Af Ulrich Quistgaard, kommunikationsansvarlig og underviser, Krogerup Højskole
Folkehøjskolernes Forening har sikkert ligesom de fleste enkelte højskoler et stort ønske og en udtalt ambition om at være en tydelig og markant stemme i samfundsdebatten. Men hvis man laver en voxpop på hvilken som helst gågade og spørger forbipasserende folk om, hvornår de sidst har set formand Lisbeth Trinskjær eller andre talspersoner slå højskolebevægelsens holdning til en aktuel sag fast i TV-Avisen, Debatten eller måske et af dagbladene; ja så ville det nok være svært at finde en person, som kunne huske sådan en oplevelse.
Måske ville enkelte have set den nu tidligere forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen være inviteret ind i Deadline’s studie og udtale sig personligt om en værdipolitisk sag. For hvis der har siddet en højskoleperson, så har det ofte været ham. Er der virkelig ikke andre, der har haft noget på hjerte? Har foreningen ikke turdet udtale sig med slagkraft på hele bevægelsens vegne?
Ulrich Quistgaard
Måske ville enkelte have set den nu tidligere forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen være inviteret ind i Deadline’s studie og udtale sig personligt om en værdipolitisk sag. For hvis der har siddet en højskoleperson, så har det ofte været ham. Er der virkelig ikke andre, der har haft noget på hjerte? Har foreningen ikke turdet udtale sig med slagkraft på hele bevægelsens vegne?
Under alle omstændigheder har Jørgen Carlsen nu lagt stafetten fra sig, og journalisterne kan ikke længere slå op i deres kildelister og ringe til ham per automatik. Så hvem af os skal samle mikrofonen op og stå på journalisternes kildelister under kategorien ”højskoleverdenen”? Det bør ikke være en blank side.
Højskolernes mulighed
Både Folkehøjskolernes Forening, forstandere og alle andre i miljøet med noget medierelevant på skrivebordet kan med fordel kigge på den nye retning i medieverdenen, der bliver kaldt konstruktiv journalistik eller løsningsorienteret journalistik.
Vi kan med fordel være en modvægt til den herskende nulfejlskultur, der drukner den innovationen, der finder sted, når vi begår fejl, lærer af det og viser andre erfaringen. Vi vil hellere være med til at skabe en kultur, hvor vi taler om de tidspunkter, hvor vi begår fejl.
Ulrich Quistgaard
Nogle tror, at konstruktiv journalistik er lig med positive fortællinger om ællinger, der klarer den over en femsporet motorvej; altså historier uden høj samfundsmæssig relevans, men det er ikke rigtigt. Det er kritisk og væsentlig journalistik, men som i højere grad også rapporterer om fremskridt og mulige løsninger som en del af dækningen, og som forsøger at efterlade borgerne med en mere korrekt forståelse af den overordnede situation og udvikling på området. Og mange af de konstruktive greb og værktøjer kunne med fordel bruges i højskolebevægelsens kommunikation.
Langsomme medier
Medier og journalister bliver som aldrig før beskyldt for at overdramatisere og skrive antallet af ofre i rubrikkerne med blodige bogstaver. Presset for at skabe klik og hive en annonce eller to hjem har aldrig været større. Tilliden til medierne er historisk lav, og i undersøgelser ligger journalister fortsat i utroværdighedskategorien på linje med brugtvognsforhandlere, politikere og spindoktorer.
Men når medierne ikke selv vil forsøge at finde de konstruktive vinkler, kan andre måske udnytte potentialet.
Ulrich Quistgaard
Ingen af disse omstændigheder lader til at få de store traditionelle medier til at omstille sig, selvom en række undersøgelser viser, at langt størstedelen af mediebrugerne under 35 år, som alle medier er interesserede i, ønsker konstruktive nyheder frem for sensations- og skandale-journalistik.
Men når medierne ikke selv vil forsøge at finde de konstruktive vinkler, kan andre måske udnytte potentialet.
Faktisk ligger flere af tankerne bag konstruktiv journalistik i lige linje med Folkehøjskolernes Forenings værdi-grundlag og visioner. Vi vil for eksempel gerne være en brobygger, der forbinder potentielle samarbejdspartnere om nye konstruktive tilgange og løsninger på aktuelle udfordringer. I strategien står, at foreningen ”i den kommende periode i højere grad skal arbejde med fortællingen om folkehøjskolerne som en folkelig bevægelse, der tør formulere utopierne og oplyse om alternative muligheder i forhold til at sætte en politisk og samfundsmæssig dagsorden. Det kan vi ikke gøre alene…”.
