Af Lars Andreasen, Egå Ungdomshøjskole og Andreas Harbsmeier
Vi kender ham for noget helt andet. Men hjemme i garagen i Palo Alto, Californien, hos amerikanske Francis Fukuyama, en af klodens mest toneangivende intellektuelle de sidste godt 30 år, er der fyldt med alskens værktøj. Her bruger han en del tid på at blandt andet at lave reproduktioner af antikke træmøbler, som han ifølge eget udsagn ikke vil have råd til at købe, når han ikke er ude og rejse eller underviser på universitetet.
Nu sidder han i et lyst lokale på Aarhus Universitet og taler afdæmpet i formfuldendte sætninger om de store linjer i menneskets eksistens og om livets basale vilkår. Han vil helst sidde med ryggen mod det store vinduesparti, hvor den tidlige sommersol står skarpt ind, så han kan se den, han taler til.
”Min far ville gerne bygge modelskibe. Men han syntes ikke, han kunne gøre det, mens han arbejdede, så han ventede til han gik på pension i en alder af 65. Jeg har altid syntes, det var ærgerligt at vente. Jeg kan lige så godt nyde det med det samme, hvis det ikke står i vejen for de ting, jeg bliver nødt til at gøre for at passe mit arbejde – så hvorfor ikke?” spørger han retorisk og smiler.
Han afviser, at der er en direkte sammenhæng mellem hans intellektuelle virke og forkærligheden for træarbejde – eller en af de andre hobbyer, han bruger sin tid på.
”Men det er meget tilfredsstillende at skabe noget, du kan røre ved og bruge. Jeg nyder at gøre det. Jeg tror, alle kan lide at skabe noget med hænderne – noget, der kan bruges,” forklarer Fukuyama, da han får at vide, at der også i Danmark er tendens – blandt andet på højskolerne – til at opsøge det praktiske arbejde, der umiddelbart kan bruges til noget konkret.
Få andre ting, har han tidligere skrevet, har givet ham større tilfredsstillelse, end at bygge disse møbler. Men han er lidt alene om det. For nogle år siden ville han af med nogle af sine elektriske værktøjer, men kunne ikke engang finde nogen at forære dem til. ”Folk havde for travlt med at opdatere deres iPhones.”
Fukuyama har i en af sine tidlige bøger citeret den tyske filosof Hegel for at sige, at arbejde er essensen af det at være menneske.
”Menneskene udtrykker deres frihed – essens – gennem deres evne til at danne verden og gøre den til et sted, de kan leve. Arbejdet har den rolle at være en kilde til værdi og en kilde til menneskets anerkendelse og værdighed,” forklarer Fukuyama og bevæger sig fra det konkrete over i det alment menneskelige.
Arbejdet skal selvfølgelig tilfredsstille menneskets basale biologiske behov, men det skal også tilfredsstille menneskets stolthed og behov for anerkendelse, thymos, som Fukuyama kalder det med et begreb lånt fra Platon.
”Folk vil også gerne anerkendes for at udmærke sig, for at gøre det bedre end andre. Det er oprindelsen til både misundelse og konkurrence. Den gamle aristokratiske forståelse af værdighed havde at gøre med at sætte sit liv på spil i kamp. I forbindelse med demokratiseringen bevæger vi os fra en krigerbaseret etik til en etik, hvor alle skulle kunne have værdighed. Alle arbejder, men ikke alle er krigere.”
Borgernes lighed er en væsentlig egenskab ved det liberale samfund – demokratiets adelsmærke – men ligheden betyder også trange kår for det thymotiske begær. Altså trangen til at blive anerkendt som bedre end de andre.
Defekten i liberalismens kerne
Den i dag 64-årige amerikaner med japanske rødder fik tilbage i 1989 et regulært intellektuelt verdenshit med ideen om Historiens Afslutning. Fukuyama så dengang tilbage på to varme verdenskrige og en kold og konstaterede, at nationalismen, fascismen, nazismen og socialismen havde fejlet i deres forsøg på at bibringe verdens befolkninger fremgang, velstand, frihed og fred. Kun det liberale demokrati stod tilbage. Historien var slut – i ideologisk forstand.
Men, skrev Fukuyama dengang, der er en defekt ved liberalismens kerne. Den indeholder ingen forudgiven mening, ingen anvisninger på ret og vrang. Det enkelte menneske er sin egen herre i det liberale samfund, ganske frit og overladt til sig selv, hvilket, advarede han, kan vise sig også at være den største trussel mod friheden – og freden.
