Af Jacob Kjærsgaard Mortensen, forstander på Hadsten Højskole
For et stykke tid siden så jeg den svenske film: "Simon og egetræerne". Den har flere tematikker, men det slog mig, at den også handler om dannelse.
Simon er en sanselig dreng, der har en hule oppe i kronen af et egetræ. Han taler med træet, eller rettere han lytter til egetræet, og når det blæser, taler det til ham, og han hører musik, men han forstår det ikke. Simon er også en intelligent dreng, der elsker at gå i skole og lære noget. Det giver han begejstret udtryk for derhjemme, men især faren, der er skibstømrer, har svært ved at rumme disse sider hos drengen. Han forstår ikke hans manglende praktiske og håndværksmæssige sans. Dette i en grad hvor det kommer imellem far og søn som en følelse af fremmedhed.
Da Simon skifter skole, kommer han i klasse med Isak, og de to drenge bliver venner. Isaks familie er jødisk og flygtet fra nazisterne til Sverige. Faren er boghandler og interesseret i kunst og musik, og han ønsker brændende, at Isak skal gå op i sin skolegang og søge kundskaber. Isaks stående og lakoniske kommentar er dog, at skolen er kedelig. Således er der også en form for fremmedhed mellem Isak og hans far. Gennem drengenes møde fornemmer Isaks far Simons umættelige nysgerrighed og forærer ham bøger og tager ham med til koncerter, og en ny verden åbner er sig for Simon.
Da Isaks mor bliver indlagt med et nervesammenbrud, tilbyder Simons forældre, at Isak kan bo hos dem. Isak er selv hårdt ramt af angstanfald, og Simons familie ved ikke deres levende råd. Nærmest i afmagt og for at få drengen ud af sit mentale bur beordrer Simons far Isak ud i værkstedet for at hjælpe ham der. Langsomt, gennem sin glæde og interesse for håndværket, som han viser sig at have sans for, kommer Isak sig, og da en ny verden åbner sig for ham, åbner han sig for verden - præcis som det skete for Simon.
At åbne sig for verden
Den tyske didaktiker og dannelsestænker Wolfgang Klafki taler om den dobbelte åbning, og i forlængelse deraf definerer han dannelse, som det at "barnet åbner sig for verden, og verden åbner sig for barnet" - i en og samme bevægelse. Filmen er netop en historie om, hvordan to drenge igennem mødet med en betydningsfuld anden får åbnet en større verden på hver deres måde, og den handler således om dannelse i den brede forstand, som bl.a. Friedrich Schleiermacher oprindeligt slog til lyd for - en mangesidig dannelse. Man kan lidt flot sige, at det er højskolens dannelsesopgave at skabe rum og mulighed for at møde den betydningsfulde anden eller det betydningsfulde andet og derigennem at overskride sig selv for at blive sig selv.
Den åbning til verden Simon og Isak oplever går gennem optagethed, og det peger på, at dannelse og engagement er tæt forbundet. At dannelse har at gøre med at blive levende optaget af den brogede verden for verdens egen skyld. Selvfølgelig har dannelse også i høj grad med viden og kundskaber at gøre, hvordan skulle vi ellers møde verden. Men det er en reducering af begrebet, når det rask væk sidestilles med viden og kundskaber. Som Løgstrup siger, så kan man sagtens være ekspertklog og livsstupid på samme tid. Men så er man næppe dannet.
Desuden mente videnskabsmanden per excellence: Einstein, at fantasi er vigtigere end viden. Dette ikke nævnt for at desavouere viden, men for at pege på, at dannelse er et sammensat begreb, der i høj grad har at gøre med, hvordan vi bruger vores viden, kunnen, fantasi og engagement. Man kan med et billede fra matematikken sige, at dannelse altid er en fællesmængde modsat begrebet kompetence, som det af og til forveksles med, der altid er en delmængde. Som sådan retter begrebet dannelse sig mod hele personen og personens integritet og karakter.
Ligesom dannelse er et sammensat begreb, er det et dynamisk begreb, og det lader sig ikke sådan sætte på formel. I den sammenhæng taler Wolfgang Klafki om, at dannelse har at gøre med en menneskelig udvikling i en stadig vekselvirkning med verden i form af de naturlige og kulturelle omgivelser. Således er enhver lurmærkning af den gode smag eller en på forhånd given værdikanon et tegn på stagnation, og det var netop det, der, ifølge Klafki, karakteriserede dannelsens forfaldsperiode fra midten af 1800 tallet. Dannelsesidealet ændrer sig altså i takt med at kultur og samfund ændrer sig.
I en oplysningssammenhæng er det interessante i relation til dannelse nok så meget den forsatte diskussion om hvad, hvordan og hvorfor, frem for en alt for fast definition af begrebet. Det er i denne diskussion, vi pejler det værdifulde, der er værd at give videre og bygge kultur og samfund på. Ja - vi kan passende supplere Friedrich Schleiermachers berømte dannelsesspørgsmål, om hvad den ældre generation vil med den yngre, med yderligere at spørge til, hvad den yngre generation vil med de værdier, de har fået og får overleveret af den ældre. Det kræver vel at mærke, at der rent faktisk finder en overlevering sted.
Dannelsens praksisser
Den tyske pædagogiske filosof Dietrich Benner har slået til lyd for en dannelsesfilosofisk tilgang, der er ikke-affirmativ. En tilgang der i udgangspunktet ikke skal bekræfte forudbestemte politiske eller etiske værdier, holdninger eller forestillinger, men som skal opøve en øget opmærksomhed desangående og en evne til at forholde sig til disse værdier og forestillingers berettigelse og levedygtighed. Det er altså til stadighed et mellemværende. Endvidere antager Benner, at mennesket bliver til gennem sin praksis, og han nævner seks praksisområder, der udgør et alment og fælles grundlag for menneskets eksistens: Økonomisk praksis, etisk praksis, politisk praksis, religiøs praksis, æstetisk praksis og pædagogisk praksis.
Man kan stille spørgsmål ved, om der er praksisser, som Benner ikke har blik for. Det interessante i denne sammenhæng er dog hans påpegning af, at de seks praksisområder har samme gyldighed. At der bør være et ikke-hierarkisk forhold mellem dem, da en eller flere praksissers dominans vil medføre, at verden bliver mere eller mindre endimensionel, og at der er værdier og perspektiver i tilværelsen, der ganske enkelt fortaber sig og udgrænses - og dannelse handler om det modsatte.
Dannelse har at gøre med at få åbnet verden og få en øget opmærksomhed på og sans for værdier, tilskikkelser og perspektiver i tilværelsen. Ligeledes har det at gøre med, at ens verden bliver så stor, at der også er plads til de andre i den. På højskolerne kalder vi det livsoplysning og folkelig oplysning.