Af Marianne Olesen, pensionist
Krise, ja, fandme er jeg i krise. 76 år, superaktiv frivillig, sekretær i en forening med pt 800 betalende medlemmer og halvanden gange så mange (curling)forældre, som jeg hvert år slår på tromme for / foreslår / anbefaler sommerhøjskoler for forældre (helst) og bedsteforældre (hvis de ikke har noget bedre at tage sig til). Godt så, de sommerhøjskoler trives vist rigtig ok.
Men hvor tager den enlige, aktive 60+ (ok, 75+ for mit vedkommende) hen på sommerhøjskole, når de lange udenlandske vandreture med autoriserede bureauer bliver for seje? På et tidspunkt må jeg erkende, at Himalaya, rapelling og climbing er historie. Hvor tager man hen for at udvikle sin ånd, sin glæde, sin kreativitet, sin snakkesalighed, sin kommen-hinanden-ved-hed og sin everlasting livsglæde, inden den lange vinter, der venter foran den endeløse søvn.
Selvom jeg næppe tilhører det segment, man angler efter, så vogt jer. Det er os bedste- og oldemødre, der hiver børnebørnene med. Det er os, der betaler for deres højskoleophold, det er os I skal nurse.
Marianne Olesen, pensionist
En højskole, der kan få kolesteroltallet ned. Ja, tak (mere grøn mad). Blodtrykket ned. Ja, tak. Hæderlige gåture på stønnende 10-20 km hver dag, tårer og grin. Ja, tak. Fede foredrag om verdens trængsler. Hvad hylan foregår der i Rusland? Hvorfor kan vi ikke finde ud af Syrien? Hvad gør vi for næsehornene? Nåh ja, og de rumænske børn. Hvordan med alle vore flygtninge? Oh shit, dårlig samvittighed, hvor er Amaronen?
Pensionist/seniorhøjskoler, jamen alså... Vandretur på 2-5 km i luntetrav. Nøjj, kig lidt efter en fugl, nøjj, lokal revy, nøjj, tag-selv grisebord, nøjj.
In short: Pensionisthøjskolerne undervurderer os gamle. Vi er sgu da bare ganske almindelige mennesker, der har forladt ”arbejdsmarkedet”. Gu’ har mange af os not. Vi knokler som frivillige i al-landsens organisationer og foreninger, fordi vi elsker det. Og frivilligt arbejde er 24/7, telefonens viderestilling kommer med hjem. Tag den, lønarbejder.
Giv os en 65-70-75+ højskole, der ikke betragter os som halvdøde, grå hjelme. Hvem fa’en har opfundet det udtryk? Næppe en kvinde, jeg var en gang storkrøllet og rødhåret med olivengrønne øjne. Det er jeg stadigvæk, indeni. En højskole, som respekterer os som voksne mennesker. En specielt kærlig hilsen til Marielyst. Jeg kommer igen, hvis jeg lever længe nok, og der ellers er plads.
Indkald de store hoveder, lav nogle fede foredrag, undervurder aldrig gamle damer, og så skal vi nok betale, hvad det koster at få kvalificerede oplæg.
For 25 år siden meldte jeg mig ind i Dansk Vandrerlaug. Alle konerne talte om højskoler, og det skulle jeg også prøve. Wow, for en øjen- og sanseåbner. Selvom jeg næppe tilhører det segment, man angler efter, så vogt jer. Det er os bedste- og oldemødre, der hiver børnebørnene med. Det er os, der betaler for deres højskoleophold, det er os I skal nurse. Og tag ikke fejl: 60+ er noget helt andet, end I tror.