man er midt i det med forbundethed og erfaring som forudsætning og med livsduelighed som sigte
Grundtvig udtrykker det således i Nordens Mythologi: "…en Videnskabelighed, der ikke blot udstrækker sig til alt Kiendeligt, men omfatter det i et levende begreb, og med et fælles øiemed, som er MenneskeLivets Forklaring i alle dets Retninger og Forhold. Da først bliver Videnskabelighed i sandhed praktisk, naar den bestandigt gaaer ud fra Livet, og gaaer ud paa dets Forklaring, thi da skatte vi Alt efter dets Forhold til og Indflydelse paa Livet."
For Grundtvig blev livet altid levet i en konkret og given sammenhæng. Derfor går livsoplysning og folkelig oplysning hånd i hånd i hans tænkning. Jeg skelner ofte mellem "folkeoplysning", som sprogligt antyder en nedsivningsteori - fra den lærde til folket og "folkelig oplysning" - som sprogligt antyder et mellemværende. "Men først og sidst med folkerøst oplysningen om livet; den springer ud af folkedåd og vokser, som den vugges", som det lyder i sangen "Er lyset for de lærde blot".
Folkelig oplysning tog sit udgangspunkt i det folkelige fællesskab og sigtede på deltagelse deri. Men værket ville slet ikke lykkes, hvis ikke tale blev til samtale, som Grundtvig udtrykte det. Det var og er en central bestræbelse at lægge vægt på den ligeværdige samtale og det mellemværende. Det at vi engageret forholder os til det fælles tredje. Grundtvig talte om, at "immer lysten driver værket," og engagement og fællesskab blev den folkelige oplysnings drivmidler.
Det afgørende er på en gang sagen, vi har imellem os - og at vi har den imellem os. Løgstrup kalder det "at slå saglighedens bro til hinanden". Dannelse handler i høj grad om at skabe en fælles verden, hvor den enkelte kan udfolde sig. Processen befinder sig altid i spændingsfeltet mellem fælles forpligtelse og individuel udfoldelse.
At gøre verden større
Flere af de ting, man reagerede på for ca. 200 år siden, kan nærmest virke som et kollektivt deja vu i forhold til fremherskende tendenser i tiden. Den rationelle og kalkulerende livsforståelse synes at have muteret til en trang til optimering, kapitalisering og instrumentalisering af mange af livets forhold - under indflydelse af en konkurrencediskurs, hvor medmennesker helt selvfølgeligt også bliver mod-mennesker.
Ligeledes synes individualiseringen at give sig udslag i en selviscenesættelse, selvrealisering og et krav om perfektion, der for mange medfører en følelse af stress og ensomhed. Alt sammen noget der synes at gøre verden mindre.
Men i en dannelsessammenhæng handler det præcist om det modsatte, nemlig at gøre verden større. Således er det til stadighed højskolernes opgave at være med til at åbne verden for eleverne og eleverne for verden. At være med til at åbne andre livsperspektiver og imødegå en sådan reducering af tilværelsen.