Af Bolette Elvstrøm, tidligere efterskoleforstander og højskolelærer
En helt almindelig hverdag er jeg faldet i snak med en iværksætter, som har startet en ny butik. Jeg dyrker min yndlingsaktivitet, nemlig det jeg kalder for hverdagsturisme. Det betyder, at jeg møder menneskene på min vej, bliver en lille smule usikker på mine egne holdninger, fordi det, hun siger, ikke helt passer ind i min verdensopfattelse, og så må jeg til at reflektere. Det starter med smalltalk, men bliver først rigtig spændende, når vi ikke længere er helt enige – eller når det bliver til ”big talk” omkring livets helt store spørgsmål.
Kvinden her ligner mig dog, og hun er på min egen alder, det vil sige mor i 40erne. Ret hurtigt kommer hun med helt nye vinkler og siger navne, jeg slet ikke kender til. Men vi bliver også enige om, at vores relation til vores telefoner isolerer os. Måske ikke i forhold til dem, vi allerede er venner med, men i forholdet til øjeblikket og dets unikke mulighed for et møde med dem, vi ikke kender, og dem som ikke ligner os, men som vi hele tiden påvirker med vores handlinger og valg.
I løbet af samtalen kommer der nye perspektiver til. Telefonen gør os frie og uafhængige af andre. Vi farer aldrig vild længere, så vi behøver ikke at spørge om vej – vi behøver ikke at spørge om, hvad der er sket, og hvor lang køen er på motorvejen, for vi har apps til at finde mad, husly, parkering, viden og sex. Hvad skulle anledningen så være til at snakke med det menneske, som står og venter ved siden af, kører i samme tog eller handler i sammen butik som os. Telefonen giver os frihed til at høre musik, historier, nyheder og tale med moster Agnes hvor som helst, når som helst. Vi kan sidde i et overfyldt S-tog med regnvejrsvåde mennesker og bestille en rejse til Thailand. Vi kan skabe vores eget lille univers og lukke omverdenen ude. Men vi går glip af noget andet!
At være turist i sin hverdag er at sanse og stille spørgsmål og have tid nok til at høre svaret. Hverdagsturisme er at reflekterer over hverdagen, dens udfordringer, oplevelser og finurlige sammentræf.
Bolette Elvstrøm
Hvorfor small-talk’er vi ikke mere i Danmark? Hvorfor lægger vi ikke telefonen fra os og snakker med nogen, vi ikke kender? Nogle ser ned på smalltalk, men for mig er denne form for hverdagsturisme slet og ret vejen til demokratisk dannelse – intet mindre. Taler vi med hinanden, bliver vi udfordrede på vores indgroede holdninger og livsopfattelser – vi bliver demokratisk dannet.
Vi skal gøre det, fordi vi bliver livskloge, livsduelige og er med til at styrke tilliden mellem mennesker. Men også fordi det giver os større forståelse for dem, der er anderledes end os selv.
Fra de andre til den anden
”Danskerne vil have en stram udlændingepolitik,” hører vi igen og igen, og mine ører bliver mere og mere trætte. For er det rigtigt? Og hvis det er rigtigt, hvorfor så det? Mennesker har jo altid flyttet sig hen til et sted, hvor de kunne give deres børn den bedste fremtid – og vi vil det muligvis meget mere i fremtiden på grund af mangel på rent drikkevand og andre livsfornødenheder.
Jeg har ikke løsningen på vores udlændingepolitik, men jeg bliver virkelig ked af det, hvis vi lukker grænser, fordi vi er bange for dem, som ser verden lidt anderledes, end vi selv gør. Hvis vi kun har tillid til det, vi kender i forvejen, – hvis vi ikke har lyst til at blive udfordret på vores holdninger. For mig er det helt i orden, hvis vi ikke vil ændre os. Altså, hvis vi efter at have talt med nogen, som tænker anderledes end os selv, holder fast i vores eget. For mig er det også helt ok, at vi ikke orker at blive venner med dem, for man er altid lidt på overarbejde, når man er sammen med nogen, som ikke ligner en selv.
Men jeg mener, vi skal holde fast i at være åbne over for dem, der ikke er som os selv. Vi skal bruge hinanden, vi skal møde hinanden, lade os inspirere, være nysgerrige og turde være uenige. Vi skal lære medlemmer fra andre grupper at kende, så vi kan mærke dem. Så de holder op med at være ”de andre” og i stedet bliver til ”den anden”.
