Foto: Isak Hoffmeyer
For det første
fordi vi bliver tvunget til at give os hen til kollektivet, til fællesskabet. Fællessang er ikke det enkelte menneskes lykkeridt. Det er ingen konkurrence. Tværtimod får vi et udgangspunkt forærende, et sted at gå ud fra sammen. Når vi synger sammen, får alle det samme åndedræt. Vi trækker vejret på samme tid. Vi bliver én krop. I fællessangen hører vi alle sammen til. Det, tror jeg, er en grundlængsel hos mennesker: at høre til et sted sammen med nogen. Det sker, når man synger fællessang.
Når vi synger sammen, bliver vi i et øjeblik udødelige, fordi vi oplever forbindelsen til sjælen og til fællesskabet. Vi forstår, at vi ikke er alene. At vi indgår i et kredsløb af ord og åndedræt.
Dy Plambeck
For det andet
fordi vi får det samme sprog. Vi får de samme ord forærende i sangen. Samtidig kan fællessang give udtryk for de følelser og sindsstemninger, vi ikke har sprog for. Vi kender det til runde fødselsdage, konfirmationer, barnedåb osv. En eller anden i familien har skrevet en lejlighedssang. Det er svært at holde en tale, stille sig op foran resten af familien og sige: Jeg elsker dig. Men sangen kan forløse det. Give sprog til det, der er svært at formulere.
For det tredje
fordi, som den ungarske digter Mihály Babits (1883-1941) siger, ”du lytter til dig selv, når du lytter til en sang. Enhver har en sang i sin sjæl, og du hører din egen sjæl i enhver sang”. Hvis man skal tage Babits ord for pålydende, står sange altså i forbindelse med sjælen og kan på den måde skabe en overskridelse af det jordiske liv, ja, endda en overskridelse af døden. Når vi synger sammen, bliver vi i et øjeblik udødelige, fordi vi oplever forbindelsen til sjælen og til fællesskabet. Vi forstår, at vi ikke er alene. At vi indgår i et kredsløb af ord og åndedræt.