Af Louis Mogensen, tidligere højskoleforstander, Underviser på VIA pædagoguddannelsen, foto: Idrætshøjskolen Bosei
E-sport kan vel principielt ikke et fag
I princippet er der vel ikke noget fag, der ikke kan være på en højskole. Loven har vide rammer. Spørgsmålet er dog, om alt bør være der, og hvordan man argumenterer for dem.
Argumenterne for og imod e-sport
Højskolerne kan gribe e-sport an på en anden måde
For E-sport kan man argumentere defensivt: Det er alle andre steder, og det er ganske rigtigt. Man kan argumentere for, at det gribes an på en måde, der er anderledes end den måde, andre gør det på (f.eks. noget med tvungen motion, sund kost, strategi og teambuilding). Disse argumenter bør forholde sig til, at danske børn i snit spiller på en tablet eller lignende 4-5 timer dagligt, og at en del af dem udvikler et decideret afhængighedsforhold, hvilket egentlig er naturligt nok.
I princippet er der vel ikke noget fag, der ikke kan være på en højskole. Loven har vide rammer. Spørgsmålet er dog, om alt bør være der, og hvordan man argumenterer for dem.
Louis Mogensen
Der er næppe noget andet, der i den grad er designet til at skabe en umiddelbar motivation. Hvis det er argumenterne, er det forholdsvist unikt i højskoleverdenen, hvor traditionen er at pege på det, der lyser op.
Læs også Naturvidenskab som åndsfag
E-sport er vigtig, derfor skal vi bruge højskoletid
Man kan også forestille sig en offensiv argumentation. Altså begrundelser for, at E-sport kan noget, der er så vigtigt og godt, at det berettiger, at man bruger dyrebar højskoletid på at arbejde på en skærm inden for et univers, der aldrig kan bringe én længere, end en programmør har tænkt. Ak, selv højskoler finder på at argumentere med, at et liv som gamer er en mulighed, uagtet at det formentlig er én ud af en million, der kan nå det.
Det er populært, så det tiltrækker elever
Og så er der endelig det strategiske argument. Det handler om at få elever på noget populært og så formentlig bidrage med noget andet og vigtigt. Den overvejelse er kendt for de fleste af os, der har haft ansvaret for at finansiere det livsoplysende. Det er legitimt; men måske også farligt. Eleverne har mødt det hjemme, i skolen, i ungdomsskolen, i idrætsforeningen, på efterskolen og måske på en HF, hvor det er et temafag. Alle vil med på vognen, for alle vil gerne have elever/medlemmer/offentlige penge, og de fleste er dybt bekymrede over, at så mange unge burer sig inde og spiller ungdom og evt. konfirmationsformuen bort. Ja, for pokker, 5 timers daglig træning kunne jo konverteres til at blive blandt eliten på obo eller få en doktorgrad i persisk.
Højskolerne forregner sig
Jeg tror, højskolerne forregner sig. Det skal nok give nogle elever at indføre E-sport, men måske holder det andre væk. Måske bliver det et parameter for mange unge, at man ikke gider bruge sin tid sammen med dem, der faktisk ikke vil andet end at underholde sig selv.
Hvad er de gode offensive argumenter
Jeg har valgt at sige fra som vejleder for bachelorstuderende, der vil arbejde med E-sport, fordi jeg ikke kan få øje på gedigne offensive argumenter. Derfor vil jeg sætte pris på, om nogen kan finde dem. Sidst, jeg havde en gruppe til eksamen, klarede de sig flot, fordi de havde styr på teorierne, men efter voteringen havde censor følgende bekymrede kommentar om de unge, det omhandlede: ”De får jo aldrig nogensinde en kæreste.”
Måske skal man tage Aristofanes gamle stykke Kvindernes oprør op igen. Her gider kvinderne ikke længere, at mændene drager i krig til ingen verdens nytte og nægter dem derfor sex, indtil de stopper med at meje hinanden ned. Så vidt skulle det nødigt komme, heller ikke på højskolerne.