Af Professor Lene Tanggaard, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet Foto: Nikolaj Holm Møller
Jeg skal straks komme med en bekendelse. Jeg var vild med Thomas Blachman i rollen som dommer i tv programmet X faktor. Her gennembrød han en lydmur ved at turde stå for noget, og ambitionerne var lysende klare. Han ville se mere af deltagernes vilje og lyst til at række op mod stjernerne. Blachman talte sig ind i vores hjerter. Dommerrollen passede ganske enkelt perfekt til ham.
Spørgsmålet er, om forfatterrollen er lige så velvalgt? Jeg er i tvivl.
Det sidste og mest alvorlige problem med teksten er, at jeg er ganske sikker på, at der kommer usympatiske mennesker ud af det, hvis man følger alle de gode råd. Så det skal man ikke. Man skal ikke altid sige, hvad man mener. Nogle gange er det klogt at holde kæft. Skulle Blachman have gjort det? Nej. Det er bare enormt svært at bruge teksten til noget som helst.
Lene Tanggaard
Blachmans nye tekst er en såkaldt pamflet på 52 meget små sider udgivet på forlaget Gyldendal med titlen Længe leve den kreative masse. Teksten (som er fem centimeter bred og 8 centimeter høj) er et forsvar for den kreative masse. Alle kan kort sagt få ideer. Blachman vil give magten tilbage til den kreative masse, til os alle. Det sker i et rodet og lidt larmende format. Blachman er simpelthen i staccato. Han løber bogstaveligt talt ind og ud af døre i teksten og sidder ikke stille i mere et kvarter.
Pamfletten, og det er vitterligt en lille sag, består af et forord, fem beføjelser og et efterskrift. De fem beføjelser benævnes 1) Idioten og geniet, 2) Improvisér med sproget, 3) Ordblindhed er en gave, 4) Grebet og 5) Blotteren er et gavmildt væsen.
Rodet udtryk, fine pointer
På trods af det rodede udtryk, så er der vitterligt mange fine pointer at hente ud af de fem beføjelser. Den første såkaldte beføjelse handler om at turde være en idiot, der tør løbe foran med mod, spontanitet og uforudsigelighed, mens geniet vil have sans for detaljerne og samle op undervejs. At improvisere med sproget er også forfriskende – her gælder det om at ændre rytmen, holde pauser og i det hele taget bruge stemmen som instrument. At se ordblindhed som en gave virker også som et opbyggeligt forehavende. Måske er det her, Blachman er bedst i bogen, fordi hans egne erfaringer som ordblind kommer til sin ret. Her skrives med oprigtighed om at være ordblind og ikke at kunne læse teksterne i folkeskolen, men så til gengæld finde på sine egne historier. Det er smukt og kan give håb for andre, der kæmper med bogstaverne.
Den fjerde anbefaling hedder Grebet. Her handler det om at sætte ting sammen på nye måder, at blotte sig og være gavmild. Det kan bestemt også være prisværdigt at gøre. Nogle af beføjelserne klinger også fint med vores viden om, hvordan mennesker er kreative. Blachman behøver åbenbart ikke at referere til andres arbejde, men det skal siges, at det i litteraturen om kreativitet ofte også er en pointe, at egen svaghed eller udfordringer kan være en gave for kreativiteten. Når man selv har det svært med noget, så kan man meget nemmere se, hvad andres udfordringer er. Billedet med idioten, der spontant løber af sted, mens geniet samler op undervejs er også fint og svarer til mit eget snublebegreb. Det er, når vi snubler, at vi vinder chancen for at forundres og opdage noget nyt. Det gavmilde – at turde lukke verdenen ind – er også noget, som mange beskriver som et kendetegn ved kreative processer.
Så hvad er problemet? Udover at teksten er rodet, at nogle af sætningerne ikke giver mening, og at forbindelserne mellem de enkelte beføjelser ikke bliver tydeliggjort eller forløst?
For det første har jeg svært ved at læse beføjelserne som netop beføjelser. De er snarere udtryk for Blachmans egne erkendelser, og så er det velmente råd. Jeg er uklar på, hvordan Blachman kan være i en position til at udsende beføjelser? Beføjelser handler om at have en formel ret til at udstede ordrer eller at udøve myndighed på et felt, men hvordan er Blachman i en sådan position? Det er i givet fald selvudnævnt, hvilket jeg tror passer Blachman fint, da han både keder sig med den kreative klasse og de højtuddannede. Blachman udnævner sig selv til en art profet, og det virker da også lidt som om, han sidder på en fjern planet uden synderlig kontakt med omverdenen. Det sidste er det andet problem med teksten. Blachman kommer, måske uden helt at vide det, til at tale ned til en masse andre, udover den kreative klasse og de højtuddannede, så står folkeskolen også for skud. Igen fristes man til at sige.
Et tredje problem er, at Blachman slet ikke bruger sig selv nok. Hvor ville jeg hellere høre om hans egne erfaringer og udfordringer end at skulle høre på alle disse usammenhængende beføjelser. ’Get real’. Kreative processer finder sted i virkeligheden, og den er rodet. Det vil jeg høre noget om. Hvad gør Blachman selv, når det bliver svært? Hvad er det, han reelt vil belære ungdommen om, og vil de overhovedet høre på det? Det sidste og mest alvorlige problem med teksten er, at jeg er ganske sikker på, at der kommer usympatiske mennesker ud af det, hvis man følger alle de gode råd. Så det skal man ikke. Man skal ikke altid sige, hvad man mener. Nogle gange er det klogt at holde kæft. Skulle Blachman have gjort det? Nej. Det er bare enormt svært at bruge teksten til noget som helst. Næste gang vil jeg have mere Blachman. Ikke alt denne larm.
Thomas Blachman
Længe leve den kreative klasse – beføjelser til ungdommen
Forlaget Gyldendal
56 sider, kr. 59,-