Alt det vi gør, er et forsøg på at skabe elever med overskud og mod til at tage fat på deres eget liv. Det bliver vanskeliggjort af arbejdstidsregler og forordninger, der medvirker en eller anden form for bureaukratisering og funktionærgørelse af livet på en højskole.
Jørgen Carlsen
Elsk verden
Dele af den verden, som Carlsen opponerer imod i sine utallige foredrag og artikler i aviser og i nærværende blad, har imidlertid også sneget sig ind på højskolen.
"Dengang jeg startede, var det gejst og engagement, der kørte det hele. Ingen tænkte på 11-timers regler eller implementering af lønbekendtgørelser. Det er ikke en verden, som rummer den samme passion som dengang. Jeg er fuld af forståelse for, at man skal have rimelig løn for det arbejde, man laver, men jeg kunne godt tænke mig, at kaldstanken var den drivende kraft. Og at man først og fremmest betragter det som et privilegium at arbejde på en højskole. Alt det, vi gør, er et forsøg på at skabe elever med overskud og mod til at tage fat på deres eget liv. Det bliver vanskeliggjort af arbejdstidsregler og forordninger, der medvirker til en eller anden form for bureaukratisering og funktionærgørelse af livet på en højskole. Men det er kommet for at blive. Man kan håbe på, at man på højskolerne har gejst nok til ikke at lade bogholderholdningerne fylde alt for meget," fortæller Carlsen, mens ostemaden forbliver urørt på tallerkenen.
De sidste tredive år i højskolens tjeneste har da også budt på mere eller mindre drabelige diskussioner om højskolens frihed fra statslig indblanding og kompetencegivende undervisning. Ofte med Carlsen i en hovedrolle.
"Meget af diskussionen om 'undervisning af bred almen karakter' er tåbelig. At man insisterer på, at der i hvert eneste fag skal være et element af bred almen karakter. Ja, tak, men det hele skal jo ses som en cocktail. Det, vi laver til morgensamling, er tit meget åndfuldt, men ikke patetisk. Det spreder sig ud i undervisningen. Men det er tåbeligt at tro, at man kan tale om en specifik højskolepædagogik, som om det, at man har en time i historie her på højskolen, skulle adskille sig fra, hvad de gør i gymnasiet. Gu, gør det da ej. Det er selve konglomeratet, der skal i centrum. Det er da ikke den enkelte time."
Undervisningen er en indgang til livsunderet, siger han med største selvfølgelighed. "Men man skal passe på, man ikke presser det for hårdt. For kan man undervise i matematik på højskole? Ja, selvfølgelig. Men kom ikke og sig, at en tredjegrads ligning er et indblik i livsunderet. Det er det jo ikke."
"Der foregår noget specielt på en højskole. Det har at gøre med, at man bliver mere opmærksom på betydningsfuldheden af den verden, man lever i, sådan at man omfatter den med en agtelse, som gør, at man føler sig ansvarlig. Hannah Arendt siger, at målet med undervisningen er at få eleverne til at elske verden så meget, at de vil tage ansvar for den. Det er et godt pejlemærke for højskolen. Det er et spørgsmål om at inddrage sig selv og sit eget naturel, sit eget potentiale i det. Hvad er betydningsfuldt i denne verden, og hvad kan du gøre ved det?"
Carlsen vil ikke bebrejde nogle højskoler, at de er mere rettet mod en form for formel kompetence, end andre. Men han ville blive ked af, hvis man generelt mente, at højskolen skulle rumme et kompetenceelement i lighed med de traditionelle uddannelser.
"Jeg vil gerne stå fast ved, at højskolen først og fremmest er en dannelsesinstitution. Det ligger i hele livsoplysningsperspektivet. Og så nytter det ikke noget, at Ove Korsgaard og andre kommer og historisk korrekt siger, at sådan har det aldrig været. Det er en meget udynamisk måde at se historien på. Som om, at historien rummer sin egen normativitet. At fordi historien var på en bestemt måde, så er det det, der karakteriserer højskolen. Nej, det, der karakteriserer højskolen, er det, der ikke findes i den øvrige del af uddannelsessystemet. Hvis man afvikler dannelseselementet, så afvikler man højskolen."
Testrup er heller ikke altid Testrup
Tilbage i 90erne udspilledes en markant debat om kompetencegivende undervisning på højskolerne. Centralt i debatten stod Testrup og Jørgen Carlsen på den ene side og Oure og Ole Hjorth på den anden. Det lykkedes ikke Hjorth at få gjort højskolerne kompetencegivende, og siden har der hersket et vist spændingsforhold mellem de to skoler.Vi er spadseret over i foredragssalen på højskolen, hvor Carlsen til ære for fotografen træder op på talerstolen.
"Jeg tror, at Oure er et godt eksempel på, at der hverken findes 100 % rigtige eller 100% forkerte højskoler. Jeg tror så meget på koreografien i en højskole, at det at folk indfinder sig frivilligt, altid vil være godt. Det vil altid skabe interaktioner, som er udviklende. Jeg tror, at Oures virkelighed er bedre end deres ideologi. Omvendt kunne man sige om Testrup, at der er mindre højskole i virkeligheden end i ideologien, hvis jeg skal være så ærlig. Testrup er heller ikke altid Testrup, om man så må sige. Man laver idealforestillinger om, hvordan tingene skal være. Jo mere man nærmer sig idealet, jo bedre er det. Men det er ikke søndag hver dag. Det skal man affinde sig med."
