Af Andreas Harbsmeier, foto: Suste Bonnén
Til højskolernes årsmøde tilbage i 2008 på Grundtvigs Højskole i Hillerød er festmiddagen godt i gang. Omkring 200 højskolefolk er samlet om bordene i højskolens store sal. Som det hører sig til ved den lejlighed, rejser den ene og anden forstander sig op og holder tale. Leverer bevingede og morsomme ord til forsamlingen. Som altid er det næsten kun mænd, lidt oppe i alderen.
Et indslag bryder billedet. Forstander på Vestjyllands Højskole Else Mathiassen har noget andet for. Uden længere introduktion træder hun op på scenen i det store aflange lokale. Hun er iført en farvestrålende kjole og matchende sjal. Nogen har sat musik på, og Mathiassen går i gang med at danse. En tangoinspireret dans. Men det er ikke bare en dans. Hun vil fortælle en historie med bevægelserne. Hun bevæger sig også ned blandt folk i salen og henvender sig fysisk til flere af de tilstedeværende. Ikke alle ved, hvordan de skal forholde sig. Hvad er det, hun vil? synes nogen at tænke.
Det har været et fast indslag på højskolernes årsmøde lige siden – og var det vist også før. Det er ellers ikke, fordi Else Mathiassen har noget problem med at tale. Det gør hun faktisk ganske meget. Men fordi vi også har brug et andet sprog end det talte. Et mere sanseligt sprog. Et mere kvindeligt sprog, er det nødvendigt, at nogen bryder rammen, mener Else Mathiassen.
Kvinder tager udfordringerne
Den dansende forstander er på besøg i København og taler umiskendeligt morsingbosk, når hun fortæller om sine godt 30 år i højskoleverdenen. En kende drevent, fuld af lune. I foråret annoncerede hun sin afsked fra den forstanderpost, hun har beklædt siden 2002. Dengang var Vestjyllands Højskole omtrent ved at lukke. Nu kan der nærmest ikke stoppes en eneste elev mere ind i bygningerne på marken ikke så langt fra Ringkøbing. Det er blandt andet også derfor, hun nu stopper og overlader stolen til filosoffen Anders Fogh Jensen.
”Måske er det ikke det samme menneske, der kan drive en skole frem og drifte den,” siger hun og tænker sig om.
”Når man har en fyldt skole, kan man ikke lave alle de spændende projekter ved siden af, for der er ikke plads. Højskolen har for mig været ét langt udviklingsprojekt. Nu er den, hvor jeg synes, at den skal være.”
Vestjyllands Højskole er bare et af flere eksempler, hvor en kvindelig forstander, overlader en meget velfungerende højskole til en mandlig efterfølger. Vel at mærke efter at de har reddet højskolen fra det, der lignede den visse død. Det nævner Else Mathiassen sådan en passant, at hun har bidt mærke i.
Det er egentlig påfaldende, at det er kvinder, der bliver ansat som forstandere på de højskoler, der ikke går så godt, mens det er mænd, der bliver ansat, der hvor det går godt.
Else Mathiassen
”Det er egentlig påfaldende, at det er kvinder, der bliver ansat som forstandere på de højskoler, der ikke går så godt, mens det er mænd, der bliver ansat, der hvor det går godt. I al beskedenhed er det også sådan på Vestjyllands Højskole. Jeg havde ikke fået jobbet, hvis jeg havde søgt i dag. Det havde jeg da ikke,” siger hun med overbevisning i stemmen.
”Det ser ud til, at kvinderne er der, hvor der er plads til forbedring. Og når så forbedringerne er sket, så rykker mændene ind. Prøv lige at tænke over det. Det er jo ikke sådan, at der findes en mafia et sted, der bestemmer det. Men det er da lidt påfaldende, alligevel,” siger hun og understreger, at det ikke på nogen måde er en kritik af de mænd, der nu overtager efter de succesfulde kvinder.
Jeg er en debattør
Else Mathiassen kan nok give anledning til debat. Ikke kun, når hun danser. Men også når hun taler eller skriver. Hun har været en aktiv debattør i blandt andet udkantsdebatten, diskuteret køn og grøn omstilling og medvirker fast som nyhedskommentator på TV2 News og som bidragyder til avisernes debatsider.
”Jeg betragter helt klart mig selv som debattør. Det er ikke udtryk for en eller anden bevidst strategi. Det har hele tiden bare været en lyst. Fordi jeg ikke kunne lade være,” fortæller Mathiassen, hvis markante udmeldinger utvivlsomt har bidraget til at skabe opmærksomhed om højskolen der helt ude i Vestjylland. Men det har ikke været uden modstand.