Tillidsdanmark
Danmark er et tillidsland – noget helt særligt. ”Tillid er Danmarks usynlige brændstof” siger Gert Tinggaard Svendsen. Det er unikt for Danmark, at landmanden eller haveejeren stiller sin ubemandede bod med varer ud til vejen så vi, der går forbi, selv kan tage og selv betale - fuldstændig baseret på tillid. Vi har tillid til, at dem vi møder på vores vej, vil os det bedste. At staten ikke snyder os. Lad os hylde tilliden og ikke bukke under for mistilliden – og skulle vi blive snydt en enkelt gang, så synes jeg faktisk, at det er omkostningerne værd.
At være turist i sin hverdag er at sanse og stille spørgsmål og have tid nok til at høre svaret. Hverdagsturisme er at reflektere over hverdagen, dens udfordringer, oplevelser og finurlige sammentræf. Det er at møde mennesker og i deres historier spejle værdier, tvivl og valg. At genkende sig selv i andre. At forstå de andre - ikke at forstå de andre som sig selv, men at forstå dem som det, de netop er – en anden.
Højskole = hverdagsturisme
Det er rigtig godt, at højskolen er så aktiv i folkemøder, fællessang og åbne foredrag, hvor vi møder andre. Men er det virkelig folkets mangfoldighed, vi møder, er det hele samfundets diversitet? I mange tilfælde færdes vi i vores egne cirkler, og selv om højskolecirklerne er spraglede og mangfoldige, er der brug for, at vi træner vores elever og os selv i altid at møde andre mennesker uden for højskolens boble på gader, i busser og på blafferstationer.
At være højskoleelev et halvt år og dannes til at være aktiv i vores demokrati og samfund må nødvendigvis også være at få skærpet tillid, sanser og nysgerrighed til at stoppe op og snakke med dem, som ikke ligner os selv. Snakke med afdelingslægen, som er ude og plukke hyldeblomster i hegnet, og pensionisten, som klipper sin hæk, ham eller hende, der står foran os i Netto-køen, eller de to generationer af kvinder med tørklæde på som sidder på bænken. Snak med dem, som er dobbelt så gamle som dig selv, med dem som er vokset op 2000 km fra dig, eller måske bare på den anden side af hækken, men som ser verden fra en helt anden vinkel. Dem, vi møder ude i det offentlige rum, og som måske inviterer os ind, hvis vi banker på.
Det er jo den samme argumentation, højskolerne bruger, når eleverne får en ukendt værelseskammerat. Eleverne ligner bare meget ofte hinanden og kommer fra samme slags hjem. Der er et stort sammenfald i religion, alder og socialklasse. Vi skal inspirere eleverne til at se dem, de ikke kender.
Kom så danskere, højskolefolk og alle I elever, som er modige nok til at tage på højskole. Lad os ikke lukke os inde. Lad os stoppe op, når vi ser noget, vi ikke kender, og spørge ind til det.
Bolette Elvstrøm
Kom så danskere, højskolefolk og alle I elever, som er modige nok til at tage på højskole. Lad os ikke lukke os inde. Lad os stoppe op, når vi ser noget, vi ikke kender, og spørge ind til det. Nogle mennesker har ”en knap”, og kommer man til at trykke på den, så har de en hel livshistorie, de gerne vil fortælle. Sæt dig ned og lyt!
Lad os give højskoleeleverne redskaber til møderne med andre mennesker i hverdagen, lad os hjælpe dem med altid at have nogle spørgsmål i baglommen og modet til at møde andre og også til at blive afvist – der er jo altid nogen, som ikke har lyst til at snakke, og det kan der være mange årsager til. Stil ufarlige spørgsmål – og gå dem så derefter på klingen. Hvis man har lyst til at holde lidt på sig selv, kan man jo altid fokusere på at spørge ind til den anden. Lad os uddanne dem til at blive gode og lyttende hverdagsturister – også når de forlader højskolen og rejser videre i livet
Halfdan Rasmussen skriver, ”At fylde sind og øje med tankens himmelhvælv, at undres og betages, når livet kommer nær”. For mig er livet mødet med et andet menneske, et fænomen, en duft, en lyd eller en oplevelse, som vi deler med den, som står ved siden af os. Og man bliver lykkelig af det! Et tillidsfuldt nysgerrigt møde med et ukendt menneske giver en langt større lykkerus end ”likes” fra dem, som vi kender i forvejen.