Fukuyama peger på, at der ikke længere er noget at kæmpe for i det liberale demokrati. I hvert fald ikke noget, der for alvor kan bibringe os stolthed. Liberalismen er, så at sige, tom – uden den fylde, der traditionelt følger med i religiøse samfund. Friheden er vundet – velstanden ligeså, og det i en grad så selv tilfredsstillelsen ved afslutningen på en god dags arbejde er truet. Således vansmægter det thymotiske begær i de moderne, vestlige samfund. Kedsomhed og eksistentiel tomhed banker på døren og truer med at genstarte historien. Måske er det allerede sket?
”Jeg tror, der er en sammenhæng mellem den politiske tumult og liberalismens mangel på eksistentielle anvisninger. Det, et liberalt demokrati lover dig, er fred og velstand – dybest set. Det er et politisk system, der kan løse konflikter uden brug af vold. Det er et økonomisk system, der producerer megen materiel velstand. Så mennesker vil gerne leve i den form for samfund. Men når de er i det, så går det op for dem, at der er mere i livet end blot fred og velstand. De vil have kamp, og de vil have anerkendelse og andre ting. Og det skaber gnidninger i liberale samfund,” fortæller Fukuyama med henvisning til mange af de negative bevægelser, der er i gang lige nu.
”Nogle mennesker vender sig mod religionen, andre mennesker mod endeløst begær. Eller de vender sig mod andre former for konkurrence, der ikke rigtig stiller dem tilfreds. Jeg tror, det er Donald Trumps problem. Han ved ikke, hvornår han skal stoppe.”
Danmark er et af de mest lige lande i verden – måske det mest lige. Du rejser en masse spørgsmål om lighed, som kan true stabiliteten.
”Der er en række trusler lige nu, fordi den globale kapitalismes udvikling har skabt en række økonomiske uligheder. Der findes oligarker i et hvilket som helst samfund – ekstremt rige mennesker, der bruger deres rigdom til at få politisk magt på måder, som almindelige mennesker ikke har adgang til. Og så har vi også problemer med, at mennesker ikke arbejder på grund af automatisering og den teknologiske udvikling. Mange menneskers job forsvinder med høj hastighed. Og hvis deres værdighed er knyttet til deres evne til og mulighed for at arbejde, er det et ægte problem, fordi de ikke har nogen kilde til stolthed og værdighed i deres liv.”
Hvad med valgene i Holland og Frankrig? Vil du fortolke det i retning af, at det er gået op for folk, at demokratiet ikke er sikret. Det er ikke bare noget, vi kan regne med. Måske kan vi overskride vores personlige liv og finde tilbage til noget meningsfuldt og anerkendelsesværdigt i kampen for at bevare demokratiet?
”Jeg håber, at det er det, der sker. Folk har fundet ud af, at der er en reel trussel mod demokratiet indefra. De mobiliserer for at forsvare. Det sker i hvert fald i USA. Mange unge mennesker gad ikke engang stemme ved de seneste valg. Men pludselig med Trump er det gået op for dem, at det måske gør en forskel,” siger Fukuyama og læner sig en anelse tilbage i stolen.
”I Europa er der mange problemer med arbejdsløshed, særligt blandt unge, men i mange henseender har europæerne glemt grunden til, at EU blev skabt. De ville undgå krig. De ville skabe et grundlag for velstand. Og det fik de. Men de tager det for givet nu. Særligt i Østeuropa er det slående, at den generation, der nu kommer til magten, voksede op efter kommunismens fald. Så de husker ikke nogen af de store ideologiske kampe. De antager, at de lever i et demokrati, og at de ikke behøver at kæmpe for det. Det er en del af problemet, at folk undervurderer værdien af demokratiet, så snart de får det.”
Meningen med livet
Mens Trump ifølge Fukuyama ikke ved, hvor han skal stoppe, er det modsatte tilfældet for mange unge i Danmark. Højskolens elever ved ikke rigtig, hvor de skal begynde. De er suget ind i dette meningsløse tomrum midt i det liberale samfunds overflod af materielle goder og muligheder. De har vanskeligt ved at se, hvordan de skal finde ind i livet, finde formål og mening.
Hvor skal de lede?