”Jeg har ikke direkte fået bank for det, jeg har sagt, men der har da været diskussioner,” siger hun med vestjysk underspillethed. ”Men jeg kan jo godt lide det. Jeg er opdraget til at diskutere,” siger Else Mathiassen, der er datter erhvervsdrivende forældre, der i vidt omfang lod børnene gøre, som de ville. Selvstændighed var en dyd.
”Da jeg kom ind i højskolen, skulle jeg først lære at samtale. Jeg er opdraget til, at man går ind i en diskussion for at vinde den. Det var en voldsom omvending for mig – at gå ind i en samtale i stedet,” siger hun med tryk på samtale. Noget af opdragelsen har dog alligevel hængt ved, lader Else Mathiassen forstå. For i en verden af mænd, der gerne taler og inviterer andre mænd til at tale, bliver man som kvinde også nødt til at tale højt en gang i mellem.
”Grunden til, at jeg bliver hørt, er da fordi, at jeg råber op… Nej, det kommer til at lyde lidt for pivet, men det er også fordi jeg råber op. Det handler altså også om, at kvinderne skal tage sig sammen. Det sker mere og mere, men det er endnu ikke helt naturligt i højskolen,” forklarer hun og tilføjer, ”det er blevet bedre, men det er ikke blevet meget bedre.”
At skabe et andet sprog
Før hun blev indrulleret i højskolen, arbejdede Else Mathiassen fortrinsvis med teater. Det skal hun gøre igen nu, samtidig med, at hun fortsat skal undervise på højskolens korte kurser og stå i spidsen for Fortælle Akademiet, der også hører til på Vestjyllands Højskole. Derudover vil hun med base på Mors skrue op for et andet projekt, sangfortællingen Grundtvig og kvinderne.
”Jeg synes jo, at kvindesagen og det kvindelige sprog – og med det kvindelige mener jeg det kunstneriske og det sanselige hos både manden og hos kvinden – er meget vigtigt. Det sprog skal have lige så meget magt som ordet,” siger Else Mathiassen.
”Og hvis vi taler om Grundtvig: Han talte netop om det kvindelige hos manden og kvinden. På den måde er det temmelig paradoksalt, at højskolen er blevet så patriarkalsk, for Grundtvig var virkelig den første kvindesagsmand og brugte et meget kvindeligt sprog med digtningen. Det er derfor, han fik så meget magt, fordi han kom ud til folk med digtningen.”
Og så er vi tilbage på højskolernes årsmøde. Det mandlige sprog har stadig brug for at blive udfordret, mener Else Mathiassen.
”Da jeg havde været på et årsmøde, dengang jeg var lærer, kom jeg hjem til min forstander, der ikke havde været med. Og så fortalte han mig, hvad der var sket. Jamen, du var der jo ikke, sagde jeg. Nej, han vidste det bare. Det var det samme hvert år. De samme mænd med de samme holdninger og det samme sprog,” husker Mathiassen tilbage.
”Det var derfor, jeg valgte at danse til årsmøderne. Det var et modbillede til talerstolen og det mandlige sprog. For at manifestere et andet sprog. Et sanseligt sprog. Dengang var der jo også en kamp om, hvad det brede alment dannende rent lovgivningsmæssigt skulle kunne indeholde i højskolen. Og der er jeg altså lidt stolt af, at det endte med, at dans godt kunne kaldes alment. Hvis det altså blev indrammet af og reflekteret gennem ord. Det var et fint kompromis.”
Jeg har været meget optaget af forholdet mellem krop og sjæl og ånd som tre sider af samme sag. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så danser jeg det. Dansen er en lige så sofistikeret udtryksform som sproget. Problemet i forhold til det almene er bare, at der ikke er så mange, der forstår det. Fordi det har været os fremmed gennem så lang tid.
Else Mathiassen
”Jeg har været meget optaget af forholdet mellem krop og sjæl og ånd som tre sider af samme sag. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så danser jeg det. Dansen er en lige så sofistikeret udtryksform som sproget. Problemet i forhold til det almene er bare, at der ikke er så mange, der forstår det. Fordi det har været os fremmed gennem så lang tid,” siger hun.
