Af Mads Rykind-Eriksen, forstander for Rødding Højskole og Erik Lindsø, foredragsholder og forfatter og tilknyttet Rødding Højskole
...
det gælder om, vi hjælpes til
at se med egne øjne
og ret forstå, hvad tiden vil,
men ikke tro dens løgne.
- C. Hostrup, Højskolesangbogen nr. 183.
Ligesom ethvert træ overlever ved at være rodfæstet, gør højskolen det også ved at være forankret i sit fundament. Højskolen skal, som C. Hostrup digter ovenfor, følge med tiden uden at flyde med strømmen. Det gør den bedst ved ikke at blive historieløs. Uden af og til at standse op og gøre os denne forankring bevidst bliver vi usikre på, hvordan vi skal forandre højskolen.
Hvad der kan ske, hvis højskolen rammes af historisk demens, afslører redaktør Andreas Harbsmeier ganske åbenbart i sin leder i Højskolebladet nr. 5, hvor han affejer vores kronik i samme nummer ved at betegne den som en glorificering af fortiden, som ingen mening giver – ”Ganske enkelt fordi tiden er løbet fra den.»
Når vi i vores debatindlæg i Højskolebladet nr. 5 efterlyser en refleksion over højskolebevægelsens fælles idégrundlag, er det ikke, fordi vi påstår at sidde inde med sandheden om, hvordan man laver den rigtige eller den gode højskole.
Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø
Andreas Harbsmeier, og hermed Højskolebladet, kommer desværre til i lederen at repræsentere en tidsånd, der hersker, og som netop højskolen må være en reaktion imod, hvor man er gammeldags og bagstræberisk, hvis man argumenterer med noget, der ligger blot et tiår eller to tilbage. En tid og en højskole, der på den måde vil løbe fra sin fortid, står i fare for at ende i rodløshed.
Højskolebevægelsen er det fælles udgangspunkt
Det er med rod i historien og traditionen, vi også hævder, at Jesper Gramkow Mortensen og Ole Hjorth fra Oure tager fejl i deres kommentar til os i Højskolebladet nr. 6, når de hævder, at højskoleloven og kun ”loven er vores fælles fundament.”
Nu er det naturligvis sådan, at man ikke kan tvinge nogen til at se sig selv fortalt ind i en større fortælling. Men højskolerne har mere til fælles end blot at være samlet omkring et lovfællesskab. Det, der gør os til mere end blot 68 forskellige højskoler med hver sit værdigrundlag, højskolesyn og sine måder at gøre tingene på, er vores fælles afsæt i skoleformens opståen i første halvdel af 1800-tallet. Det er dette, der gør højskolerne til en bevægelse.
Da Rødding Højskole, som den første danske folkehøjskole blev oprettet i 1844, faldt den ikke ned fra himlen. Der var en grund til, at en kreds af mennesker ønskede skolen oprettet. Disse mennesker var inspireret af de tanker, som Grundtvig i en række skrifter i 1830’erne havde gjort sig om en dansk folkehøjskole – tanker, som var stærkt inspireret af oplysningstidens forestillinger om, hvordan man skabte et moderne samfund ud af enevældens gamle stændersamfund. Hertil havde man brug for oplyste og myndige borgere, og i lyset af det gryende demokrati var en af idéerne bag Grundtvigs højskoletanker, at skolen skulle klæde ungdommen på til at deltage i debatten i de rådgivende stænderforsamlinger og senere i det egentlige demokrati, som vi fik med grundloven i 1849. Det krævede uddannelse, ligesom ungdommen generelt havde behov for uddannelse, hvis man skulle skabe et moderne samfund.
Over hele landet blev der oprettet læreanstalter. Men Grundtvig ville mere; han sagde, at for at skabe hele mennesker, var det ikke nok at give dem uddannelse, de skulle også have dannelse. Grundtvig brugte dog aldrig ordet dannelse, men de to andre ord livsoplysning og folkeoplysning. Heraf kommer, at der i dag i højskoleloven står, at højskolerne skal tilbyde ”undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse”. Derfor kan ingen højskolefolk komme uden om den grundtvigske forankring.