Udefra kan Testrup meget vel ligne en 4.g.-højskole, og er det også i vis forstand, medgiver Jørgen Carlsen.
"Når det er sagt, så er det jo ikke en sygdom at være 4.g.'er. Jeg er sikker på, at der er nogle elever, der ville være bedre tjent med at være på en anden højskole end Testrup. Ud fra de forudsætninger eller den indstilling. Her kan du bruge navnet Kafka, uden at skulle forklare det. Vi kører i et andet gear, og det kan man mene er hovskisnovski. Men man kan måske også beklage, at det i vor tid er nødvendigt," fortæller Carlsen, hvis højskole også er kendt for at være storleverandør af folk, der har gjort det rigtig godt som en del af den snakkende klasse.
"Vi pisker af og til os selv med mangfoldigheden, selv om vi har folk på hvert eneste hold med en ikke-akademisk baggrund. Men jeg mener heller ikke, vi skal forsøge at rumme alle. Ambitionen om, at højskolen skal rumme alle, er selvpinerisk. Og den er ikke til gavn for nogen. Alle er inviteret til at komme, men vi kan ikke gøre mere end at holde dørene åbne."
Den indstilling har gennem tiden fået kritiske stemmer til at kalde Testrup en eliteskole. Men Carlsen er loren ved elitebegrebet. Måske især efter Trumps sejr og Brexit er eliten blevet en udskamningskategori, mener han.
"Man sætter kunstigt folk i en position, hvor de får et legitimeringsbehov. Ikke fordi de ikke kan noget, men fordi de kan noget. Det er en meget ugrundtvigsk måde at tænke folk og elite på."
Carlsen kommer til at tænke på Holger Begtrup, som i sin tid var forstander på Grundtvigs Højskole. Han skrev et værk i fire bind med titlen Det danske Folks Historie i det 19. Aarhundrede. Værket består af en række biografier af rigets store mænd: H.C. Andersen, Oehlenschlæger, St. St. Blicher, Grundtvig.
"Da jeg læste det, tænkte jeg, 'hvad fanden, det er jo ikke det danske folk'. Men det er fordi, jeg tænkte, det var for snævert. Det er en meget stor misforståelse at sige, at så snart folk udmærker sig på en eller anden måde, så tilhører de ikke længere folket. H.C. Andersens far var skomager, hans mor var sindssyg. Men han bliver lige pludselig en fremragende digter. Så tilhører han lige pludselig ikke folket mere. Det er en virkelig jantelovsagtig måde at forholde sig til begrebet folk på."
"Holger Begtrup sagde, at 'her er nogle repræsentanter for det danske folk, som faktisk har drevet det vidt. Dem skal I høre noget om.' Underforstået, vil du også være med til at videreføre det danske folks historie. Du behøver ikke være en Ørsted, men du har noget at bidrage med. Det er en helt anden måde at tænke top og bund på, som en organisk vækst. Der er nogen, der har bedrevet noget, og så snart de har gjort det, så bliver de kaldt elite. Det er jeg meget stor modstander af."
Jo ældre, jeg er blevet, jo lettere er det for mig at blive holdt af. Og det er ikke, fordi jeg angler efter elevernes kærlighed.
Jørgen Carlsen
Fra far til bedstefar
Når forårsholdet om få timer befolker højskolen uden for Aarhus, vil der efter al sandsynlighed ikke være stofmisbrugere blandt eleverne. Carlsen vil ikke have behov for at smide elever ud. I stedet siger han til lærerne, at de skal gå i infight med elevernes små og store synder, så de kan komme og græde ud ved hans skuldre.
Jørgen Carlsen, der selv er far til to voksne børn, spadserer ud i højskolens have, der er omsluttet af en kold januar-tåge. Da han begyndte på højskolen, kunne han lige være nogle af elevernes far. I dag deres bedstefar. Og det er lettere at være en gammel forstander, siger han.
"Mange af eleverne i dag har en udvisket forældrefigur, fordi moderne forældre ikke vil være forældre, men gerne vil være venner med deres børn. Det skaber en diffusitet i selvafgrænsningen. Den gamle patriarkalske far - selv om man ikke skal ønske ham tilbage - havde i det mindste den kvalitet, at man kunne gøre op med ham. I dag er din mor blevet din veninde, og din far er blevet din ven. Det giver en mangel på robusthed," forklarer han, mens han ser ud over markerne.
"Jo ældre, jeg er blevet, jo lettere er det for mig at blive holdt af. Ikke fordi jeg angler efter elevernes kærlighed. Jeg er ikke far, jeg er deres bedstefar. Jeg er ældre end deres forældre. Jeg indtræder i sådan en metarolle. De kan ikke identificere mig med ham, de skal gøre op med. Men snarere med en, hvis skuldre de kan græde ud ved. Jeg er sådan set - i kraft af en vis svækket autoritet - blevet meget mere tilnærmelig. Det er mit indtryk, at jeg er ganske afholdt. Ikke fordi jeg sidder i elevhusene og drikker øl med de unge, men alligevel omfatter de mig med en vis hengivenhed eller respekt."