”Billedkunsten har haft en vis status. Det har musikken også. Men kroppen har været placeret i idrætsafdelingen og ikke i den kunstneriske afdeling. Det har med vores kristne kulturarv at gøre, hvor ånd og sjæl er det gode, og kroppen er det syndige. Det kunne jeg tale længe om,” siger Else Mathiassen, men fortsætter kun lidt endnu. ”Når man ser på den ekstreme idræt, så er kroppen bare underlagt viljen. Det er i min optik lige så slemt som slet ikke at bruge kroppen. Når man danser billeder, går man ind i et nyt sprog. Det er det, der er interessant. ”
Højskolebevægelse er kvindelig
Højskolen i dag er i vidt omfang præget af kunstneriske, kreative fag. På den måde er højskolebevægelsen kvindelig, mener Else Mathiassen. Den bliver bare varetaget af mænd og det mandlige sprog.
”Når man er til møder, er det mænd, der holder foredrag. Det er det mandlige sprog, der gælder. Og det handler ikke om, at mænd ikke er kunstneriske. Der er mandligt logos-sprog og det kvindelige eros-sprog. Det har ikke nødvendigvis noget med mænd og kvinder at gøre. Der findes masser af kvinder, som ikke bruger det kvindelige sprog. I min dagligdag er jeg da ikke sikker på, at jeg er specielt kvindelig. Det tror jeg faktisk ikke, jeg er. Min mand synes, jeg er meget temmelig kontant i min måde at tale på en gang imellem,” siger hun og ler.
Det ser ud til, at kvinderne er der, hvor der er plads til forbedring. Og når så forbedringerne er sket, så rykker mændene ind. Prøv lige at tænke over det.
Else Mathiassen
”Jeg taler da med alle i højskoleverdenen, men jeg har en anden samtale – en nemmere samtale – med de kvindelige forstandere end med de mandlige. Det er det samme, når mænd typisk vælger mænd, når de skal ansætte. Det er bare nemmere, fordi de kender måden at tale sammen på. Og måske også fordi vi er en minoritet. Og minoriteter finder altid sammen. Der er mange kvindelige forstandere, som jeg har meget lidt til fælles med, men vi er så få, så derfor er vi sammen.”
Og det siger hun uden kritik af sine gode, dejlige, mandlige kolleger.
”Jeg taler ikke om den enkelte mand her. Men det er vigtigt for en bevægelse, at der er både mænd og kvinder, der kommer til orde. Det er det samme i Højskolernes Hus. Alle cheferne er mænd.”
Det er ikke nemt
Ved flere lejligheder har Else Mathiassen også relativt højlydt beklaget sig over, at bladet her – særligt forsiderne – er domineret af mænd. Der kan hun godt have en pointe. Men skal man drille hende lidt, kan man blot kaste et blik på kønsfordelingen på lærerkollegiet på Vestjyllands Højskole. Her er også en klar overvægt af mænd.
”Det er ikke, fordi jeg siger, at det er nemt. Jeg er rigtig stolt af den skole, jeg forlader, men lige på det plan, kunne det have været bedre. Det har jeg ikke været stolt af. Det har simpelthen været de ansøgere, vi har fået. Vi har ellers været meget bevidste om, at der skulle være en balance. Hvis ansøgere har været lige kvalificerede, har vi valgt kvinden.”
Else Mathiassen søgte engang selv en stilling på Testrup Højskole som dramalærer. Hun fik den ikke. Til ansættelsessamtalen blev hun spurgt, om hun kunne spille boldspil.
”Jeg sagde, ’det kan jeg ikke.’ Jeg var uddannet idrætslærer, så selvfølgelig kunne jeg det, men jeg var ikke super god til det. Ham, der siden blev ansat, spurgte jeg: Kan du så boldspil? Nej, det kunne han da ikke. Men han kunne da godt kaste med en bold, så det havde han bare sagt, at han kunne,” refererer hun.
”Vi som kvinder er for dårlige til at sælge os selv. Der ser jeg også, når vi rekrutterer. Jeg skal nogle gange fiske ud af kvinderne, hvad de egentlig kan. Og ofte er det omvendt med mænd. De siger, at de kan noget, men hvis man går dem efter, viser det sig, at nej – det kan de faktisk ikke.”
Forstår ikke identitetspolitik
Det er ikke kun det kønspolitiske, der har optaget Else Mathiassen i sin tid som forstander. Det har også handlet om at bryde normer, når der var behov for det. Om det så handlede om grøn omstilling eller om, hvem der kommer på højskolen.
”Det handler om at gå imod det konforme. Om at udvide det fælles rum, hvor den enkelte kan være. Ikke om den enkeltes ret til at gøre som han eller hun vil,” forklarer hun.