”Tidligere gav religion den form for mening til folk – eller den ideologiske kamp, som dog i det store og hele også er væk. Vi lever i sekulære samfund, hvor mennesker ikke længere tror på noget transcendentalt formål. Folk tror ikke, der er en utopi, de kan kæmpe for. Vi nærmest bebor utopien,” siger Fukuyama, men det er folk ikke bevidste om. Han vil alligevel gerne pege på andre muligheder.
”Selv hvis Danmark eller USA eller et andet udviklet demokrati er fredeligt og velstående, betyder det ikke, at der ikke er uretfærdigheder i andre dele af verden. I min undervisning ledte jeg et internationalt udviklingsprogram, hvor folk tog til fattige lande for hjælpe dem med udviklingen. Den slags aktiviteter udfylder mange unges idealisme,” siger han. Noget der givetvis ville kunne vække genklang hos en del højskoleelever.
”Et andet indlysende formål kunne være blot at tjene penge. Det er ikke en særligt givende ting at gøre, men der er en gruppe af mennesker, som ser deres udfordring i at være rigere end andre. Det er et tomt liv, men det er bedre end at bruge sin tid på at samle våben og bestemme over andre mennesker med vold,” siger Fukuyama. Hans tredje eksempel er fra et helt andet område.
”Hvis du ser på ekstremsport, er det fascinerende, hvor mange mennesker der for eksempel forsøger at bestige Mount Everest,” siger han med antydningen af et smil.
”Der er mange tilgange for mennesker til at skabe mening. Meget af det er også tomt, men det er et af de problemer, der opstår, når du fjerner enhver form for transcendentalt formål med livet,” siger Fukuyama og kigger ud mod træerne i Universitetsparken.
I din bog Our Post-Human Future ser du nogle tendenser, der viser, at vi forsøger at gøre eksistensen mindre kompleks – og begrænse menneskelivet til et spørgsmål om at føle velbehag. Og livets kamp går ud på at undgå lidelse.
”Det er vanskeligt at argumentere for det, men jeg tror, at det at være menneske også handler også om at kunne håndtere lidelse og sygdom. Ingen ønsker sig mere lidelse og død, men i en vis forstand kommer de største menneskelig dyder ud af kampen for at overvinde den slags. Vi beundrer mennesker, der risikerer deres liv for fællesskabet – selv om de bliver slået ihjel. Fordi de stræber efter noget højere end deres liv. Jeg tror, at megen moderne biomedicin forsøger at lade som om, lidelse og død kan overvindes på permanent basis. Det vil gøre os mindre menneskelige i sidste ende.”
Velfærdsstaten kan dehumanisere
I Danmark bliver der ofte argumenteret fra liberalt hold for, at velfærdsstaten pacificerer folk og dermed forhindrer dem i at skabe mening for sig selv.
”Det er en typisk amerikansk indvending mod velfærdsstaten, at den fritager folk fra personligt ansvar for deres eget liv – og lægger det på skuldrene af Regeringen. Men det er stadig nødvendigt, at Regeringen kan tage over, for meget af det, der sker for folk, er ikke et resultat er deres egne valg. Så de kan ikke tage ansvaret, hvis hele den branche, de er beskæftiget i, kollapser på grund af udenlandsk konkurrence. Der er en vis forpligtelse for staten til at træde ind og hjælpe dem med at uddanne sig videre. Men du kan komme i en situation, hvor, hvis du ikke synes, du har noget ansvar for dit eget liv, bliver du mindre et menneske.”
Så velfærdsstaten kan forårsage dehumanisering?
”Ja, det kan den. Problemet er, at ingen velfærdsstat er rig nok til at tilfredsstille alles basale behov. Der er megen debat om behovet for borgerløn på grund af den teknologiske udvikling, og at mennesker som en konsekvens ikke vil have meningsfuldt arbejde. Det er et stort problem, fordi – som jeg sagde – folks værdighed afhænger af deres evne til at arbejde, og at de bliver betalt for at lave noget brugbart for samfundet. Hvis du bare får løn fra Regeringen, vil du ikke bruge din tid på at skabe noget kreativt og smukt. Du vil bare have det dårligt med dig selv.”
Der findes i Danmark en del mennesker på overførselsindkomst, som måske ikke har en indre drift mod kreativitet og foretagsomhed, men lader sig spise af med underholdning og forbrug. Det sidste gælder også for en del unge, forvirrede mennesker. Hvordan får vi folk til at komme i gang?
”Det, I laver, er vigtigt. Du arbejder med unge mennesker. I skal lære dem, at arbejde er meningsfyldt og har en indre værdi. Højskolerne lyder som en glimrende institution.”