Nej, men vi skal stadig også selv gøre det. Som vi for eksempel gør ved at skabe platforme som Frirummet, hvor borgerne kan engagere sig i debatten og tage initiativer, og ved en lang række andre projekter, som vi er rigtig gode til at søsætte. Men vores egen tydelige og markante og konstruktive stemme i medierne – den savner jeg.
Konstruktiv kommunikation
Kommunikationsafdelinger kæmper ligesom medierne med en lav troværdighed, men – modsat journalisterne – på grund af klicheen om, at kommunikationschefen kaster glasur ud over virkeligheden, eller arbejder med at skjule og afvise alle problemer og udfordringer ud fra en tanke om ”damage control”.
Når medier traditionelt tænker, at en god historie er en dårlig historie, så er det sjældent i harmoni med kommunikationschefernes ønske om at komme i pressen med deres nyeste pressemeddelelse. Det er jo sjovt nok ofte en positiv historie om organisationen.
Når der er sat 575 millioner kroner til side til højskolerne på finansloven for 2018, er det naturligt, at foreningen er bange for at træde nogle politikere over tæerne.
Ulrich Quistgaard
Hvis vi kommunikationsmæssigt accepterer tankerne bag konstruktiv journalistik, vil vi i stedet for en tanke om damage control have et mål om transparens. Det kan stadig være historier om, hvordan vi klarede noget, men hvor vi tager mellemregningerne med. Hvilke udfordringer var der undervejs? Hvilke fejl begik vi, som gjorde os klogere? Har vi været faciliterende og bragt – eller kunne vi bringe – andre parter i spil, som kunne være en del af løsningen? Hvordan kunne læserne selv være en del af løsningen?
Vi skal vise, at vi også bare er mennesker, som ikke er perfekte, men som prøver, lærer og hele tiden bliver klogere. Vi delagtiggør læserne i de problemer, der er undervejs. Det giver transparens og øget troværdighed.
Vi kan med fordel være en modvægt til den herskende nulfejlskultur, der drukner innovationen, der finder sted, når vi begår fejl, lærer af det og viser andre erfaringen. Vi vil hellere være med til at skabe en kultur, hvor vi taler om de tidspunkter, hvor vi begår fejl, eller hvor vi er i tvivl.
Vi kan godt snakke om de ting, der er svære, for vi er en organisation, der bliver klogere, har høje ambitioner og som hele tiden udvikler sig. På den måde skaber vi større tillid og får en større legitimitet både internt og eksternt.
Danskerne er oplyste og udmærket godt klar over, at mange opgaver er svære, og har meget let ved at skaffe sig information, så den modsatte strategi ender alligevel ofte med, at man står med en dårlig sag til sidst.
Hvad synes højskolerne om kvoteflygtninge?
Med alt dette foreslår jeg selvfølgelig ikke, at formand Lisbeth Trinskjær, der jo endda ellers er kendt som en modigere og mere markant formand for foreningen end tidligere formænd, nu flyver ud i alle medier og erklærer krig mod Dansk Folkeparti og alle andre, som måtte mangle empati for kvoteflygtninges beskyttelsesbehov.
Når der er sat 575 millioner kroner til side til højskolerne på finansloven for 2018, er det naturligt, at foreningen er bange for at træde nogle politikere over tæerne. Og de er sikkert ikke kun bange for at pisse højrefløjen af. Hvor mange med anden etnisk baggrund går egentligt på højskole? Har vi fat i hele den danske ungdom, eller er vi i høj grad eliteskoler for velhavende forældres curlingbørn? Der findes rigeligt med diskussioner, hvor den politiske balancegang også er spændt ud over venstrefløjen i folketingssalen.
Hvis vi på den måde kunne lykkes med oftere at gøre os gældende i medierne på en positiv og konstruktiv måde, ville vi nok over tid også nå ud til flere end de under 10 procent af en ungdomsårgang, som vi rammer i dag. Og dermed ville mange udfordringer blive løst i samme åndedrag.
Ulrich Quistgaard
Så jeg snakker ikke om, at vi skal skynde os ud og begå politisk selvmord. Men jeg sætter spørgsmålstegn ved, om vores balance er korrekt, når vi næsten er usynlige og fraværende i mediedebatten.
Om vi måske kunne blive mere markante, hvis vi fandt en mere konstruktiv stemme, der ikke trådte nogen for hårdt over fødderne. Kan højskolerne løfte noget i forhold til kvoteflygtninge? Kan vi bringe andre samarbejdspartnere i spil? Findes der initiativer i andre lande, som vi kender til og kan pege på som inspiration til alternative løsninger? Skal strategien om at få indvandrere på højskoler og lignende være transparent, skal vi højt og tydeligt forklare, at det er en udfordring, som vi er opmærksomme på og arbejder stenhårdt med. Og selvom vi er løbet ind i en række problemer, så er det fortsat vores ambition og overbevisning, at det kan lykkes. Det kræver måske bare flere midler?