Det skal ikke være så korrekt det hele. Af samme grund forstår hun heller ikke den identitetspolitiske tendens, der også præger mange unge højskoleelever.
Jeg er ikke med på den identitetspolitiske vogn. Men mit formål er ikke at provokere eller såre nogen. Hvis ét ord står i vejen for meningen, så ændrer jeg da ordet. Men jeg kan ikke bruge al min tid på at finde ud af, om jeg nu træder forkert.
Else Mathiassen
”En ikke-jødisk skuespiller må ikke spille jøde? Det er noget pjat. Men jeg kan godt mærke, at der er noget nyt på vej på blandt eleverne. Man skal virkelig passe på, hvad man siger eller gør. Bare når man fortæller en gammel fortælling, kan det hurtigt blive politisk ukorrekt. Og jeg bøjer mig også for det. Jeg har en fortælling om en kok, der beskrives som neger. Men det har jeg ændret til, at han er sort. For jeg fik så tit at vide, at det siger man ikke. Så selvfølgelig skubber man sig,” siger hun.
”Jeg har rejst i Afrika, og jeg ville da blive enormt stolt, hvis de gav sig til at danse dansk folkedans. På den måde har vi også lov til at danse afrikansk dans, selv om vi ikke er afrikanere. På den måde bevæger man sig ind i en kultur. Det er jo det, der er meningen. Man kan ikke bare tale om, at det er en omvendt kulturimperialisme. Så jeg er ikke med på den identitetspolitiske vogn. Men mit formål er ikke at provokere eller såre nogen. Hvis ét ord står i vejen for meningen, så ændrer jeg da ordet. Men jeg kan ikke bruge al min tid på at finde ud af, om jeg nu træder forkert.”
Af samme grund savner hun også de elever, der virkelig stikker ud. Dem, der ikke lige passer ind i mainstream.
”Når lærerne i dag taler om en ’vanskelig elev’, så ved jeg ikke, hvilken elev, de taler om. Den elev, der bliver betegnet som vanskelig i dag, var den nemme elev dengang i 80erne og 90erne. Jeg var på højskolen, da der var det, jeg kalder baryler. Det kunne godt gå hedt til. Jeg blev truet højgravid af en med en smadret flaske. En elev satte omvendte kors op ude i haven og sætte ild til dem. En anden sprang ud fra en balkon,” fortæller Else Mathiassen og får det til at lyde næsten attraktivt.
”Sådan var det tilbage i 80erne. Nu er de unge jo topmotiverede. Vi oplever heller ikke, at de drikker for meget. Så jeg kan da godt drømme om, at højskolen kunne tiltrække bare nogle få af de utilpassede. Det kunne vi sagtens rumme. Men de kommer ikke mere. Kun de psykisk syge, og dem kan vi ikke klare. Også gerne flere med anden etnisk baggrund. Og dem, der skal videre på CBS. Vi mangler lidt yderpunkterne.”
Men måske har de også på Vestjyllands Højskole betjent sig af et sprog, som ikke tiltrækker de yderpunkter, som hun efterlyser?
”Ja, jeg får at vide af folk, der kommer på skolen, at eleverne ser lidt mere hippieagtige ud. Der er lidt flere, der går med bare tæer. Hele vores fokus på bæredygtighed er jo også i familie med hippiebevægelsens tanker om genbrug og det grønne.”
Else Mathiassen taler stadig om højskolen som et ”vi” og i nutid – selv om hun ret beset ikke er forstander længere. Men efter 30 år med unge, kønskamp, dans og Grundtvig og meget mere er det heller ingen nem beslutning at slippe det hele.
”Det, jeg er mest nervøs ved, er ikke at have en daglig kontakt med de unge. Den energi skal jeg finde på en anden måde.”
Til årsmøderne må andre tage over.
Blå bog
Else Matthiasen
Født 1958
Forstander på Vestjyllands Højskole fra 2002 til 2018. Før det lærer samme sted. Har sammenlagt været mere end 30 år på stedet.
I 2005 modtog hun Kulturprisen for sit arbejde i Vestjylland.
Fra 2011 til 2014 var hun medlem af bestyrelsen for Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD).
Siden 2011 medlem af bestyrelsen for Ringkøbing Fjord Teaterforening.
Sidder i bestyrelsen for “Vindenes bro”, en international teatergruppe ledet af Iben Nagel Rasmussen, Odin Teatret.
I en periode medlem af komitéen, der uddeler Den Folkelige Sangs Pris.