Af Rasmus Kolby Rahbek, ph.d.-stipendiat ved DPU, Aarhus Universitet, og pædagogisk konsulent i Højskolernes Hus
Det sker, at man til sin overraskelse pludseligt rammes af en følelse af genkendelighed. En duft, en lyd, et ord vækker genklang og sætter en i en stemning af hjemlighed. Sådan havde jeg det for nylig, da jeg så en plakat hænge på gangen foran mit kontor på Aarhus Universitet. "Livsduelighed" stod der øverst med store bogstaver som reklame for en storstilet DPU-konference. Det her kender jeg, tænkte jeg: Grundtvigs gamle ord om dannelse og duelighed for livet - det menneskelige og det borgerlige. Men da jeg læste igennem plakatens tekst, var det som om, genkendelighed fra plakatens overskrift langsomt forduftede. Her var der tydeligvis noget helt andet på spil. En ny livsduelighed.
I forsøget på at finde en forklaring på denne nye forståelse stødte jeg på en publikation fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der i 2016 udgav en rapport med den rammende titel "Livsduelighed". Her skriver forfatterne: "Livsduelighed forstås som personlige, sociale og faglige egenskaber og kompetencer, der i samspil bidrager til en persons evne til konstruktivt at håndtere udfordringer, fungere alene såvel som i fælleskaber og udvikle sig i mødet med omverdenen."
Umiddelbart lyder det jo ganske tilforladeligt, men kigger man nærmere efter, bliver det tydeligt, at det, der tales om, er dueligheden og knap så meget om livet. For hvad er det for et liv, denne duelighed retter sig mod? Derom forholder SFI-rapporten sig ganske tavs - både hvad angår det menneskelige og det borgerlige. Læser man videre i rapporten, når man da også frem til, at tankegangen ikke har det mindste med ham den gamle at gøre, men kobler sig til begrebet resiliens, der måske bedst kan oversættes til modstandskraft.
Resiliens er blevet et begreb, man i dag finder inden for forskning om snart sagt hvad som helst fra bæredygtighed og miljø over økonomi og medarbejderudvikling til psykologi og pædagogik - et vaskeægte buzzword. Som sådan beskriver det menneskers, organisationers eller systemers evne til at håndtere og tilpasse sig uforudsete kriser og udgrænse sårbarhed.
Særligt inden for uddannelsesforskningen er begrebet blevet centralt. I den forbindelse har sociologen Rasmus Willig påpeget, at det er bemærkelsesværdigt, at resiliens både bliver brugt som en værdi, når vi taler om at håndtere store, globale kriser, og som et ideal for det enkelte individs evne til selvstændigt at håndtere og tilpasse sig kriser og udfordringer.
Vil man tale om livsduelighed, må man nødvendigvis også indlade sig på at tage favntag med livet. At brydes, tumle og lege med det. Ikke for at nå frem til en endelig løsning af ligningen, men for at kvalificere det åbne ”hvorfor?”. Og her trænger forskningen muligvis til en hjælpende hånd.
Rasmus Kolby Rahbek
Men hov, hvad blev der af livsdueligheden? Ja, det er et ganske godt spørgsmål, for hvorfor har man oversat resiliens til livsduelighed i en stor del af den pædagogisk-psykologiske litteratur? Er det blot en fordanskning af begrebet resiliens og i givet fald, hvorfor benytter man sig så ikke af modstandskraft eller robusthed, som også har været fremme? Og hvis man reelt mener livsduelighed, hvorfor kobles det så altid til forskning i resiliens? Ja, kigger man i benævnte litteratur, finder man ingen svar. Her fremstår det som et begreb, der pludselig er faldet ned fra himlen. Måske livsduelighed bare lyder godt
Livsduelighed har imidlertid, i den version jeg har mødt i højskolen, altid været uløseligt forbundet med at gribe og blive grebet af livet. At tage favntag med livet. At brydes, tumle og lege med det. At undres ved det og kæmpe for det. At vække det og våge over det. Det er en livsduelighed, hvor robustheden og modstandskraften kun finder sin værdi i kraft af en samhørighed med det skrøbelige og sårbare, ikke gennem en udgrænsning af det. En livsduelighed, hvor det borgerlige ikke meningsfuldt kan adskilles fra det menneskelige. Og hvor livet er det centrale. Som sådan er det et dannelsesbegreb knyttet til den menneskelige tilværelse.
I den nye livsduelighed, som den fremstår i sine aktuelle pædagogisk-psykologiske gevandter, fokuseres der på vores kognitive og mentale udvikling og adfærd. Som noget, der kan styrkes gennem den rette træning - og helst hos helt små børn - og som knytter sig til, hvor gode vi er til at klare os i livet (læs: i forståelsen social mobilitet, uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet). Som når legen fremhæves som vigtig, ikke som udtryk for en menneskelig samværsform, men som motor for et "legende læringsliv", som institutleder ved DPU, Claus Holm, har udtrykt det.
Men når opmærksomheden angår dueligheden uden nogen kvalificeret diskussion af livet, bliver det først og fremmest til et snævert "hvordan?" fremfor et åbent "hvorfor?". Dermed risikerer den nye livsduelighed, måske ufrivilligt at blive gjort til en funktionel tjener for en optimering, normalisering og instrumentalisering af eksistensen. Som sådan er det et kompetencebegreb knyttet til det opportunistiske individ.
Modstandskraft, robusthed, ja ligefrem karakter, bidrager alt sammen til personlige og sociale egenskaber, som de færreste er imod. Men som livsduelighed bliver det en bastard, især i en pædagogisk sammenhæng, hvis det reelt kun er den ene side af ligningen, man forsøger at løse. Vil man tale om livsduelighed, må man nødvendigvis også indlade sig på at tage favntag med livet. At brydes, tumle og lege med det. Ikke for at nå frem til en endelig løsning af ligningen, men for at kvalificere det åbne "hvorfor?".
Og her trænger forskningen muligvis til en hjælpende hånd.
Måske er det i kunsten og poesien, at vi finder det spørgsmål formuleret allermest nærværende og vedkommende. Som når den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson i romanen Fisk har ingen fødder spørger: "Hvad skulle vi med uddannelse hvis vi ikke kunne se formålet med livet, for hvordan skulle vi kunne være til nytte i verden, til hvilken nytte døde nogen fra os, hvis vi levede uden nogen form for ild i brystet, hvis vi helt enkelt levede fordi vi nu engang ikke var døde"?