Hertil kommer Christen Kolds betoning af hjemmeligheden manifesteret i, at forstandere og lærere fra højskolens start boede på skolen – et særkende, som rækker helt ind i nutidens lovgivning, når der i tilskudsbekendtgørelsen står, at hver højskole skal eje mindst to familieboliger til forstander og fastansatte lærere, og hvor den enkelte bestyrelse kan give dispensation for, at forstanderen ikke behøver bo der.
En bevægelse er defineret ved at forandre sig
Grundtvigs tanker og Kolds praksis er højskolernes fælles tankegods og afsæt og det, der gør, at man kan tale om en højskolebevægelse.
Når det er sagt, ligger det i ordet bevægelse, at det ikke er noget statisk, men at den netop ved at være en bevægelse, er en dynamisk størrelse, som hele tiden forandrer sig.
Det gælder naturligvis også højskolebevægelsen, hvor kun få om nogen bekender sig til ”et særegent dansk grundtvig-koldsk tankeunivers … præget af nationalisme og førmoderne tænkning f.eks. i form af et bibelfundamentalistisk menneske- og verdenssyn”, som Gramkow Mortensen og Hjort beskylder os for i deres kommentar. Ligesom kun få om nogen ”… ønsker sig tilbage til en tid, hvor en stærk patriarkalsk struktur dannede scene for ældre herres udlægning af sandheden”, hvilket ifølge Andreas Habsmeiers påstand i Højskolebladets leder skulle være vores anliggende.
Naturligvis har højskolefolk i deres arbejde ladet sig inspirere af senere bevægelser som arbejderbevægelsen og den kulturradikale bevægelse samt tænkere som Brandes, Rousseau, Kant, Darwin, Freud, Sartre, John Dewey, Habermas og Marx. Og det er kun godt, når man skal adressere moderne problemstillinger i en globaliseret verden, som vores højskoleelever skal ud at virke i efter deres ophold. På samme måde forandrer højskolernes fag sig med tiden, og derfor undervises der heller ikke længere i landbrugsfaglige emner, men i journalistik, friluftsliv og design m.v. Men under det hele ligger arven fra Grundtvig og Kold, der som nævnt kommer til udtryk i højskolernes formålsparagraf og tilskudsbekendtgørelse.
Når vi i vores debatindlæg i Højskolebladet nr. 5 efterlyser en refleksion over højskolebevægelsens fælles idégrundlag, er det ikke, fordi vi påstår at sidde inde med sandheden om, hvordan man laver den rigtige eller den gode højskole – ”den ægte vare hentet fra en svunden tid” – eller ser udviklingen som en ”forfaldshistorie”, som Simon Lægsgaard, forstander for Brandbjerg Højskole og medlem af FFD’s bestyrelse, beskylder os for i samme blad. Men fordi vi finder det afgørende for skoleformen, at vi hele tiden i fællesskab reflekterer over, hvad det vil sige at drive højskole med den tradition, vi har med os, fortolket ind i verden anno 2017.
Grundtvigs tanker og Kolds praksis er højskolernes fælles tankegods og afsæt og det, der gør, at man kan tale om en højskole-bevægelse.
Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø
Vi synes, at FFD i sit udmærkede, fremadrettede arbejde mangler – eller i hvert fald mangler at tydeliggøre – en forankring i traditionen. Ligesom højskolerne ikke er faldet ned fra himlen, ville det være naturligt, om der i højskoleforeningens netop vedtagne strategiplan med retningslinjerne for de næste fem års arbejde var blevet refereret til det fælles udgangspunkt i Grundtvigs tanker. Det er dette fælles grundlag, vi i vores artikel opfordrer FFD’s bestyrelse til i højere grad at italesætte, diskutere og tage afsæt i.
