Ny forstander på Gerlev
Finn Berggren, mangeårig forstander på Gerlev Idrætshøjskole, stopper til januar. 71-årige Berggren har ledet skolen siden 2002, men vil nu overlade posten til en anden. Han bliver dog boende på skolen for fortsat at kunne bidrage med sine erfaringer og kontakter.
Højskolen har ansat Tania Dethlefsen, der kommer fra en stilling som vicegeneralsekretær i Sex og Samfund. Ud over den fremtrædende rolle i Sex og Samfund, har Tania Dethlefsen arbejdet i UNICEF og Dansk Ungdoms Fællesråd. Og så kender hun spillereglerne på den internationale scene, hvor Gerlev Idrætshøjskole står stærkt. Hun har bl.a. været forkvinde for forskellige civilsamfundsnetværk og herigennem deltaget i arbejdet frem mod FNs bæredygtighedsmål. Pt. sidder hun også i udviklingspolitisk råd – udpeget af udviklingsminister Ulla Tørnæs. Dethlefsen er desuden tidligere elev på netop Gerlev Idrætshøjskole.
Ny forretningsfører på Rønde Højskole
Tom Ebbe Jakobsen er fra første oktober 2018 ansat som forretningsfører på Rønde Højskole og Efterskole. Han er 60 år og har en baggrund som revisoruddannet og erfaring fra stillinger som økonomi- og administrationschef. Tom Ebbe Jakobsen afløser forretningsfører Steen Victor Christensen, der nu går på pension, efter at han i en 4-årig periode har varetaget økonomien og udviklet administrationen på Rønde Højskole og Efterskole
Karim Pedersen er konstitueret som forstander på Østersøen
Karim Pedersen er udpeget som konstitueret forstander på Højskolen Østersøen. Karim overtager midlertidigt forstanderposten efter Hanne Fischer, der har valgt at fratræde sin stilling på grund af sygdom i familien. Karim er tidligere teknologi-journalist, redaktør og forfatter.
Biskop blev første modtager af dannelsespris
Tidligere biskop Kjeld Holm blev den første modtager af ”Dannelsesprisen”, der blev uddelt på Rude Strand Højskole. Kulturminister Mette Bock overrakte prisen.