Hvis vi på den måde kunne lykkes med oftere at gøre os gældende i medierne på en positiv og konstruktiv måde, ville vi nok over tid også nå ud til flere end de under 10 procent af en ungdomsårgang, som vi rammer i dag. Og dermed ville mange udfordringer blive løst i samme åndedrag.
Ærlig og effektiv debat
Når traditionelle medier har så svært ved hurtigt at omstille sig fra de typiske nyhedskriterier som for eksempel sensation og konflikt, giver det os andre muligheder. Men det gør dem også svære at samarbejde med, hvis vi kommer og banker på med nye konstruktive kommunikationstanker. Den traditionelle journalistik har ofte fokus på fodfejl, på hvem der gjorde hvad, og hvem der har skylden. Den er bagudrettet.
Derfor forsøger den traditionelle kommunikationsstrategi også at forhindre, at journalisterne opdager og omtaler fodfejlene. Den nye konstruktive tilgang er mere fremadrettet og fokuserer i stedet på, at fodfejlene måske var naturlige, menneskelige, lærerige og muligvis kan undgås i fremtiden, hvis man gør noget anderledes.
Den tilgang, både journalistisk og kommunikationsmæssigt, vil uden tvivl give større troværdighed samtidig med, at samfundsdebatten vil være mere ærlig og effektiv, og samfundsudviklingen vil gå langt hurtigere, end den hidtil har gjort.
Mange aktører er i disse dage også selv blevet publicister, hvor de kan fortælle en hel historie ud fra egne præmisser, og på den måde er de blevet mindre afhængige af traditionelle journalister.
Ulrich Quistgaard
Indtil medierne er med på at spille den rolle, kunne det nok være nødvendigt at ”varedeklarere” sin kommunikation, hvis man vælger den konstruktive tilgang, så journalisterne bliver gjort opmærksomme på, at vi er i et andet "rum", hvor vi prøver at løse problemer og ikke er bange for at snakke om fejl og mangler. Det er en kommunikationsstrategi med særlige principper, hvor fejl ikke er afsløringer, men noget, som gjorde os klogere.
Mange aktører er i disse dage også selv blevet publicister, hvor de kan fortælle en hel historie ud fra egne præmisser, og på den måde er de blevet mindre afhængige af traditionelle journalister.
Mange yngre digitalt indfødte kommunikatører har for længst opgivet at styre en proces på for eksempel sociale medier fra A til Å. De giver afkald på kontroltanken og satser i stedet på troværdighed, så du altid kan forsvare dit standpunkt, uanset hvilken retning debatten tager. Idealet om ”damage control” lader de unge de ældre kommunikationschefer bekymre sig om. Så med tiden vil omstillingen og skiftet ske af sig selv – heldigvis – i takt med, at cheferne bliver pensioneret.
Men tankerne bag konstruktiv journalistik og kommunikation er så vigtige, at en omstilling gennem et generationsskifte er problematisk langsomt, når forskere løbende påpeger, at fx frygten for vold og kriminalitet stiger i samfundet som følge af større eksponering for dramatiske nyheder om det, selvom der er historisk lidt vold i Danmark.
Vi bør af mange grunde melde os ind i det spirende kor af konstruktive stemmer, som kæmper imod den tendens. Ikke mindst fordi omstillingen fra både traditionel journalistik og kommunikation til et konstruktivt fokus for selve demokratiets skyld ikke bare er "nice to have", men "need to have".
Konstruktiv journalistik:
- Giver et produktivt perspektiv om fremtiden og vores mulighed for at nå derhen.
- Er kritisk men aldrig kynisk; og modarbejder dermed den nedbrydende kynisme, der underminerer ’empowerment’ af befolkningen.
- Stiller spørgsmål til magten om ressourcer, mulige samarbejder og løsninger på dagsordener med høj samfundsmæssig værdi.
- Minder pressen om dens pligt til at facilitere demokratisk deltagelse og offentlig debat.
- Bruger data til at give et systematisk overblik og kontekst til komplekse nyhedshistorier (for eksempel klimaforandringer, flygtningekrisen, radikalisering).
- Engagerer og samskaber med borgerne.
- Er kritisk, objektiv og balanceret.
- Rolig i sin tone uden at lade sig rive med af skandaler og voldsepisoder.
- Bygger broer i stedet for at polarisere.
- Kigger fremad og er fremtidsorienteret.
- Nuancerer og kontekstualiserer.
Kilder: "Håndbog i konstruktiv journalistik" af Cathrine Gyldensted og Malene Bjerre, www.constructiveinstitute.org