Hjemlighed og bopælspligt
Det ligger i højskolens DNA, at lærere og forstander bor på højskolen – en tradition, som vi i vores debatindlæg argumenterer for, at vi skal fastholde og styrke. Det har i Højskolebladet og på Facebook skabt en god debat om, hvad der forstås ved hjemlighed, og hvad det rent faktisk betyder, at forstanderen og lærerne bor på højskolen. Jakob Nørregaard, forstander for Den Skandinaviske Designhøjskole, skriver på Facebook, at god højskole ikke kan defineres ved, om man bor eller ikke bor på højskolen med argumentet, at ”Forstandere og højskolelærere er ligeså forskellige som resten af samfundets borgere, og derfor må den naturlige afledning være, at disse også beriger højskolen bedst ud fra forskellige forudsætninger.” Man får nærmest det indtryk, at det ikke spiller nogen rolle, om man bor eller ikke bor på højskolen.
Det får da også Lars Andreassen, lærer ved Egå Ungdomshøjskole, til at svare: ”At hævde vi er forskellige, og at alt derfor er godt, er i bedste fald en form for relativisme. Det er ikke et argument. Og det er indignation heller ikke. Det får mig til at tænke på Rune Lykkebergs bog ”Alle har ret””, hvor argumentet netop er, at fundamentet under os skrider, hvis vi for nemheds skyld blot giver hinanden ret i hver vores fortolkning af det, vi er fælles om at være rundet af.
I diskussionen om bopælspligten (vi foreslår ordet bopælsfordelen), mener vi, at det ER bedre, at forstander og lærere bor på skolen, og at højskolen som livsform undergraves, hvis dette fundament skrider. For os giver det helt naturligt merværdi, når man bogstaveligt talt deler fælles liv ved at bo på eller ved skolen. Når man taler om hjemlighed, bliver det hul tale, hvis hjem ikke er det sted, man bor. Så gør vi højskolen til en institution. Som Jakob Bonderup forstander for Engelsholm Højskole, skriver på Facebook, at får vi højskoler uden bosiddende lærere og forstander, ”så ender elevernes hjemlighedsfornemmelse med at bunde i en uendelighedsrække af beer pong og netflix film, og det er et billede på hjemlighed, før de kommer på højskole. Men skal det også være det bagefter?”
Vi finder det dybt problematisk, hvis lovændringen i 2006, der gav de enkelte højskolers bestyrelse mulighed for at dispensere fra bopælspligten, går hen og bliver normalen, uden det har været debatteret blandt os som skoler. Derfor rejser vi debatten: Er det i den retning, vi skal bevæge os? Skal vi skære en af de stærkeste rødder i folkehøjskolen over?
Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø
Et af argumenterne for at opgive bopælsfordelen er, at man ikke kan få dygtige lærere til at flytte langt væk fra storbyen. Det er ikke vores erfaring på Rødding Højskole. Det samme giver Else Mathiesen, forstander for Vestjyllands Højskole, udtryk for i Højskolebladet nr. 6: ”Der er mange, der spørger, om man kan få folk her til Vestjylland – og så må jeg bare sige, at ja, det kan man godt.” Vores erfaring er, at det primært handler om, hvordan man som skole vælger at argumentere for bopælen som en fordel og som en del af skolens selvforståelse.
Loven skal ændres
Vi finder det dybt problematisk, hvis lovændringen i 2006, der gav de enkelte højskolers bestyrelse mulighed for at dispensere fra bopælspligten, går hen og bliver normalen, uden det har været debatteret blandt os som skoler. Derfor rejser vi debatten: Er det i den retning, vi skal bevæge os? Skal vi skære en af de stærkeste rødder i folkehøjskolen over?
Vi mener nej. Vi vil derfor kæmpe for bopælen som et af højskolens særkender – så stærkt, at vi til næste årsmøde vil fremsætte et resolutionsforslag. Her håber vi på, at et flertal vil pålægge bestyrelsen at arbejde for en lovændring, så det ikke bliver muligt at dispensere fra, at forstanderen bor på skolen, og at et vist antal lærere skal bo på eller ved højskolen. Ikke sådan, at nuværende ansættelsesforhold skal ændres, men sådan at det skærpes ved fremtidige ansættelser.